Den seneste tid er der med rette stillet store og fornyede spørgsmålstegn ved Selvstyrets og en række større olieselskabers planer om de kommende år at genoptage oliejagten ud for Grønland.

Olieselskaber som Total og forsikringsselskaber har advaret mod boringerne, og den tidligere operative chef for Mærsk med speciale i sikkerhed ved boreprojekter har kaldt planerne for forrykte, da risikoen for et uheld er enorm. Den danske forsvarsminister har sendt det overordnede ansvar for beredskabet til Grønland og her lyder det fra Råstofdirektoratet, at man skam ikke har sit eget beredskab, men trygt overlader det ansvar til selskaber, som gang på gang har vist, at de er komplet ligeglade med miljø og mennesker.

Svaret blæser derfor i piteraq’en (kraftig faldvind) på spørgsmålet om, hvad der vil ske, hvis et større olieudslip rammer Grønland, og det ansvarlige selskab ikke selv er i stand til at redde hav- og kystmiljø, dyreliv og hele det sårbare økosystem fra uoprettelig skade. Hvem skal forsøge at rydde op, og hvem skal betale regningen, hvis selskabet kaster håndklædet i ringen?

Som ansvarlig naalakkersuisoq (minister) bør Jens-Erik Kirkegaard forholde sig yderst alvorligt til advarslerne. I stedet har han blot forsikret, at man er sit store ansvar bevidst og henvist til Cairn Energys beredskabsplan, da de for to år siden sidst borede i Grønland. Den var i tråd med internationale standarder, og vi stiller os ikke tilfreds med mindre, lyder det (hvornår har man forresten sidst hørt en politiker sige det modsatte?).
 
Sandheden er, at beredskabet var ekstremt utilstrækkeligt og at hverken Cairn, Danmark eller Grønland ville vide hvad man skulle stille op, hvis uheldet var ude. Cairns beredskabsplan blev sablet ned af ICC og uafhængige eksperter, den danske beredskabsplan kan håndtere sølle 5.000 tons og Grønland har ikke engang en beredskabsplan.

Jens-Erik Kirkegaard demonstrerer derfor en besynderlig skråsikkerhed, når han skriver, at hvis det ”umulige” sker, vil et internationalt beredskab omgående ”være med til at begrænse omfanget af skaderne ved oliespildet til et minimum”. Hvis det ”umulige sker”, så estimerede Cairn selv, at olien inden for bare 37 dage potentielt vil dække det meste af Grønlands vestkyst - det er det, som Jens-Erik Kirkegaard og Grønland skal være beredt på.

Det er en gåde, hvordan den ansvarlige naalakkersuisoq kan føle sig så overbevist og ikke reelt vil forholde sig til advarslerne. Hvorfor stoler han så blindt på olieselskaber som Shell, der gang på gang er stukket af fra ulykker? Hvorfor føler han ikke større trang til at få afklaret, hvordan Danmark kan og vil bistå praktisk såvel som økonomisk, hvis de mest foruroligende scenarier bliver til virkelighed, og olien fosser ukontrolleret ud i havet ud for Grønland. Hvordan kan han leve med, at Grønland ikke har et minimum af beredskab? Vi snakker ikke om et urealistisk scenarie, men en helt reel risiko, der vil kunne ødelægge den grønlandske natur og økonomi i årtier – og som en til stadighed længere række af eksperter advarer imod.

Forklaringen kan næsten kun være, at man tilbage i 2009 lagde sig så fast på ”olieeventyret” og drømmen om milliardindtægter til den slunkne landskasse, at man overser selv de mest opsigtsvækkende advarselslamper og giver automatsvar om ”bedste internationale standarder”. Om et større olieudslip lyder det som sagt nonchalant ”hvis det umulige skulle ske”.

Kære Jens-Erik Kirkegaard. Det er desværre langt fra en ”umulig” risiko, du har at forholde dig til. Det er en potentiel naturkatastrofe i et miljø, som er kolossalt sårbart og ekstremt svært at rydde op í i forhold til eksempelvis den Mexicanske Golf, hvor det ”umulige” skete for kun et par år siden. Fjern skyklapperne og lad være med sanseløst at forsætte ned af samme spor som dine forgængere.

Bragt på det grønlandske nyhedssite Sermitsiaq.AG, hvor jeg har en blog.