I går aftes viste DR1 dokumentaren 'Varm Luft for Milliarder'. Det er en dygtigt lavet dokumentar af Tom Heinemann, der stiller store spørgsmålstegn ved EU’s CO2-kvotehandelssystem.

Dokumentaren blotlægger både svindel med og tyveri af kvoterne og afslører et såkaldt CDM-projekt med meget tvivlsom klimaeffekt. CDM betyder Clean Development Mechanisms og er projekter, der skal fremme den grønne omstilling i udviklingslande i bytte for CO2-kreditter.

Der optræder en enkelt urigtig oplysning om Greenpeace i dokumentaren. Det bliver sagt, at Gold Standard, der er den uafhængige instans, som certificerer CDM-projekter, "blev etableret af WWF og 80 andre organisationer, deriblandt Greenpeace".

Gold Standard blev, som det også står på dets hjemmeside, oprettet af WWF og støttet af 85 andre NGO'er. Greenpeace har støttet klare kriterier for CDM-projekterne, men har aldrig været involveret i Gold Standards virksomhed.

Klimakrisen skal løses ved massive og snarlige CO2-reduktioner i primært de rige lande, hvilket må og kan ske gennem en grøn omstilling, og det princip kan CDM desværre være med til at udvande. Greenpeace var forrige år medforfatter af 92-gruppens rapport "Klima på kredit", der stillede klare spørgsmålstegn ved de klimamæssige fordele ved mange af de dansk-støttede CDM-projekter i ulandene. Rapporten dokumenterede, at flere af projekterne havde direkte negative klima-, miljømæssige og sociale konsekvenser.

CDM er på den måde ikke en plante, der er dyrket i vores baghave, men omvendt kunne projekterne - hvis de ellers blev forvaltet i tråd med hensigten og i kombination med omfattende reduktioner på hjemmebane - udgøre en udmærket ekstra indsats, der gavner en grøn udvikling i udviklingslandene.

I Danmark brugte den tidligere regering så mange kreditter, som de overhovedet kunne få lov til, og det blev dermed en undskyldning for ikke at gøre nok på hjemmebanen. Derfor er det glædeligt, at den nye regering har valgt en langt mere ambitiøs og progressiv vej ved at forpligte sig til 40 procents reduktion i 2020 ift. 1990, hvor udledningen udelukkende skal ske i Danmark, uden brug af kreditter.

Det er tydeligt for de fleste, at EU’s kvotehandelssystem bløder. Kvoterne er alt for billige, der er for mange af dem, og de fungerer i øjeblikket ikke som det økonomiske incitament til grøn omstilling, som de var tænkt som. De er dog - som en del af Kyoto Protokollen - det bedste, vi har lige nu, og vi må bare alle lægge pres på politikerne i de nationale regeringer og i EU om at få systemet til at fungere hurtigst muligt.

Det skal blandt andet ske ved at hæve de grundlæggende målsætninger for at mindske udledningen og samtidig stille krav til brugen af vedvarende energi og energieffektivisering, når målene for 2030 skal sættes.