I morgen mødes miljøministrene for alle de arktiske lande i Jukkasjärvi – en lille by i den allernordligste del af Sverige. Selv befinder jeg mig ved tilfældighedernes forunderlige spil kun en lille time derfra til Jokkmokk Winter Conference.  Pudsigt nok er grunden til, at vi mødes hvert vores sted i dette kolde, men utroligt smukke område, overordnet også den samme: Hvordan imødegår vi de store udfordringer, som Arktis står over for i disse år?

Samerne er begyndt at opleve, hvordan minedrift ødelægger deres kultur og levebrød, og jeg har selv været vidne til deprimerende ødelæggelser fra olieboringer i det nordlige Rusland. Så der er – desværre – mere end nok at tage fat på.

Næst efter klimaforandringerne er den største trussel mod det arktiske miljø og de dyr, der bor her, risikoen for et olieudslip som det, vi oplevede i den Mexicanske Golf i 2010. Vi ved stadig ikke præcis, hvad konsekvenserne af olieudslippet i den Mexicanske Golf bliver, men én ting ved vi. Og det er, at hvis et tilsvarende olieudslip sker i Arktis, så vil konsekvenserne blive langt, langt værre.

Desværre er risikoen meget stor, og hvis først ulykken sker, så har man i dag ingen mulighed for at rydde op efter udslippet. Reelt set vil der desværre ikke være meget andet at gøre end at læne sig tilbage og se, hvor mange lokale folk og arter, der vil få deres liv ødelagt af udslippet.

Det er formentlig også derfor, at Arktisk Råd – det forum, som miljøministrene mødes under – er i gang med at udvikle en fælles aftale om, hvad man skal gøre, når sådan et udslip sker. En lille sidebemærkning: Det er nemlig kun et spørgsmål om, hvornår det sker – ikke om hvorvidt det sker. Det har selv Shell's vice-direktør i Alaska, Pete Slaiby, indrømmet.

Tilbage til Arktisk Råd. Rådet har efterhånden eksisteret i godt sytten år, men indtil videre er det kun lykkedes dem at lave én såkaldt bindende aftale. Den går i al sin enkelthed ud på, at hvis et skib går på grund, så har man lov til at sejle ind i andres farvand for at redde de nødstedte. På den baggrund, var det en positiv overraskelse, da Rådet besluttede sig for at tage fat på et så alvorligt og problematisk emne som olieudslip.

Forhandlingerne om aftalen har – ligesom alt andet i Arktisk Råd – været omgærdet af hemmelighedskræmmeri. Der har ikke været nogen offentlige møder, og som almindelig borger har det været umuligt at få noget indblik i aftalen, som skal være færdig til maj. Nu er det imidlertid lykkedes for Greenpeace at få adgang til et udkast af den nærmest mytiske plan.

Jeg ved godt, at folk forventer en reaktion fra Greenpeace til alle sådanne aftaler, hvor vi nærmest på automatpilot kritiserer det sønder og sammen. Selvom jeg ville elske at overraske ved at sige noget positivt denne gang, så kan jeg simpelthen ikke få mig selv til det – udover måske at aftalen endnu ikke er endelig. Man behøver ikke være ekspert i Arktis eller olieudslip for at kunne fastslå, at udkastet er noget juks, som de ikke kan have brugt mange minutter på.

Planen kan nærmest opsummeres på to linjer: Landene skal oplyse hinanden, hvis der sker et olieudslip. Man kan skal have en eller anden form for beredskab. Man kan spørge hinanden om hjælp – som man ikke er forpligtiget til at give. Og man skal forsøge at lære af tidligere hændelser.

Det er det. Ingen krav til, hvor meget udstyr man skal have. Ingen krav om, at man ikke må tillade olieboringer, før man er sikker på, at man kan rydde op efter en ulykke. Ingenting substantielt overhovedet.

Jeg har svært ved at forstå, hvad det er, der gør, at man vil lave så forfladiget en aftale. Er det et bevidst knæfald for den olieindustri, der har sine grådige øjne rettet mod Arktis, og som historisk har udvist en eklatant mangel på vilje til at passe på miljø og mennesker? Eller er det simpelthen bare himmelråbende inkompetence? Måske er det en kombination. Måske har man bare spurgt olieselskaberne, hvad de helst ville have, og så har man skrevet det ned. Det virker i hvert fald sådan.

Retfærdigvis skal det dog siges, at det er første gang, at det er miljøministrene, som mødes i Arktisk Råd. Traditionelt er det udenrigsministrene, som står for forhandlingerne. Derfor kan man håbe, at Ida Auken vil gøre det bedre end Villy Søvndal og kæmpe for, at vi ikke bare giver op på forhånd. På mig virker det ikke som raketvidenskab, at man ikke skal tillade olieboringer, medmindre man kan rydde op, når det går galt ��� og det håber jeg heller ikke, at det er for den danske miljøminister.

Hvis du, lige som jeg, gerne vil opfordre Ida Auken til at tage sit ansvar alvorligt og bruge sin indflydelse på at sikre Arktis sårbare miljø, så kan du sende hende en mail på eller skriv en kommentar på hendes Facebook-side.