James E. Hansen
James E. Hansen

I tirsdags modtog den berømte klimaforsker Dr. James E. Hansen, professor ved Columbia University og Columbia’s Earth Institute samt medlem af USA’s Videnskabsakademi, den norske Sophie prisen 2010. Denne pris har han modtaget på baggrund af sin forskning i klimaforandringer og for at kommunikere de store problemer forbundet hermed.

Og Hansen lå da heller ikke på den lade side efter det blev kendt, at Hansen ville modtage dette års pris. Tilbage i maj udsendte Hansen således et åbent brev til Norges statsminister Jens Stoltenberg, der blev bragt i Aftenposten i Norge. Datoen var velvalgt, eftersom Statoil samme dag afholdte generalforsamling, hvor bl.a. et forslag fra Greenpeace og WWF om at trække Statoil ud af tjæresand var på dagsordenen. Den norske stat ejer 67 % af aktierne i Statoil, og det var ene og alene deres  beslutning, hvorvidt Norge skulle bidrage til svineriet i Canada. Det syntes Norge.

”Alligevel, og særligt i lys af dette, er jeg skuffet over at høre, at Statoil, Norges statsejede olieselskab, træder så kraftigt ved siden af ved sin strategiske beslutning om at investerer i Canadas destruktive tjæresandsudvinding. Som den mest energikrævende olieudvindingsproces på kloden, repræsenterer denne satsning det værste menneskeheden gør mod planeten, for at forlænge vores globale afhængighed af fossilt brændstof,” skrev Hansen.

Begrundelsen for tildelingen af prisen var da også lige på kornet, hvilket kom frem under James Hansens tale i Oslo. Med sin dybe indsigt i videnskaben og erkendelsen af behovet for handling, fik den norske regering en verbal lussing for sit hykleri:

Jeg er takskyldig til Jostein Gaardner og Sophie Foundation for at få muligheden for at diskutere klimaets tilstand, implikationerne for mennesker og naturen, og den handling der er nødvendig.

Enkelt sagt så er der en grænse for, hvor meget kuldioxid vi kan udlede til atmosfæren. Vi kan ikke afbrænde alt den fossile brændstof. Helt konkret, så må vi (1) hastigt udfase brugen af kul, (2) lade tjæresand forblive i jorden, og (3) ikke forsøge at udvinde den sidste dråbe olie.

Der er brug for handling, så verden kan overgå til en fremtid, hvor ren energi er mulig og praktisk. Dette vil genoprette den rene atmosfære og det rene hav på globalt plan, sikre lighed over generationer ved at bevare skabelsen – vores naturlige verden – og dermed hjælpe med at bibringe retfærdighed mellem nord og syd. Men de nødvendige foranstaltninger vil kun ske, hvis befolkningen bliver kraftigt involveret.

Borgerne kan hjælpe ved at blokere kulkraftværker, tjæresandsminer, og udvindingen af de sidste dråber af fossile brændstoffer fra menneskets uspolerede jord og dybe hav.

Men vores regeringer ikke har til hensigt at løse problemerne med fossile brændstoffer og klimaet, hvilket er let at bevise: Den amerikanske, canadiske og norske regering fortsætter ufortrødent med at udvikle tjæresand, som, hvis den ikke standses, vil gøre det umuligt at stabilisere klimaet. Vores regeringer fralægger sig bevist ansvaret for de unge og kommende generationer. Jeg er blevet skuffet i min interaktion med mere end et halvt dusin lande. I sidste ende giver de kun beroligende ord, "mål" for emissionsreduktioner langt ude i fremtiden, mens deres faktiske gerninger forhindre stabiliseringen af klimaet.

Den norske regerings holdning er en overvældende bekræftelse på den globale situation: selv de grønneste regeringer finder det for besværligt at tage konsekvenserne af videnskabelige kendsgerninger. Måske vores regeringer er i lommen på den fossile brændstofindustri - men det er ikke for videnskaben at sige.
Helt kort og konkret udtrykte Hansen sin utilfredshed med et citat fra Augustin: Hykleri er lastens hyldest til dyden.