Jeg er ombord på Greenpeace-skibet Arctic Sunrise nord for Tromsø i Norge. Vi er på vej nord på – langt nord på – til iskanten af den arktiske havis.

Her skal vi være, når havisens minimum bliver annonceret. Det sker hvert år omkring september, når sommerisens udbredelse når sit minimum, og hvor man for alvor kan se konsekvenserne af de menneskeskabte klimaforandringer i denne skrøbelige og smukke region. Vi vil være vidner til det stykke historie, der bliver skrevet om få dage. Udbredelsen af dette års havis er allerede lavere end vi nogensinde har dokumenteret, og hver dag smelter 40.000 km2. Det lige under hele Danmarks størrelse eller det der svarer til 4,8 millioner fodboldbaner.

Arktis fungerer som verdens air condition, det hvide i isen reflektere solens stråler tilbage i verdensrummet. Klimaforandringerne får mere og mere af isen til at smelte, og det mørke hav, der bliver blotlagt, absorberer solens stråler og varmer kloden endnu mere.

Ombord på skibet har vi nogle af verdens førende forskere fra det amerikanske National Snow and Ice Data Centre og Cambridge University, der siger, at vi har mistet mere end 50% af sommerisens udebredelse på kun 30 år. Vores tur til iskanten vil give forskerne mulighed for at udføre vigtige undersøgelser af isens tykkelse, og dermed tabet af mængden af is. Vi får også mulighed for at være vidne til dette øjeblik – en polar-krise.

National Snow and Ice Data Centre

 

Arktis er kanariefuglen i kulminen når det kommer til klimaforandringerne. Her er den første, meste synlige og mest dramatiske indvirkning. Og selvom det er langt fra mange os, så vil det påvirke os alle sammen. Denne sommers ekstreme vejrfænomener – fx tørken i USA, måneder med regn i Europa – er forårsaget af jestrømmen i vores atmosfære, der formodentlig ændrer sig med smeltning af Arktis. Som vi rykker nærmere mod isfri sommer i Arktis – muligvis inden for det næste årti – vil vejrsystemerne ændre sig til det ukendte.

I et sygeligt tvist af ironi er dette også året, hvor Shell og Gazprom rykker ind i Arktis og vil bore efter olie. Afbrændingen af fossile brændsler har varmet vores planet op, ændret årstiderne og bragt millioner af mennesker i fare. Men oliefirmaerne ser det isfrie Arktis som en forretningsmulighed, og er klar til at bore under havet.

Greenpeace kæmper mod et nyt oliekapløb i Arktis – mange af mine besætningsmedlemmer var en del af aktionen i sidste uge, der satte en stopper for Gazproms arbejde i flere dage.

Da jeg forberedte mig på denne tur, tænkte jeg på Arktis og hvad regionen betyder for mig og verdenen. Omkring et lejrbål fortalte jeg min seksårige søn, at jeg skulle herop. Han spurgte om jeg kom til at se Julemanden. Jeg tror vi alle har nogle følelsesmæssige forbindelser til Arktis; det er et mytisk sted og fulgt af historier og barndomsdrømme. Det er et af de eneste rigtigt vilde steder tilbage på jorden, en kæmpe udfordring for opdagelsesrejsende, og hjem til fantastiske dyr som narhvalen og isbjørnen. Vi har brug for fjerne verdenshjørner for at eksisterer – ikke kun i vores minder, men for generationer ud i fremtiden.

Greenpeace / Alex Yallop