Præsident Obamas kommission, der har haft til formal at efterforske oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf, har her til aften (dansk tid) offentliggjort sine konklusioner. Kommissionsrapporten fremhæver det, som olieindustrien så indædt forsøger at skjule, nemlig at dybvandsboringer gennemgående er farlige og altid vil være det. Tekniske fejl eller grådig profitjagt kan forårsage endnu en katastrofe som den i Den Mexicanske Golf når som helst.
 
Olieindustrien har ikke taget ved lære af sommerens katastrofe men eskalerer antallet af risikofyldte boringer, for eksempel i Arktis ved Grønlands vestkyst. Samtidig investerer de store beløb i lobbygrupper, der arbejder målrettet mod alle former for sikkerhedsreguleringer og andre begrænsninger i deres for verden helt unødvendige oliesvineri.
 
Obamas nedsættelse af denne kommission og kommissionens store arbejde er virkelig prisværdigt, men det er det, der kommer ud af kommissionens arbejde, der tæller. I Greenpeace arbejder vi for et globalt stop for alle nye dybvandsboringer og alle boringer i særligt sårbare egne. En katastrofe som den i Den Mexicanske Golf skal aldrig have lov at ske igen. Havene, kysterne og de mennesker, der lever af dem, skal beskyttes.
 
Verden har ikke brug flere olieboreplatforme. Vi skal i stedet til at investere massivt i grønne teknologier, så vi kan holde den globale temperaturstigning under to grader. Olieindustriens massive magt skal begrænses, hvis verden skal gå i en bæredygtig retning, og jeg håber, at rapporten kan bidrage til det.