Kumi Naidoo ED of Greenpeace International


Skrevet af  Kumi Naidoo, International chef for Greenpeace

Kort tid efter, jeg blev løsladt fra fængsel i Grønland sidste år, spurgte en ven hjemmefra, hvorfor jeg havde gjort det. Hvorfor i himlens navn havde jeg besluttet at hoppe på en speedbåd og bryde en sikkerhedszone 80 km fra land i det frysende kolde arktiske farvand, derefter klatre op ad benet på en boreplatform med vand fossende imod mig og udsætte mig for arrestation og udvisning?

"For at kunne aflægge vidnesbyrd," svarede jeg. "For på en eller anden måde at tage kampen op mod, hvad der sker deroppe.""Nej nej," sagde min ven. "Det, jeg mener er, hvorfor gjorde du det, hvorfor ikke en anden Greenpeacer? Du er afrikaner, du er fra den sydligste spids af verdens varmeste kontinent, du kom ind i det her miljøhalløj på grund af social retfærdighed, på grund af global opvarmning og mangel på fødevarer. Så hvad har Nordpolen med dig at gøre?"

Hvad har Arktis at gøre med nogen af os? Svaret er selvfølgelig alt. Grunden til, at jeg brænder for at beskytte Arktis, er, fordi jeg er afrikaner. De siger, at vi nu lever i en indbyrdes forbundet verden, men det har vi altid gjort, hvad naturen angår. Og det, der sker i Arktis, er af stor og presserende vigtighed for os alle, hvad enten man er europæer, asiat, amerikaner eller, som jeg, afrikaner.

Kumi Naidoo Boards The Leiv Eiriksson


 
Arktis forandrer sig. Temperaturstigningerne er større dér end noget andet sted på jorden, og det enorme dække af havis på toppen af vores klode smelter hurtigt. Dette dække af havis fungerer som et spejl, der reflekterer det meste af solens varme tilbage til rummet. Det er verdens klimaanlæg, og hvis vi mister det (og videnskabsfolk siger, at det kan være væk i sommermånederne indenfor et årti eller to), så vil konsekvenserne være virkelig alvorlige for os alle.

Denne opvarmning har selvfølgelig været drevet af afbrændingen af fossile brændsler – kul, gas og olie. Og det var derfor, jeg klamrede mig til et af benene på en boreplatform i det Arktiske Ocean, mens besætningen sprøjtede deres frysende kolde vandkanoner på os. For mig er det ganske enkelt vanvid at betragte retræten af isen, ikke som et advarsel, men istedet som en mulighed for at rykke ind og bore efter de selv samme brændsler, der forårsagede afsmeltningen i første omgang. Vi er nødt til at stoppe eftersøgningen efter ny olie og i stedet øge investeringerne i de nye, rene teknologier, vi allerede har fundet, teknologier der kan forsyne vores verden med energi uden at opkoge den. Hvis vi ikke kan lade den arktiske olie være i undergrunden, hvad er der så af håb?

Oliegiganten Shell er ikke enig. Denne sommer sejler de en boreplatform hele vejen fra New Zealand til Arktis for at lede efter nye oliereserver under havene ud for Arktis. Dette er et stort øjeblik. Indtil videre har de eneste selskaber, der har forsøgt at bore i havet i det arktiske område, været små selskaber, der decideret går efter at bore på "usikre" steder, men Shell er en af verdens største koncerner. Det er den første sværvægter, der aktivt forfølger en betydelig olieudforskning i havet ud for Arktis. Shell ser Arktis som det næste, store uudforskede olieområde og siger, at det "har betydeligt uudnyttet potentiale og vil spille en stadig vigtigere rolle når fremtidens energiudfordring skal opfyldes." Shell ser en klar mulighed i at tage føringen i Alaska og argumenterer, at "lidt som at lande på månen, så skader det ikke at være først."

Det gør det faktisk, for hvis dette selskab får succes, så vil den arktiske oliefeber være igang. Og det er derfor vi er nødt til at stoppe dem.

Det meste af året er området dækket af havis og sløret af tætte tågebanker, det er ramt af voldsomme storme og bittert kolde minusgrader. Shells egen beredskabsplan for et eventuelt olieudslip – som selskabet er retsligt forpligtet til at offentliggøre – indrømmer, at i tilfælde af et pludseligt udslip i stil med Deepwater Horizon-katastrofen vil forsøg på at lukke en brønd eller rydde op efter et udslip ganske enkelt blive opgivet i de dårlige vejrforhold, der er almindelige under en arktisk vinter. Dette er ikke nogen overraskelse – i mange år har vi  lagt os i samme spor som de analyser eksperter i olieudslip har lavet, der siger, at oprydning af et olieudslip i Arktis vil være nærved umulig.

Alaska har en kystlinje på over 40.000 mil – mere end resten af USA til sammen – og et olieudslip vil have en katastrofal indflydelse på det lokale dyreliv og fiskeri. Regionen er et livsvigtigt levested for arter, der ikke findes andre steder i USA som for eksempel isbjørne, grønlandshvaler, adskillige fiskearter og fugle, så som kongeederfuglen og jagtfalken.

Skal vi virkelig sætte hele Arktis på spil, når olien under dets vande ikke vil imødekomme den globale efterspørgsel for mere end tre år? Det giver ingen mening.

Kumi Naidoo On The Esperanza


 
I takt med, at termometeret kryber opad i Afrika og den sårbare frosne verden for første gang er på et kæmpe globalt olieselskabs sigtekorn, så trækker vi grænsen i isen og siger 'ikke mere'.

Men vi kan ikke gøre dette uden jeres hjælp. Hvis vi har noget håb om at holde Arktis fri for grådige olieselskaber som Shell, der søger at tjene på en krise, de selv har skabt, så er vi nødt til at arbejde sammen. Slå jer sammen med os på #SaveTheArctic.