I 1983 skrev Poul Krebs sangen 'Sirius – Troen og Håbet'. Det var en hyldestsang til Greenpeace-skibet Sirius og de mennesker, der sejlede med skibet for at tage direkte aktion eksempelvis imod dumpning af radioaktivt affald i Atlanterhavet eller afbrænding af kemikalier på åbent hav.

Sirius kom til Greenpeace i 1981 efter tjeneste hos den hollandske flåde siden 1950, hvor skibet blev bygget. Det tog 10 uger for en masse frivillige at gøre skibet klar som aktionsskib, men da arbejdet var gjort, og Sirius igen var på søen, blev det hurtigt et af de mest markante aktionsskibe, der sejlede for Greenpeace.

Når jeg kigger i de gamle Greenpeace nyhedsblade fra starten af firserne, så er det sjældent, at der er en udgave uden en fortælling fra en aktion, hvor Sirius har været involveret. Om det så er for at forhindre det britiske skib GEM i at dumpe radioaktivt affald i Atlanterhavet, blokere for dumpningsskibet Kronos' dumpning af syreaffald i Nordsøen, eller aktion i Leningrad mod Sovjets atomforsøg.

Sirius og hendes besætning har leveret nogle spektakulære aktioner med fantastiske billeder, der har gået verden over og sat dumpning af giftig affald på dagsordenen.

I de senere år har Sirius levet en pensionisttilværelse i havnen i Amsterdam, hvor hun har fungeret som undervisnings- og foredragsskib. Og det har været en fornøjelse at besøge skibet og høre tidligere besætningsmedlemmer fortælle om de mange aktioner. I fredags var der dog det sidste offentlige arrangement på båden, for hun kan ikke mere og vi er nødt til at sige farvel til hende.

Jeg har gået på jagt i de gamle arkiver og fundet optagelser fra aktionerne i starten af firserne – lige fra skibet blev sat i stand og malet til aktionerne i Atlanterhavet. De aktioner, som Poul Krebs synger om i sin sang. Læn dig tilbage og nyd en tur ned ad memory lane med 'Sirius – Troen og Håbet'.

httpv://www.youtube.com/watch?v=lNVOILMw6_M