11. marts 2013

Tusindvis af mennesker gik i går på gaden i Tokyo for at mindes ofrene for katastrofen og samtidig forlange, at myndighederne endegyldigt opgiver brugen af atomkraft. Greenpeace-aktivister sluttede sig til demonstrationen med kravet om, at den internationale lovgivning som minimum skal strammes, så atomindustrien i højere grad kan stilles til ansvar.

 

Når Japan i dag mindes toårs-dagen for Fukushima-katastrofen, er det  samtidig en markering af det fortsatte svigt over for hundredetusindvis af ofre. Og urimeligheden i, at skatteborgere og ofre er tvunget til at betale for atomkatastrofer – ikke virksomhederne, der forårsager dem.

I Japan var 160.000 i dag tvangsflyttede mennesker nemlig ikke bare ofre for et omfattende radioaktivt udslip, der har gjort deres hjemegn ubeboelig i generationer. De bøder ufrivilligt på grund af lovgivning og konventioner, der beskytter atomindustrien og dens leverandører frem for befolkninger. De japanske skatteborgere er endt med størstedelen af regningen, mens ofrene samtidig er blevet mangelfuldt kompenseret for deres smerte, lidelse og tab.

Energiselskabet TEPCO, der har drevet Fukushima-værket, kunne på ingen måde leve op til sin del af  erstatningsansvaret og blev inden for et år efter katastrofen nationaliseret. Centrale leverandører som GE, Hitachi og Toshiba stod bag reaktorer med fejlbaseret design, men selskaberne skal ikke betale noget som helst. Det er naturligvis dybt urimeligt, at atomindustrien stort set slipper fri for princippet om, at forureneren betaler, når ulykken sker.

Situationen er i bund og grund absurd. I stedet for at blive stillet til ansvar, kan selskaberne bag udformningen, konstruktionen og driften af de nedsmeltede reaktorer rent faktisk skabe yderligere profit på at rydde op efter katastrofen. De har aldrig behøvet at bekymre sig om den enorme risiko, da staten i realiteten betaler, hvis ulykken er ude.

I vores egen baghave vil en atomulykke i Sverige på samme måde kunne betyde en kæmperegning til befolkningen, mens lovgivningen fortsat beskytter den ansvarlige industri.Mangel på skadesansvar er nemlig ikke et spørgsmål, der begrænser sig til Japan. Atomindustrien er beskyttet af internationale regler, mens almindelige mennesker derfor skal betale for dens fejltagelser.

Sandsynligheden for, at eksempelvis svenskerne efter en alvorlig reaktorulykke skulle få mere kompensation end japanerne er lille. Og vi ved, at en sådan ulykke kan ramme Sverige, hvor man har nogle af verdens ældste reaktorer, og to af tre svenske værker i dag er under såkaldt særskilt tilsyn.

Ulykken i Fukushima var – og er stadigvæk - en forfærdelig menneskelig tragedie, og det var samtidig en grusom påmindelse om, hvor stærkt behovet er for at stramme den internationale lovgivning, så atomindustrien kan stilles til ansvar for deres fejl. Hellere i dag end i morgen.

Fakta om Fukushima:
- 20.000 døde på grund af tsunamien.
- 160.000 mennesker blev tvangevakueret, og titusinder er flyttet frivilligt.
- Det samlede udslip af radioaktivt cæsium fra Fukushima-ulykken svarede til udslippet fra 168 Hiroshima-bomber.
- 80 % af det radioaktive udslip blev ført med vinden ud over havet
- radioaktiviteten i fisk fanget januar 2013 var 2540 gange højere end grænseværdien.
- 13.000 km2 er radioaktivt forurenet over det normalt maksimalt tilladelige (1 millisivert/år)
- Jorden i legepladser i Fukushima By er i dag 200 gange mere radioaktivt forurenet end før ulykken.
- De totale ulykkesomkostninger skønnes at blive 1400 mia. kr
- Nedrivning af de 4 havarerede Fukushima-reaktorer vil tage 40 år.