FN’s bæredygtighedspanel nedsat af FN’s generalsekretær Ban Ki-moon har for nylig fremlagt sin stort anlagte optakts-rapport til verdenstopmødet i Rio (Rio+20) i juni i år. Det er denne rapport, der sætter rammen for det vigtige møde om miljø og udvikling verden over.

100 sider lang og med 56 anbefalinger, hvoraf nogle (få) er meget konkrete og med klar tidsangivelse for opstillede mål, rummer rapporten masser af stof til eftertanke.  Men en grydeklar handlingsplan til opfyldelse af bæredygtighedspanelets egen vision om ”robuste/modstandsdygtige mennesker” på en ”robust/modstandsdygtig planet” (hvor fattigdom er udryddet, uligheden mindsket, kampen mod menneskeskabte klimaforandringer er lykkedes, og hvor der produceres og forbruges i respekt for planetens tålegrænser) det er den af flere årsager ikke.

Hvad rapporten gør godt, er at den giver en ærlig statusopgørelse over fremgange og mangler i forhold til bæredygtigheds - og såkaldte årtusind mål (bl.a. mål om udryddelse af fattigdom og sult). Men den bliver alt for ”håndsky” i forhold til at identificere drivkræfterne bag ødelæggelsen af planeten. 

At f.eks. EU landenes landbrugspolitik er en væsentlig årsag til afskovning og tab af anden biodiversitet i Latinamerika og Asien; en ødelæggelse der drives af rige landes fortsatte ubæredygtige import af foder, træ, biobrædstoffer etc., som gør det mere end vanskeligt at få stoppet afskovningen ikke mindst den tropiske, som indeholder den største biodiversitet.

Vigtig er også rapportens anbefaling om at sult kan bekæmpes ved at en ”stedse-grøn-revolution” af landbruget. Det kan i fattige lande medføre mindst en fordobling af produktiviteten. Afgørende er, at den nye robuste ”stedse-grønne revolution” er en diametral modsætning til 60’ernes input-tunge ”grønne revolution”, der var baseret på fossil energi, kunstgødning, sprøjtegifte, kunstvanding og hybrid frø. Vejen til et robust landbrug og en robust fødevareforsyning kræver derimod, som FN’s fødevarepanel (IAASTD) grundigt har beskrevet, en omlægning til agro-økologiske landbrugsmetoder, som arbejder med - og ikke imod - naturen.  

I lyset af rapport-panelets brede sammensætning med fremtrædende politikere fra alle verdensdele er der rigtig god grund til at glæde sig over en anbefaling om, at vi inden 2020 skal afvikle alle subsidier til fossil energi og andre perverse subsidier (typisk subsidier til landbrug og fiskeri i OECD-landene) som i dag trækker udviklingen i den forkerte retning.

Endelig er det rigtig opmuntrende, at rapporten anerkender, at den voldsomme overfiskning af verdenshavene i især de seneste to årtier er et stort problem. Det giver håb om, at der i Rio kan skabes global opbakning til en ny implementeringsaftale under FN’s havretskonvention til forvaltning af havområder udenfor national jurisdiktion, som vil give et fundament for bæredygtig forvaltning og beskyttelse af verdenshavene.