Det er sent om aftenen, men solen er endnu ikke gået ned her i det nordlige Rusland. For to dage siden landede min russiske kollega og jeg midt i en snestorm i Usinsk. Byen ligger lige på grænsen til Arktis og er oliehovedstaden i Komi-provinsen. Selvom byen er lille, er oliens indflydelse på regionen desværre væsentlig større.

Usinsk ligger tæt på en myriade af floder, der engang var fulde af liv. Men det var inden olien tilbage i halvfjerdserne blev opdaget. I dag er billedet helt anderledes. Området har udviklet sig til en dystopi, hvor flaring og røg fra brændende olie maler horisonten i sorte, røde og orange farver. Flaring (når man ved olieboringer brænder rest-gassen af) udleder en bred vifte af giftige stoffer i miljøet og er kendt for at forårsage kræft. I 2007 stod Rusland for over 25 % af hele verdens flaring, og den russiske regering lovede, at det ville stoppe den forurenende afbrænding.

Dette er tydeligvis ikke sket i Komi-provinsen, hvor man på alle tidspunkter af døgnet kan se de store flammer slikke himlen. Tærsklen for hvornår flaring udgør en sundhedsrisiko, er flere tusinde gange mindre, end tærskelen for hvor meget kemikalierne fra afbrændingen kan lugtes. I dag kørte jeg i mere end en halv time gennem et område, hvor vi næsten ikke kunne trække vejret på grund af den skarpe og kradse lugt fra afbrændingen.

Men afbrænding af gas er langtfra det eneste problem i her i Usinsk. Da der ikke er nogen kontrol af olieindustrien, kan den gøre hvad den vil og behøver ikke tage smålige hensyn til miljø og mennesker. Olieudslip er om ikke daglige, så i hvert fald ugentlige begivenheder, da rørledningerne ikke vedligeholdes og de endeløse reparationer sker i ulideligt langsomt tempo.

16. maj 2012

Staffan Julen, Greenpeace

 

I går besøgte vi Kolva, en af de små landsbyer i området. Her fortalte de lokale os om deres hverdag, og hvordan den er blevet ramt af olien. Landsbyen er opkaldt efter floden som løber langs byen. Kolva-floden plejede at være landsbyens kilde til frisk vand og mad. De plejede at være i stand til at drikke vandet direkte fra floden, og der var rigeligt med fisk. I dag er floden mere kendt for dets olieindsmurte is og vandfladen er næsten permanent dækket af olie. De dage er helt forsvundet, hvor vandet kunne drikkes, og der er næppe nogen fisk tilbage.

Da jeg spurgte de lokale, hvad der er den værste konsekvens af forureningen, så fremhævede de dog ikke deres egen situation. Det værste er konsekvensen for landsbyerne længere nede af floden. Der har man nemlig ikke nogen brønde, og derfor ikke andet valg end at drikke det forurenede vand direkte fra floden.

Jeg har efterhånden været i Greenpeace i en del år, og jeg er vant til at blive konfronteret med de udfordringer og problemer, vores verden står over for.  Jeg er med tiden måske endda blevet lidt kynisk og mere modstandsdygtig, så de næsten daglige doser af ødelæggelse og ligegyldighed over for den verden, vi lever i, knækker mig ikke. Men lige nu her i Usinsk er en af de gange, hvor jeg må indrømme, at jeg ikke er i stand til at holde den personlige distance. Selv mens jeg skriver dette, føler jeg mig skyldig, da mine ord klinger så hult, og langt fra kan udtrykke hvad lokalbefolkningen oplever.

Jeg ved ærlig talt ikke, om det er for sent at redde dette engang så smukke område. Men jeg ved, at hvis vi ikke handler nu - her og i resten af Arktis – så vil det, jeg er vidne til her, kun vise sig at være toppen af isbjerget.

16. maj 2012

© staffan Julen, Greenpeace