Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Colgate lover nul huller i regnskoven

Nyhed - 25. marts, 2014
Godt nyt for verdens regnskove. Colgate vil forpligte sig til ikke at bruge palmeolie, der forårsager fældning af regnskov, i sine produkter.

25. marts 2014

Deforestation in Central Kalimantan © Ulet Ifansasti / Greenpeace

 

Når danskere og forbrugere i resten af verden klarer den rituelle tandbørstning morgen og aften, tænker de færreste nok over, at produktet er med til at rydde massive regnskovsarealer.

Som i mange andre dagligvare-produkter anvendes der palmeolie, der stammer fra plantager, som har fældet regnskov forinden. Dermed har mange af verdens største brands indenfor dagligvarer et stort medansvar for at passe på, at det lokale miljø ikke ødelægges, som det sker i Indonesien, og det globale klima ikke bringes i ubalance.

Nu er der godt nyt – for forbrugerne og ikke mindst regnskoven: Verdens førende producent af bl.a tandpasta, Colgate-Palmolive, har efter pres fra Greenpeace lovet at fjerne palmeolie fra alle sine produkter. Herudover vil Colgate skabe fuld gennemsigtighed om, hvor produkterne kommer fra, og hvad indholdet er.

Det er et stærkt, ansvarligt initiativ, som Greenpeace bakker op om.

”Som forbrugerne kan vi alle træffe valg, der skåner det globale miljø ved at vælge til og fra. Men der ligger et stor ansvar hos producenterne. Det er en stor nyhed for miljøet, at Colgate nu også melder sig ind i kampen for regnskoven og siger nej til palmeolie,” siger Birgitte Lesanner, kampagnechef hos Greenpeace.

Greenpeace arbejder i sin aktuelle kampagne på at få verdens store producenter til at producere tiger- og skovvenligt i Indonesien, hvor skovarealer forsvinder i alarmerende hastighed.

”Nestlé, Unilever, L’Oreal og nu Colgate, ser kritisk på sine leverandørkæder for at rydde op og fjerne den beskidte palmeolie. Vi har også arbejdet i otte måneder på at få Procter & Gamble, der producerer shampoo’en Head & Shoulders , til at tage ansvar for  regnskoven. De holder stædigt fast i den ødelæggende produktion af palmeolie, og vi opfordrer fortsat kraftigt til, at de melder sig på den bæredygtige bane,” siger Birgitte Lesanner.

Mere end 340.000 mennesker har nu skrevet under på et krav til P&G om at forpligte sig til ikke at rydde regnskov.

Colgate har forpligtet sig til at skabe gennemsigtighed om brugen af palmeolie i 2015. Greenpeace vil presse yderligere på for, at lovningen om at kvitte palmeolien sker inden den annoncerede deadline i 2020.