Der har været run på i EU under den seneste uge i klimaforhandlingerne, men både finans- og miljøministrene fejlede fælt. Tirsdag forsøgte EU’s finansministre at opnå enighed omkring finansieringen af de fattige landes klimaindsats. Onsdag var det så EU’s miljøministres tur til at forhandle, hvor de helst skulle forpligte sig til seriøse reduktionsmål forud for klimatopmødet i december. Efter betydelige indrømmelser fra både i- og u-lande i den seneste tid, var det for alvor EU’s tur til at rykke.

Der er ingen tvivl om, at der skal penge på bordet, når klimatopmødet løber af stablen i København til december. Planeten og dens befolkning kan ikke tåle økonomier baseret på fossile brændstoffer, hverken i den rige eller fattige del af verden. Bl.a. derfor må de industrialiserede lande yde klimabistand og grønne teknologier til udviklingslandene. Men på mødet blev man enige om absolut ingenting. I stedet åbnede man op for, at en eventuel klimabistand kan findes i den allerede eksisterende økonomiske bistand til tredjeverdenslandene. Dem har verdens fattige stadig brug for, så fingrene væk!

Knap havde finansministrene forladt forhandlingsbordet, før det blev indtaget af miljøministrene. Resultatet blev så uambitiøst, som man kunne frygte. Med mandagens udmelding fra EU-Parlamentet om, at EU bør følge videnskabens anbefalinger og reducere sit udslip af drivhusgasser med 40 procent i 2020, kunne man håbe, at det rumsterede i miljøministrenes baghoved, da de stimlede sammen. Alligevel blev man her kun enige om, hvad man på forhånd var enige om; en reduktion på sølle 20 procent.

Bolden ligger nu hos EU’s stats- og regeringsledere, der mødes i slutningen af måneden. Industrialiserede lande som Japan og Norge har, i modsætning til EU, valgt at forpligtige sig til reduktioner, der lever op til videnskabens anbefalinger. Hvis EU ikke vil falde yderligere agterud på klimaspørgsmålet, må Lars Løkke Rasmussen og hans kollegaer gribe bolden og sikre EU et seriøst udgangspunkt i de videre klimaforhandlinger.