Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

EU tager vigtigt skridt for at beskytte Nordpolen og miljøet i Arktis

Nyhed - 12. marts, 2014
Europa-Parlamentet har netop taget et markant skridt for at beskytte miljøet i Arktis. Parlamentet har vedtaget en resolution, der kan bane vej for mere beskyttelse af Nordpolen og hele regionen. Resolutionen anbefaler bl.a. at oprette et beskyttet område omkring Nordpolen, der kan fungere som havreservat.

12. marts 2014

Mere end fem millioner mennesker støtter nu kravene om et globalt naturreservat omkring Nordpolen og beskyttelse af Arktis. Billedet her er fra ekspeditionen i 2013 til Nordpolen, hvor Greenpeace sænkede de første 2,7 millioner underskrifter i en kapsel på havbunden,

 

”Det er virkelig godt at se, at Europa-Parlamentet vil beskytte Arktis. Et havreservat i sig selv er en rigtig god begyndelse. USA har for nylig foreslået noget lignende, som Danmark og Grønland har støttet, så nu håber jeg, at vi hurtigt kan få konkrete planer på bordet. Mens vi snakker, sejler russiske, norske og andre monster-trawlere allerede til Arktis hver sommer, trawler over koraller og andet liv på bunden og tømmer havene, der før var beskyttede af havis, for fisk. Jeg håber, at den danske regering vil støtte markant op om Parlamentets meget fine tiltag,” siger Birgitte Lesanner, kampagnechef hos Greenpeace.

Resolutionen understreger også behovet for, at Arktisk Råd indfører en bindende aftale, der sikrer det arktiske område mod forurening.

”Udover forslaget om en havreservat, sender parlamentet et klart signal til landene i EU og Arktisk Råd om at komme ind i miljøkampen i Arktis og arbejde for beskyttelse frem for udnyttelse. Selskaber som Shell, Statoil og Gazprom jager blindt oliegevinsterne og bringer miljøet i høj fare – uden at nogen har teknologien til at rydde op, når olieulykken rammer. Danmark har god mulighed for at forbedre miljøsikkerheden gennem Arktisk Råd, men den danske stemme er desværre tavs her. Vi opfordrer kraftigt Martin Lidegaard til at lytte til EU-anbefalingerne, så der ikke gives fri adgang til ressourcerne uden ansvar for miljøet. Olieboringerne er så risikable, at de skal stoppes,” siger Birgitte Lesanner.

EU’s seneste Arktispolitik er fem år gammel, og det er på tide, at der sker noget på området. Greenpeace sætter pris, at EU sætter det arktiske miljø højt på dagsorden samt opfordrer EU’s at udenrigschef, Catherine Ashton til at handle. Området ved Nordpolen er ekstremt sårbart, og derfor er det afgørende, at der indføres restriktioner mod industrielt fiskeri og udnyttelse af ressourcerne.

Den globale Greenpeace-kampagne Save The Arctic arbejder for at beskytte Arktis mod olieboringer, indføre forbud mod industrielt, ødelæggende fiskeri samt at gøre området omkring Nordpolen, der i dag ikke ejes af noget land, til et beskyttet, globalt naturreservat. Senest protesterede 30 Greenpeace-aktivister, heriblandt danske Anne Mie Roer Jensen, mod Gazproms arktiske olieboringer – de første nogensinde i isfyldt farvand – hvilket kostede dem flere måneders fængsel i Rusland.