Japan flankeret af deres allierede blokerede i går endnu engang oprettelsen af et hvalreservat i det sydlige Atlanterhav, da dette var til afstemning på det årlige møde i den Internationale Hvalfangstkommission (IWC).

Reservatet i Sydatlanten var første gang til afstemning for ti år siden og har opbakning fra alle de IWC-medlemslande, der grænser op til området.

IWC er en organisation præget af store interne spændinger, og det er ingen hemmelighed, at Japan i årevis har modarbejdet fredningstiltag i IWC. Dette er sket blandt andet ved at rekruttere lande, der kan stemme sammen med dem – mod betaling.

Denne taktik er altså lykkedes endnu engang.  Men der er stadig lokale ønsker om et reservat – så de kæmper videre. Danmark stemte for reservatet.