To uger er gået, og selv om det stadig er uvist, hvornår forhandlingerne slutter, så nærmer afgørelsens time sig i Durban. Der er dog stadig ikke skyggen af en endelig tekst at diskutere for deltagerne.

Jeg følger naturligvis med fra København, og intensiteten i den sydafrikanske kystby, hvor Greenpeace er repræsenteret af et team af forhandlings-eksperter, øges time for time.

Urets tikken kunne allerede mærkes i aftes. På den positive bane skete der et ryk i forhandlingerne ud på aftenen anført af Danmarks klimaminister, Martin Lidegaard, og Jato S. Sillah fra Gambia, der har formandskabet for LDC-gruppen (Least Developed Countries).

De står nu sammen om at presse på for, at Kyoto Protokollen forlænges med en ny etape efter 2012 og at alle store CO2-udledere skal forpligte sig i en aftale om bindende reduktioner senest i 2015, der skal træde i kraft nogle år senere evt. i 2020. Og så er parterne i den nye alliance enige om, at den grønne fond skal op og køre. Men de er langtfra enige om, hvor pengene skal komme fra, og i den lille detalje skal djævlen findes. De næste timer vil forhåbentlig vise, om der kommer et gennembrud her.

Det er stadig ganske uvist, hvad alliancen vil betyder for COP17’s endelig resultat. Men ikke desto mindre er det et stærkt signal, som hurtigt fik opbakning fra en anden vigtig klub af lande, nemlig AOSIS (Alliance of Small Island States).

I alt 120 lande bakker nu op om EU’s forslag om en roadmap for en global aftale heriblandt også Brasilien, Japan og Canada.
Godt 200 lande skal imidlertid nå til enighed, så der er lang vej endnu.

Løven brøler i Durban

Durban, Cop17, december 2011, menneskebanner dannet på stranden i Durban for at minde forhandlerne til klimatopmødet om, at befolkningen råber på en ambitiøs aftale.

 

USA spiller stadig sit eget spil, og det er ikke et spil, der synes at have meget at gøre med andre end USA selv. USA har i de globale klimaforhandlinger konsekvent forfulgt en ”deny, delay and destroy-strategi”, der grundlæggende har til formål aldrig at forpligtige USA til noget som helst globalt. Efter at have blokeret små men vigtige skridt i forhandlinger gennem de seneste to uger, glimrede den respons på EU-LDC-AOSIS alliancen, som kom fra USA’s chefforhandler, Todd Stern, i den grad af tvetydighed. Han ville gerne mane opfattelsen af, at USA forsøgte at udsætte en ny aftale til 2020, i jorden, men han sagde ikke hvordan, og han havde heller ikke nogle konkrete kommentarer til alliancen som sådan.

Hvis klimakrisen på nogen tænkelig måde skal tackles, så må resten af verden sætte USA udenfor døren og laver en aftale alene. Kina forsøgte allerede sidste fredag at bløde lidt op for retorikken og hårdknuden i forhandlingerne ved at sige, at landet eventuelt godt kunne forpligte sig til juridisk, bindende reduktionsmål, imens Indien modsætter sig, at store udviklingslande skal forpligtes juridisk til at skære ned i drivhusgasudledningen.

Virkeligheden er dog, at der stadig ikke er bygget en solid ramme eller tidsplan op for en global bindende klimaaftale, og meldingen fra Durban i morges forlød da også, at forhandlingerne måske sprænger tidsrammen og fortsætter lørdag eller sågar søndag med. Kyoto Protokollens fremtid er mildt sagt uvis. Mest lyst ser det ud for den grønne fond, og det forventes, at der opnås enighed meget snart. Om mekanismerne er stærke nok til at fylde fonden op med de penge, de rige lande har lovet de fattige, det må tiden vise.

Forhandlingerne i Durban kan meget vel gå i flere forskellige retninger.  Og der er stadig mulighed for, at landene inden mødets afslutning når til enighed om at skrive under på en ambitiøs og fair aftale inden 2015. De sidste timer af klimaforhandlingerne, som vi bevæger os godt på vej mod nu, er det ekstremt afgørende for udfaldet, og lige nu er det vigtigt, at EU bakker helt op om de mest sårbare lande, som kæmper for en global klimaaftale. Hvis EU træder til siden, så bliver det et uambitiøst USA, der kommer til at stå som vinder.