Det er et nyt kapitel, der er blevet taget hul på. For første gang nogensinde er offshore olie fra det isfyldte Arktis på vej til forbrugerne. Det er det russiske, statsejede Gazprom, der står bag den første olie, der her til morgen ankom til Rotterdam. Omkring 80 aktivister fra Greenpeace og to Greenpeace-skibe Rainbow Warrior og Esperanza tog imod tankeren.

På et helt generelt plan så er olie fra Arktis en dårlig idé. I årevis har videnskaben forklaret, at det ikke er en god idé at brænde alle vores fossile brændsler – som kul, olie og gas – af. Senest for et par uger siden, hvor FN’s klimapanel understregede, at op mod en tredjedel af de allerede kendte reserver skal blive i undergrunden. Så nytter det jo ikke, at man tager til Arktis og leder efter endnu mere.

Heldigvis ser det ikke så sort ud, som det gjorde for bare et par år siden. Internationale olieselskaber gik ikke stille med dørene; storindustriel olieudvinding i Arktis var uundgåeligt og nært forestående. I dag har piben fået en anden lyd. Shell har over de seneste år lagt arm med det arktiske miljø i Alaska. Olieselskabet slikker stadig sårene efter fiaskoen, mens de overvejer deres næste træk. I Grønland har der i 2010 og 2011 været forsøgt fundet olie men uden held. Indtægter fra olie og gas i Grønland kan ligge op mod et halvt århundrede ude i fremtiden ifølge en rapport.

Så på den lange bane, er der bestemt håb endnu!

På den lidt kortere bane er Gazproms åbning for den kommercielle olie problematisk på en række områder.

Forældede magtstrukturer

Gazprom er hovedsageligt kendt for sin gasproduktion. Det er Ruslands største selskab, og det bidrager til landets BNP med ca. 10% samt 15% af den globale gasproduktion. Men Gazprom er meget mere end blot et energiselskab. Med Ruslands annektering af Krim er vi igen blevet mindet om, at Gazprom også er et geopolitisk våben. Makker vesten ikke ret i forbindelse med Ukraine, så bliver der slukket for gassen til Østeuropa.

Omkring to tredjedele Ruslands eksportindtægter kommer fra olie og gas, og halvdelen af statsbudgettet er finansieret herfra. Samtidig har både BP, Statoil, Shell, italienske ENI og amerikanske ExxonMobil aftaler med russiske olieselskaber. Skulle man være af den opfattelse, at Vestens sanktioner overfor Rusland indtil videre har været tandløse, så kan man spekulere i, om det skyldes de internationale olieselskabers lobbyarbejde.

Vores afhængighed af fossile brændsler er ikke alene med til at svede kloden af, men den fastholder også verden i en magtstruktur, der hører det forrige århundrede til. Uanset ens holdning til situationen i Ukraine. En magtstruktur der bestemt ikke bliver afviklet af, at vi nu tager i mod Gazproms arktiske olie.

Et sårbart miljø

Olien på vej til Europa kommer fra oliefeltet Prirazlomnoye. Feltet ligger i Pechora Havet i den sydøstlige del af Barentshavet omkring 60 km fra kystlinjen. Oliefeltet menes at indeholde 72 mio. tons olie, hvilket forventes at give en årlig produktion på 6,6 mio. tons, når den topper i 2020.

Olien bores af platformen Prirazlomnaya, der i september sidste år blev besøgt af 28 aktivister fra Greenpeace og to freelance fotografer. Den fredelige protest faldt ikke i god jord hos de russiske myndigheder, der valgte at benytte varselsskud og efterfølgende fængsle alle ombord i omkring to måneder. Først omkring 100 dage efter protesten kunne aktivisterne vende hjem. Greenpeace-skibet Arctic Sunrise har de russiske myndigheder indtil videre valgt at beholde på trods af den International Tribunal for the Law of The Sea beordrede skib og besætning frigivet.

Gazproms platform er kort fortalt en bunke genbrugt skrot. Oprindeligt var platformen tiltænkt at begynde olieproduktionen i 2010, men en række sikkerhedsproblemer og andre forsinkelser skubbede planen ud i fremtiden. Bygget af den gamle platform Hutton fra 1984 der tjente i Nordsøen, har det taget omkring 15 år at færdigbygge platformen. I 2012 blev den slæbt ud til oliefeltet på trods af, at den langt fra var klar. Under slæbning faldt en stor stige af. Arbejdere ombord på platformen har været så venlige at lægge lidt optagelser fra platformen ud på nettet – vi har samlet lidt højdepunkter til lidt lækkert musik i denne video.

 

Pechora Havet er dækket af is op i mod to tredjedele af året, og temperaturen kan falde til under -40 grader. Under den slags forhold vil en oprydning efter et olieudslip være tæt på umulig. I Arktis har man de samme redskaber i tilfælde af olieforurening, som man har andre steder. Men hvad kan man stille op, hvis et olieudslip finder sted ved havbunden, og havet er frosset til? Intet. Skulle et udslip finde sted under de omkring 100 isfrie dage om året, så er beredskab, som eksempelvis oliebomme, placeret i Murmansk – ca. 1000 km væk. Ombord på platformen har man kun nogle koste, spande, skovle og en forhammer.

I 2011 havde Gazprom omkring 872 oliespild ifølge deres egne tal. Siden da har Gazprom valgt ikke at offentliggøre den slags tal. Det er klart, at et sådan resumé ikke tegner godt for det arktiske miljøs fremtid.