4. maj 2012

Signe med "You can save teh Arctic" banner.

 

Når jeg lukker øjnene og drømmer om den verden, som jeg skal leve i forhåbentlig mange år frem, så findes der stadig is i Arktis. Der er stadig isbjørne og smukke, knagende og knitrende hvide isbjerge. I min drøm har Arktis smeltende is ikke forårsaget oversvømmelse i fattige lande mod syd, så lokale tvinges til at flygte.

Men min drøm er i overhængende fare for at forblive en drøm – hvis ikke nogen gør noget for at standse den frygtelige udvikling, som Arktis står overfor lige nu. Hvor temperaturstigninger smelter isen, og hvor det blottede hav nu har fået olieselskaberne til at øjne muligheden for at få fat i endnu mere af den olie, der har skabt klimaforandringerne.

Jeg hedder Signe, er 21 år gammel og jeg bor i København. Til hverdag arbejder jeg med døve børn. Men ikke i dag.

I dag er sidder jeg i en gummibåd i aktion mod en finsk isbryder, der på vej mod Alaska for at hjælpe det internationale olieselskab Shell med at bore efter olie nu til sommer. Jeg vil på den måde forsøge at råbe verden op og fortælle, at det ikke er i orden, hvad der sker i vores nordligste del af verden!

Jeg vil gerne kæmpe for, at jeg får lov til at opleve min drøm om et bevaret Arktis gå i opfyldelse. Jeg vil ikke være den, der står med regningen efter Shells olieeventyr og årtiers overforbrug af fossile brændsler. Jeg ved, at jeg stadig kan nå at gøre en forskel – nu før Shell er kommet til Alaska og begynder deres farlige boringer.

Lad os gøre det sammen! Lad os lave så meget larm og fortælle verden, at olieudnyttelse af Arktis er en gal udvikling – og at det skal stoppes! Hjælp mig med at beskytte Arktis ved at skrive til Shells chef og bede ham holde sig ude af Arktis, så vi alle kan opleve et snehvidt Arktis i fremtiden.