Klimamedarbejder Gustavo Ampugnani i Greenpeace Mexico. Da Mexico er vært for klimamødet i Cancun, er Gustavo en eftertragtet mand.

I går startede FN’s klimakonference, COP16, i Cancun, Mexico. Her er verden samlet for at samle op på fiaskoen, vi var vidne til i København tilbage i december sidste år under COP15, da topmødet ikke endte med en retfærdig, ambitiøs og juridisk bindende aftale. I Greenpeace har vi i dagene op til konferencen holdt lange planlægnings- og strategimøder, for at vi bedst muligt kan hjælpe de mange regeringer til de rigtige beslutninger, og få koordineret vores arbejde med medierne, der er mødt talstærkt op. Og selvfølgelig holde øje med eventuelle narrestreger. COP 16 i Cancun er min FN-dåb.

Mødet med FN for første gang er ret betagende. Mange tusinde mennesker fra hele verden, samlet for at arbejdet mod en løsning på det største enkeltstående problem, som menneskeheden står overfor. Eller i hvert fald de fleste af dem... Man får en følelse af, at her er verden kommet sammen, fordi vi i virkeligheden vil hinanden det bedste. Her hersker demokratiet, hvor selv den mindste østat midt i Stillehavet kan fremføre sine bekymringer og synspunkter. På trods af de hårdknuder som forhandlingerne lige nu befinder sig i, så er optimismen altid til stede, og mange tilsyneladende problemer kan løses ved blot at tale sammen.

En af de store plenarsale i konferenceområdet. Her flyver det om sig med akronymer.

Lige så overvældene er følelsen af forvirring, når man for første gang stifter bekendtskab med forhandlingerne på nærmeste hold. Tekniske grupper der diskuterer ord, man aldrig før har hørt. Synspunkter, forbehold, bekymringer som aldrig rapporteres i medierne, kan hurtigt tage pusten fra en, og fjerne fokus fra det helt grundlæggende problem. Og hvad er det så lige det er? Belært af gårdagens erfaringer, ville jeg i dag forsøge at bringe overblikket tilbage. I det daglige program fandt jeg en pressekonference, der ikke er direkte knyttet til FN-teknikaliteterne. ’World Meteorological Organization’ ville præsentere videnskabens seneste opdagelser omkring klimaforandringer og vejret. At deltage her måtte være en måde at få det rette perspektiv tilbage.

WMO kunne præsentere konklusionerne fra et forskningsprogram, de har haft det seneste årti, hvor de har undersøgt sammenhængen mellem ekstreme vejrfænomener og klimaforandringerne. Og deres udsigter for fremtiden er ikke opmuntrende:

Helt grundlæggende så fandt de en overensstemmelse mellem de videnskabelige rapporter fra FN’s klimapanel, og nogle af de vejrfænomener, vi har været vidner til de seneste ti år. Og tendensen er klar:


  • Hedebølger, oversvømmelser, tørke, kraftige regnfald, og tropiske storme vil tage til i både intensitet, styrke og hyppighed.

  • Hedebølgerne vi så i Europa i 2010 var enestående i deres karakter

  • Hedebølgen i Rusland i 2010 var den værste siden det 15. århundrede

  • Antallet af varme dage stiger, og antallet af kolde dage falder.


Med disse overordnede perspektiver i baghovedet og velvidende om at Indlandsisen smelter hastigt, er jeg nu klar til at vende tilbage til de komplicerede forhandlinger. Mit budskab til de folk jeg snakker med hernede må ganske enkelt være, at klimaforandringerne ikke venter på nogen. Glem det nu ikke når i forhandler om jordens og vores fælles fremtid.