I dag slutter min tid i Grønland for denne gang. Igennem de seneste 14 dage har jeg rejst ned langs vestkysten, hvor jeg har besøgt samtlige grønlandske gymnasier og ungdomsuddannelser i de fire studiebyer Aasiaat, Sisimiut, Nuuk og Qaqortoq.

Den unge generation af grønlændere har masser af smartphones, lytter til amerikansk hip hop og ser engelsk fodbold, men de er også på vej til at blive ledende skikkelser i deres eget lille, kæmpe land. De skal være bærende kræfter i en ny udvikling, være med til at vælge tempoet og hvor den skal føre hen.

Under smeltende gletchere og forsvindende havis gemmer sig ressourcer i rigt mål, og derfor er et væld af olie- og mineselskaber på vej ind i landet. Det indebærer selvsagt både velkomne muligheder for udvikling, uddannelse og arbejdspladser, men omvendt også store risici for ødelæggelse af miljøet i fjelde, fjorde og det altid nærliggende hav og fiskeriet derfra. 

 

Mulighederne og de dilemmaer, vigtige beslutninger og ikke mindst prioriteringer, der følger med, er i den grad tilstedeværende i de unges tanker. Ansigt til ansigt i landets fire studiebyer har spørgsmålene været mange, videbegæret skinnet igennem og mere viden blevet budt velkommen. Selvom vi er dem, vi er.

Greenpeace er nemlig af gode grunde bagud på point i Grønland. Som organisation havde vi i halvfjerdserne og starten af firserne en kampagne mod den industrielle sælfangst i Canada, men kampagnen ramte desværre den grønlandske sælfangst uretmæssigt og hårdt. Vi har mange gange beklaget de konsekvenser, kampagnen havde for fangererhvervet her i landet. Og de seneste to uger har jeg haft rig lejlighed til igen og igen at understrege, at Greenpeace hverken har haft eller har nogen som helst problemer med den bæredygtige, grønlandske sælfangst.

Og der sker heldigvis de mest utrolige ting, når man taler sammen. Foran hver gymnasieklasse og fyldt aula har jeg indledt med at gøre klart, at jeg kommer med en dagsorden. At man skal lytte til hinanden, men lytte kritisk - og at man skal være tilsvarende kritisk over for råstofselskaberne og Selvstyret. Aldrig har kritisk stillingtagen syntes vigtigere i Grønland, end nu hvor de store, internationale selskaber banker på, og myndighederne åbner dørene og generelt stiller alt for lave krav.

 

I den politiske prioritering finder man helt givet en del af forklaringen på et tilsyneladende skævridt magtforhold mellem selskaber og selvstyre. Kun to mand er sat til at arbejde i den grønlandske myndighed, der står med ansvaret for miljøgodkendelser og tilsyn på samtlige store olie- og mineprojekter i landet.

Samtidig gør Selvstyret højest et halvhjertet forsøg på at inddrage landets befolkning i de vigtige overvejelser og afgørende beslutninger. Det er derfor vi i dag har en rolle at spille i den grønlandske samfundsdebat. Her er behov for et modspil til de virksomheder, der ikke tænker på andet end deres egen profit, og der er Greenpeace en af de få organisationer med mulighed for konstant at kigge dem efter i sømmene og afsløre deres manglende respekt for miljø og mennesker.

De seneste ugers rundtur blandt landets unge studerende har heldigvis styrket håbet om, at vi sammen kan vende råstofselskabernes indtog til noget mere positivt. Korslagte arme har ofte åbnet sig, kritiske spørgsmål er blevet stillet og debatter blevet taget. Vi har forsøgt at understrege, at vi ikke er imod udvikling, men derimod vil diskutere, hvordan den kan blive bæredygtig. At vores arbejde for Arktis handler om meget andet end at protestere ombord på olieplatforme og en for længst skrinlagt sælkampagne.

Grønlands naturrigdomme skal udnyttes på en måde, som både kommer grønlænderne til gavn uden at have ødelæggende følger for vandmiljø, dyreliv og folkesundhed. Og når jeg indimellem har svært ved at finde optimismen, er den bedste medicin at opleve den nye generation af grønlandske unge. Her møder man nemlig en insisteren på både udvikling igennem nye muligheder, men også på åbenhed, omtanke og hensyn til miljøet og den natur, som er med til at gøre Grønland til et helt fantastisk land – både for dem, der har hjemme her og for os, der er så heldige at komme på besøg. Vi ses snart igen.