Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Klimaretssag rammer EU-domstolen i dag

Nyhed - 24. maj, 2018
Familier trækker EU i retten for at tillade et for højt niveau af CO2-udledninger og dermed ikke beskytte borgerne mod klimaforandringer.

25. maj 2018

Climate families

Den første klimaretssag af sin art rammer EU i dag. En række familier, hvis levevilkår er påvirket af klimaforandringerne, lægger sammen sag an mod Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd ved EU-Domstolen i Luxembourg. 

EU har sat et mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 40 procent i 2030 i forhold til 1990. Det er ifølge anklagen utilstrækkeligt set i lyset af det akutte behov for at forhindre alvorlige klimaforandringer – og er ikke nok til at beskytte borgernes fundamentale rettigheder til liv, sundhed, beskæftigelse og ejendom. 

Børn bliver syge

Familierne kommer både fra Europa og uden for. På en tysk ø ved kysten i Nordsøen risikerer en familie at få ødelagt deres hotel og restaurant på grund af stigende vandstande. 

I Frankrig og Portugal påvirker stigende temperaturer familiernes landbrug. Og i Kenya bliver børnene dårlige af flere hedebølger og tørkeperioder. Samtidig har en samisk ungdomsorganisation i Sverige også lagt sag an sammen med de andre familier, da deres levevis som rensdyrhyrder er truet af ændringer i snesæsonen.  

Familierne bliver bakket op af en stor koalition af klima- og miljøorganisationer samlet under Climate Action Network, heriblandt danske NGO’er. Claus Ekman, direktør for Miljøorganisationen Det Økologiske Råd mener, det er på høje tid, at EU handler. 

”Sagsanlægget er endnu en påmindelse om, at klimaforandringer i dag har reelle konsekvenser for helt almindelige familier, også her i Europa. Det er positivt, at EU’s mangelfulde indsats nu bliver undersøgt juridisk, og jeg håber, det vil gøre indtryk på beslutningstagerne, så ambitionerne kan blive skruet op,” siger han.  

Jens Mattias Clausen, klimapolitisk rådgiver hos Greenpeace bakker op. ”Europa og Danmark vil i stigende grad stå ansigt til ansigt med voldsomme skybrud, ekstreme hedebølger og stigende vandstande, men også med klimakonsekvenser i form af flygtningestrømme, tab af arter og fødevareudfordringer. Det er opløftende, at det stærke momentum for klimaretssager verden over nu også når de mere hjemlige breddegrader, hvor Europa har et afgørende ansvar for, at vi formår at afværge de mest katastrofale klimaforandringer,” siger han.  

'Milliarder af mennesker'

Hos Danmarks Naturfredningsforening kalder afdelingsleder Morten Pedersen sagen for et vink med en vognstang og siger: ”Det her er ikke kun en historie om ti familier, men om de milliarder af mennesker verden over, der alle er direkte berørt af det politiske systems manglende evne til at være deres opgave voksen, og tage advarslerne fra verdens førende klimaforskere seriøst.”  

Retssagen er en af flere i rækken af internationale sager, hvor borgere har anklaget myndigheder og virksomheder for at negligere eller være skyld i klimaforandringer. Sagen er den første af sin slags, der skal prøves ved EU-Domstolen. Familierne bliver repræsenteret af advokaten Roda Verheyen.  

Den tyske NGO Protect The Planet betaler udgifterne til sagen, og forskere fra den videnskabelige tænketank Climate Analytics leverer den videnskabelig baggrund for klimaeffekterne. 

I alt rummer sagsanlægget ti familier samt en organisation og kommer fra otte lande (Portugal, Frankrig, Italien, Sverige, Tyskland, Rumænien, Kenya og Fiji).  

Læs mere om familierne og klimaretssagen 

Kontakt

Det Økologiske Råd, Claus Ekman, direktør, tlf. 27 28 49 49,  

Greenpeace, Jens Mattias Clausen, klimapolitisk rådgiver, tlf. 60 13 17 48,  

Danmarks Naturfredningsforening, Morten Pedersen, Afdelingsleder, Natur, miljø og klima, 31 19 32 17, .