Tak alle, der var til stede i dag på Nørrebro. Her er det fine billede, der blev resultatet af jeres anstrengelser, og den tale, jeg holdt fra scenen.

God eftermiddag, Nørrebro. Mit navn er Mads Flarup Christensen. Jeg er generalsekretær i Greenpeace i Norden. Hvor er det bare fedt at se så mange, som er dukket op her på den røde plads idag, kommet for at give lidt kærlighed og lidt opmærksomhed til Arktis. Tak for det!

Tusind tak også til Rumpistol, Kamilla Amalie, Jonas Breum og Rita Blue som har spillet for os indtil nu og til Fastpoholmen, Firehouse, Malamin og Benjamin Kissi, som vil spille for os efter, at vi har dannet vores hjerte her lige om lidt. Mens vi samler kærlighed her på Nørrebro sker nøjagtig det samme i mere end 280 andre byer i 36 lande verden over. Fra Berlin til Bangalore. Fra Buenos Aires til Bangkok mødes folk i denne weekend for at sende et klart budskab til verdens ledere og særligt til landene i Arktis Råd. Vi elsker Arktis, og derfor vil vi have stoppet ødelæggelserne i Arktis.

Arktis er et smukt sted, og det er et barskt sted, men det er også hjem for millioner af mennesker, inklusiv oprindelige folk, hvis forfædre og -mødre har boet i området i årtusinder. Det er hjem for et komplekst økosystem, hvor fantastiske dyr som isbjørne, narhvaler, polarræve lever. Arktis er jordens fryser. Co2 er lagret i de kolde have, en potentiel syndflod fastfrosset i indlandsisens kilometertykke ismasser og den hvide is, der refleketere solens stråler. Og så længe isen er der, ja så hjælper den til med at holde planeten koldere. Så uanset hvor langt fra Arktis man bor, så har det som sker i Arktis en effekt på os alle.

Men afbrændingen af fossile brændsler har ledt os mod katastrofale klimaforandringer, klimaforandringer som også får Arktis til at smelte med en uhyggelig hastighed. Sidste år, den 27. august, nåede den arktiske havis sit historiske minimum. For kun 30 år siden dækkede havisen et omåde på størrelse med Australien. Om så lidt som 10 år - fortæller videnskaben os - vil der formentlig ikke være nogen sommerhavis tilbage overhovedet. Spørgsmålet om, hvordan vi behandler Arktis er på engang noget vældigt konkret og samtidig blevet vældigt symbolsk på, hvordan vi behandler vores planet. Det er blevet dette årtis definerende miljøkamp. Det er den utltimative intelligens test for menneskeheden. Er vi som klode kloge nok til at se klimaændringerne og isens afsmeltning i Arktis som en kæmpestor, rød blinkende alarm. Et varsel om, at vi er nød til afvende os selv og vores samfund fra vores afhængighed af de ødelæggende fossile brændsler. Eller skal vi gøre som den globale olie industri og de arktiske kyststater, i stedet se den smeltende havis som et kæmpestort tagselv bord af muligheder for at hente endnu mere olie og gas op. Olie som vores klima ikke engang har råd til at vi brænder af. Det er den intelligens test vi står overfor.

Videnskaben fortæller os, at vores klima ikke engang har råd til, at vi brænder en tredje del af den olie, gas og kul af, som vi allerede har fundet. Derfor kan det aldrig være fornuftigt eller bæredygtigt at tage til et af verdens mest sårbare områder for at lede efter endnu mere olie og gas. Den potentielle olie under det Arktiske hav er ikke bare en tikkende lokal miljøkatastrofe, der truer med ramme de arktiske folks muligheder og det sårbare dyreliv, det er også en bombe under vores klima og truer på sigt eksistensgrundlaget for milliarder af mennesker verden over. Store olieselskaber som Shell, Gazprom og norske Statoil er blandt de selskaber, der går forrest i jagten på olie og gas i den her del af verden, hvor ekstremt vejr, isbjerge og begrænset infrastruktur gør oliebonanzaen til en gang russisk roulette. I Arktis vil et olieudslip være tæt på umuligt at rydde op efter.

Shell kom galt af sted i år da de prøvede at starte deres olieeventyr op nord for Alaska. Deres to olierigge stødte begge på grund i dårligt vejr og må nu en tur til Asien for at blive repereret. De har nu helt har opgivet at bore næste år. Men de kommer tilbage, medmindre vi får stoppet dem iden.

Der er derfor vi er her idag. På denne globale aktions weekend sammen med 1000'erne af mennesker fordelt på 280 byer. Vi er her for at forme et stort hjerte af kød og blod og sende et højt og tydeligt krav af sted til de ansvarlige politikere om, at vi trækker en klar linje i isen. En linje, som olierigge og indstritrawlere ikke må krydse. De skal også støtte vores krav om et fælles globalt naturreservat i de ubeboede dele omkring Nordpolen, ligesom vi har det på Antarktis. Og vores hjerte skal vise, hvor meget vi holder af Arktis og de mennesker, der bor der.

Nu skal vi tage et billede af det oppe fra den kran der. Greenpeace-aktivister vil tage disse fotos med til Arktis Råds udenrigsministermøde, der holdes om kun et par uger Kiruna i Nordsverige. For de repræsenterer de regeringer, der har både muligheden, magten og ansvaret til at sikre den forandring, vi har brug for Arktis. Men ikke mere snak. Nu skal der sendes kærlighed af sted. Nu skal vi har taget et billede. Jeg er utrolig glad for at kunne præsentere den mand, der skal hjælpe os med at organisere vores fine hjerte. En mand, som selv er en fremtrædende politiker men som i dag er her, lige som alle os andre, for at sende kærlighed af sted. Oppe fra kranen vil Forhenværende kultur minister, Uffe Elbæk dirigere os alle sammen på plads.