Den brasilianske præsident Luiz Inácio ’Lula’ da Silva ankom i dag til Stockholm. Her blev han budt velkommen af Greenpeace-aktivister, der overrakte Lula en symbolsk flybillet til København til december. Som så mange andre stats- og regeringsledere har Lula endnu ikke afgivet løfte om sin tilstedeværelse ved klimatopmødet i december.

Lulas deltagelse på klimatopmødet er særlig vigtigt, eftersom Brasilien råder over store områder regnskov, der er fældningstruede. Netop den omfattende skovrydning i Brasilien er årsag til, at landet ligger på en fjerdeplads, når det kommer til udledning af drivhusgasser. I 2008 forsvandt 13.000 km2 regnskov fra Brasilien. Den primære årsag hertil, er de industrialiserede landes efterspørgsel af bl.a. soja, tømmer, læder og kød.

Det er absolut nødvendigt, at et stop for rydning af regnskov indgår i en klimaaftale til december. Dette skal bl.a. løses ved, foruden markante reduktioner i de industrialiserede landes udledning af drivhusgasser, at de industrialiserede lande forpligter sig til at yde klimafinansiering til udviklingslandene. Klimaaftalen skal samtidig være bindende. For at dette skal lykkedes, må verdens stats- og regeringsledere indfinde sig i København til december.

Talsmanden for Det Hvide Hus, Robert Gibbs, sagde i fredags, at Obama ville overveje at komme til klimatopmødet i december, hvis stats- og regeringsledere blev inviteret. Derfor er det nødvendigt, at Lars Løkke Rasmussen nu tager ansvar, og sørger for at en officiel invitation når frem til Obama og Lula samt de øvrige stats- og regeringsledere i verden så hurtigt som muligt.