Det lykkedes Tyskland i sidste uge at få udskudt en planlagt afstemning om et kompromis om CO2-standarden for gennemsnittet af nye personbiler i 2020 på 95 gram CO2/km. Kompromisset var kun 3 dage forinden indgået mellem forhandlere fra EU-parlamentet, det irske EU formandskab og EU-Kommissionen.

Med denne helt urimelige udskydelse ønsker Tyskland tid til at kunne oparbejde et blokerende mindretal bl.a. ved hjælp af Kroatiens EU- medlemskab fra 1. juli. Og Litauen, der overtager EU- formandskabet fra Irland  i dag, har annonceret, at de vil sende kompromis-forslaget til ny konsultation i medlemslandene.
 
Det indgåede kompromis fra 24. juni er endda på ingen måde særlig ambitiøst. Kraftig lobby-aktivitet fra tyske embedsmænd og tysk bilindustri – især BMW, Mercedes-Benz og Audi - har betydet, at de såkaldte superkreditter til elbiler og hybridbiler i kompromisset genindføres fra 2020 til 2023. Superkreditterne giver kompensation for mere svinende fossil-biler og skulle udfases til 2016.

Det fører til, at de 95 gram CO2/km med super-kreditter og andre smuthuller i praksis er hævet til 97,5 g CO2/km for nye biler i gennemsnit i 2020. Det svarer til 24,6 km per liter for en benzinbil og 27,2 km per liter for en bil, der kører på diesel.

Bilindustrien har altid i forhandlinger om CO2-standarder påstået, at det bliver umuligt eller meget vanskeligt for dem at opfylde foreslåede mål. Men det er som sædvanligt ikke rigtigt.

Det lykkedes således bilindustrien at få et forslag om en standard for nye personbiler på 120 gram CO2/km i 2012 udvandet, så det endte med at blive 130 gram CO2/km i 2015. Men dette mål blev allerede nået i 2012!

Lad os også minde om, at Greenpeace i 1997 - altså for godt 15 år siden - med hjælp fra et par schweiziske racerbil-ingeniører i løbet af halvandet år ombyggede en Renault Twingo, så den kørte dobbelt så langt på literen - fra 15 til 30 km per liter benzin. Det svarer til, at bilens CO2-udledning faldt fra 160 til 80 gram CO2 per kørt kilometer.

Når det for 15 år siden var muligt at ombygge den dengang mest populære familiebil, så den kun udledte 80 gram CO2/km, er et mål på 97,5 gram CO2/km, som skal være opfyldt om syv år, på ingen måde imponerende eller for ambitiøst.

Der er altså som sædvanlig ingen grund til at tage bilindustriens konsekvente klynkeri alvorligt. Og det er dybt beklageligt, at forhandlerne bag kompromisset og senest medlemsrepræsentanterne på det Coreper-møde, hvor dette skulle til afstemning, alligevel igen har prioriteret hensynet til bilindustrien langt højere end hensynet til klimaet.

Greenpeace har arbejdet for, at der også nu skulle vedtages en CO2-standard for personbiler i 2025 – og at den skal være højest 60 gram CO2/km. Netop for at bilindustrien i god tid skal kende rammerne, så de kan planlægge deres udvikling af langt mere energieffektive biler. Men også dette fik bilindustrien forpurret. Først i 2015 skal man fastlægge et sådant 2025-mål.

Sørgeligt igen at konstatere, at især den tyske bilindustri klimamæssigt har mere fod på bremsen end på speederen. Og at forbundskansler Angela Merkel har sat sin politiske magt i forsædet for denne industri.