Det er forfærdelige nyheder, der kommer frem i disse dage fra Filipinerne. Det er øjensynligt den kraftigste tyfon, der nogensinde er målt. Over 10.000 døde, ødelæggelse af hele byer, 23 danskere savnet. En naturkatastrofe af dimensioner og helt forfærdelig for alle berørte.

Men det er også en advarsel. Lige som skovbrandene i Australien sidste måned, ekstremregnen i USA i September og de mange ekstreme vejrfænomener før det, kan vi bruge tyfonen som et opråb til at handle på vores klimaviden.

Den filipinske monstertyfon er den 24. tyfon, der rammer den fattige ø-stat i år, og den fik sin styrke på vej over havene, der langsom bliver varmere. Selv små stigninger i havenes temperatur giver mere kraft til storme og regn. Selvom graden af sammenhæng mellem klimaforandringerne og lige netop denne tyfon ikke er videnskabeligt undersøgt, ved vi, at der kommer flere og mere ekstreme vejrfænomener som følge af de stigende temperaturer. Mere tørke, mere regn, mere storm osv. Flere og flere mennesker vil få deres liv ødelagt af katastrofer som den på Filipinerne.

12. november 2013

 

Lige nu sidder verdens regeringer samlet i Warszawa for at diskutere netop, hvad vi gør ved klimakrisen. FN-processen er den eneste proces lige nu, der har potentialet til at kunne gøre noget seriøst ved verdens CO2-udledninger. Danmark er et af de eneste lande, der har sat tilstrækkeligt høje mål for reduktion i vores CO2-udledninger til faktisk at kunne holde den globale temperaturstigning under to grader. Hvis altså alle de andre lande gjorde som Danmark. Siden totalfiaskoen i København i 2009 har ingen rigtigt turde sætte sin lid til FN-processen, men sagen er, at når der ikke er nogle alternativer, nytter det ikke at være pessimistisk (eller ’realistisk’, som folk selv ynder at kalde det). Vi bliver nødt til at sparke masser af god energi og ambitioner ind i COP’en og så få lavet den klimaaftale.

Skellettet til en juridisk bindende aftale ligger klar og har gjort det siden Københavnsmødet. Vi ved, hvad der skal til. Vi har midlerne, teknologien og indsigten til at lave en hurtig omstilling fra kul, olie og gas til sol, vand og vind – det eneste, der mangler er politisk handlekraft. Jeg håber, at monstertyfonen på Filipinerne vil sparke verdens delegationer i gang.