På den selv samme dag, hvor verdens største tøjkæde Inditex, der blandt andet står bag Zara, vælger at tage udfordringen fra Greenpeace om udfasning af alle farlige kemikalier inden 2020 op, vælger den danske tøjgigant Bestseller det stik modsatte. I dagens udgave af Berlingske afviser Bestseller blankt udfordringen med henvisning til, at det gør det rigtigt fint i forvejen. Men det gør det bare ikke.

På trods om løfter om noget andet på Bestsellers hjemmeside kunne vi afsløre NPE 11 ud af 14 stykker tøj fra Only, Vero Moda og Jack & Jones. Problemerne med NPE er mange, og der er en god grund til, at NPE er helt forbudt i EU. Men fordi Bestseller har lagt produktionen ud i Kina, kan de fortsætte brugen af NPE. Hvis deres samvittighed kan holde til det.

NPE nedbrydes til NP, der er så hormonforstyrrende, at det blandt andet får han-fisk til at udvikle sig til hun-fisk, når det udledes i floderne. Det kan også resultere i mænd med dårlig sædkvalitet, fostre med alvorlige skader og piger, der går i pubertet, inden de er fyldt ti. 70 % af de kinesiske floder er forurenede, så hver fjerde kineser ikke har adgang til rent vand.  Som en fisker i Jiangsu-provinsen forklarede en af mine kolleger, kan man ikke engang bade i hans flod, for så får man kløe og knopper over hele kroppen.

Det er ikke godt nok for Greenpeace, at Bestseller lover at gøre det lidt bedre i fremtiden. De fabrikker, Bestseller bruger, der bruges må holde op med at bruge Kinas floder som deres private kloak. De farlige kemikalier skal helt udfases og der skal åbnes op for informationerne, så deres kunder kan se, hvilke kemikalier, de bruger hvor.

Hvis Bestseller var sit ansvar voksent, ville de ikke blive pige-fornærmede over Greenpeace’ afsløringer og vores vilje til at gå fra ord til handling, hvis situationen kræver det. De burde tage imod vores mange invitationer om dialog. Så kan de sammen med Zara, Adidas, Nike, Puma, H&M og Marks & Spencer finde ud af, at det faktisk slet ikke er så svært at undgå de her meget skadelige kemikalier, der er forbudte i EU. Også selvom man har lagt produktionen til dele af verden, hvor miljøreguleringen ikke beskytter mennesker og miljø ligeså i lige så høj grad som i Europa.