23. august 2014

Helene Hansen deltog i sin første Greenpeace-aktion mod denne kæmpe brunkulsmine i Tyskland for syv år siden. Noget af en øjenåbner for, hvor vigtigt det er at sige nej. Nu er hun på vej tilbage til samme sted med tusinder fra hele verden for at stoppe Vattenfalls planer, der kan presse folk af husene og få CO2-udledningen til at eksplodere.

 

For syv år siden fik jeg som nyslået klimaaktivist for første gang mulighed for at være en del af en Greenpeace-aktion. I dag vender jeg tilbage til det præcis samme sted for at gøre opmærksom på den præcis samme sag:

Jeg er i den tyske Lausitz-region ved den polske grænse for at demonstrere mod tvangsforflyttelser, mod klimaforandringer og mod planerne om at øge brunkul. Produktionen af brunkul selve kilden til problemerne og grunden til, at jeg tager af sted med 10 andre danske aktivister og frivillige (65 fra hele Skandinavien) - for at protestere.

I 2007 var jeg med til at hænge et 200 kvadratmeter stort banner op i en 75 meter høj kran i et allerede eksisterende udgravningsområde. På denne lørdag eftermiddag skal jeg være med i en gigantisk menneskekæde, der forventes at blive otte kilometer lang, mellem et eksisterende udgravningsområde i Tyskland og et planlagt udgravningsområde i Polen.

Dengang kunne jeg have været til jobsamtale hjemme i Danmark, i dag kunne jeg have holdt sommerferie i et eller andet sted verden. Men jeg er her ved den polsk-tyske grænse mellem to af de dårligste projekter mit naboland, Sverige, nogensinde har iværksat.

Sveriges statsejede Vattenfall og Polens energiselskab PGE har nemlig planer om at udvide med flere dybt skadelige brunkulsminer, og det skal vi have stoppet. Konsekvenserne er til at få øje på.

 Udvidelserne vil højst sandsynlig betyde, at tusinder af mennesker fra otte landsbyer må tvangsforflyttes, og da brunkul er den mest beskidte energiform, vil det sende CO2-udledningen massivt i vejret. Det går stik imod de klima- og energimål for 2030, som Europas lande prøver at samles om nu.

Jeg har det ”problem”, at jeg ved, at det foregår. Og så er det ikke alene min ret, men også min pligt at rejse mig op og gøre modstand.

Jeg vil ikke være vidne til, at Vattenfall – den svenske pendant til vores eget statsejede Dong – uforstyrret får lov til bogstaveligt talt får lov at til at grave de kæmpemæssige huller på flere kvadratkilomtre, bogstaveligt talt i mange menneskers baghave, og jeg vil ikke være vidne til, at Vattenfall får lov til at brænde det mest beskidte brændsel af ... i jagten på kortsigtet fortjeneste.

For det vil ske, hvis almindelige borgere som mig (og ja, også dig) ikke siger nej.

Jeg deltager i demonstrationen, som Greenpeace er medarrangør af, for at sige klart nej til at tvangsforflytte de op mod 6.000 tyskere og polakker, der bor oven på det brunkul, Vattenfall vil have fat i. Nej, til overhovedet at grave efter mere brunkul. Det er horribelt, at Vattenfalls planer for at grave brunkul op ikke har mødt større modstand. Før nu. Planen er at udvinde 1,2 milliarder tons brunkul frem til 2050, hvilket svarer til 28 gange Danmarks aktuelle årlige CO2-udslip.

Det vil sende et meget trist signal til resten af verden, hvis det lykkes Vattenfall at åbne mineområderne.

For syv år siden fik jeg at vide, at det her foregik, så jeg rejste gladelig til Tyskland for at være vidne til det og bringe den viden tilbage til Danmark – og til Sverige.

I sidste weekend var jeg med Greenpeace til Malmöfestivalen, hvor vi har været de sidste tre år, til stor glæde for både deltagerne og arrangørerne. Men i år var vi der med budskabet om Vattenfalls beskidte og uansvarlige foretagende i Tyskland. Og så var vi pludselig ikke velkomne længere. Vattenfall, der sponsorerer Malmöfestivalen bad arrangørerne om at lukke os ned, få os væk, få os til at tie stille.

Sandheden kan være ilde hørt, men sandheden er, at det, Vattenfall har gang i uden for Sveriges egne grænser, ikke kan forsvares – det kan højst ties ihjel. Men mig får de ikke til at tie. Jeg ved, hvad de laver, og derfor er jeg tilbage i Tyskland for at være vidne til det. Det er min pligt.

Og nu ved du det også! Så sig det videre. Rejs dig op og sig nej.