Tidligere i morges var fire isbjørne inde og aflevere en trillebør gult sne til udenrigsminister Villy Søvndal foran Udenrigsministeriet. Det gjorde de på baggrund af opfordring fra over 1000 mennesker, der i løbet af i går skrev til ministeren på gulsne.dk og på den måde var med til at fylde trillebøren med gult sne – sådan virtuelt. Der er dog et par enkelte af jer supportere, som vi er så afhængige af, der synes vi er gået lidt for langt. Hvorfor nu blive personlig mod en af landets grønneste ministre og hvorfor blive latrinær?

Det er fuldstændigt rigtigt, at Villy Søvndal er en dygtig og hæderlig politiker. Som vores generalsekretær formulerede det i afgangstalen til Villy Søvndal på SFs ekstraordinære landsmøde i fjor, så var Villy Søvndal ”en grøn formand i SF”, og SF formåede i hans tid at drive en stærk, grøn dagsorden og som blandt andet skabte verdenshistorie, da SF sammen med S og R underskrev verdens grønneste regeringsgrundlag. Et regeringsgrundlag, som med klare milepæle reducerer Danmarks CO2-udledning ned til det niveau, som videnskaben siger, vi skal ned på, hvis vi skal gøre os nogen forhåbning om at undgå de mest katastrofale klimaforandringer.


Når alt det er sagt, er der dog ikke tvivl om, at når det kommer til Arktis, har regeringen ladet andre hensyn end miljøet bestemme takten. Det kan der være mange grunde til, men vi må og skal være miljøets og klimaets stemme og som den kan vi kun sige, at olieboringer i Grønland og resten af Arktis er fuldstændigt hovedløst i forhold til klimaet og i forhold til de enorme risici de udsætter det lokale miljø for.

Villy Søvndal er udenrigsminister og som udenrigsminister er ansvaret for Rigsfællesskabets Arktisstrategi i sidste ende hans, ligesom det også formelt er ham, der repræsenterer rigsfællesskabet i Arktis Råd og andre internationale fora, der kunne gøre noget for at beskytte Arktis.

Ok, Villy Søvndal som udenrigsminister er ansvarlig, men hvorfor så latrinær? Ja, folks grænse for dansk sprogbrug går jo forskellige steder. Selv havde jeg ikke lige ordet pis i mit aktive ordforråd, da jeg første gang hørte dette slogan, mens nogle af mine yngre mandlige kolleger overhovedet ikke kunne forstå mine kvababbelser. Men sagen er, at Villy Søvndal med sin passivitet i forhold til de arktiske olieboringer svigter Arktis groft. Resultatet af den sidden på hænderne kan blive katastrofale for natur, miljøet og dyrelivet i Arktis og have skræmmende konsekvenser for klimaet, og det synes jeg sætter fintfølenhed omkring sprogbrug en smule i relief.

Forsvarsministeren gav os tirsdag morgen i News ret i, at olieboringer i Arktis ikke er sikre og aldrig bliver det, og Villy Søvndals partifælle i EU Parlamentet, Margrethe Auken, er med i en kampagne med Parlementets grønne gruppe mod olieboringer i Arktis. Olieboringer i Arktis bør simpelthen ikke tillades og det er udenrigsminister Villy Søvndals ansvar at bruge sin indflydelse i Arktis Råd samt som minimum sikre, at det ikke sker i det Arktis, som Rigsfællesskabet har ansvar for.