2012 tredjeplads i 'Nature Stories'. 22. september 2011. En haj trækkes op fra dybet på den taiwanesiske 'longliner', Li Chyun No. 2 i det centrale Stillehav. Greenpeace arbejder for en 50 pct. reduktion af fiskeriflåden i det vestlige og centrale Stillehav.

Et stort tillykke til Paul Hilton der har vundet tredjepladsen ved World Press Photo i kategorien ’Nature Stories’ for sin fotoserie kaldet ’Shark Fin'. Denne pris er vi naturligvis glade for i Greenpeace, men for hajerne er det også en glædelig nyhed. Hiltons kraftfulde billeder hjælper de truede hajer, der er under voldsomt pres grundet deres eftertragtede finner.

Paul Hilton er oprindeligt fra Storbritannien, men immigrerede i en ung alder til Australien med sin familie. Senere flyttede Hilton til Hong Kong, hvor han blev en dygtig fotograf for EPN (European Press Agency). Paul Hilton har blandt andet arbejdet på nogle af vores skibsture til Stillehavet, hvor hans evner både over og under vandet, foruden arbejdet med hajfinner, hjalp med at dokumentere ubæredygtig tunfangst og arbejdet med havreservater.

Det er ikke kun for Greenpeace, at Paul Hilton har arbejdet for beskyttelsen af den sårbare havnatur. Hilton har blandt andet produceret foto- og kortfilmen ’Man and Shark’ og er en af hovedresearcherne ved ’Manta – Ray of Hope’ projektet. Hiltons personlige engagement og fascination af naturen i havet er utvivlsomt en drivfaktor, der nu belønnes med den prestigefyldte pris.

Fotografiet har været et kraftfuldt medie siden dets fødsel. Fotografiet har af den grund altid været et lovprist værktøj i Greenpeace, og et området vi underlægger så strenge kvalitetskrav, som vi finder det muligt. Særligt i vores bestræbelser på at dokumentere miljøforbrydelser, har fotografiet spillet en vigtig rolle. At én af Greenpeace fotografer nu igen er blevet hædret, ser vi som en anerkendelse af denne bestræbelse.

Årets pris er et hattrick for Greenpeace. Sidste år var det Lu Gung, der vandt for sit arbejde med at dokumentere olieudslippet i Dalian i Kina. Her vandt Lu Guang i den mest prestigefyldte kategori ’Spot News Stories’, hvor han potræterede den kinesiske brandmand, Zhang Liang, der omkom mens han udførte sit oprydningsarbejde. I 2010 vandt Nick Cobbing for en fotoserie taget ombord på Greenpeace-skibet Arctic Sunrise, hvor uafhængige forskere dokumenterede hastigt smeltende grønlandske gletsjere. Inden for de sidste syv år, er det femte gang at World Press Photo prisen tildeles Greenpeace.

Tillykke til Paul Hilton!