Bragt på Altinget 20. februar 2012

Danmark skal inden for ganske kort tid lægge ambitionsniveauet for, hvor godt vores havområder skal have det i fremtiden. Det skal vi, fordi Danmark i kraft af EU's havstrategidirektiv er forpligtet til at opnå god miljøtilstand i vores havområder inden 2020.

Kattegat, der tidligere var et produktivt havområde, befinder sig i den sidste fase af en økologisk ødelæggelse, der begyndte for 150 år siden, men som for alvor tog fart, da trawlfiskeriet blev introduceret i begyndelsen af det tyvende århundrede. Arter som kuller, sej og hvilling er blevet fuldstændig nedfisket, og torsken er på samme vej.

I 2010 kunne Danmarks Miljøundersøgelser konkludere, at artsrigdommen i de danske havområder har det skidt, og at dette især skyldes fiskeri og for mange næringsstoffer fra blandt andet landbruget.

Der er besluttet vandplaner, vedtaget EU-direktiver, ført fiskeri- og miljøpolitik for at rette op på fortidens synder og for at planlægge nutidens udnyttelse af havet.

Halve indsatser
Jeg vil imidlertid vove den påstand, at grunden til, at disse indsatser i det store hele ikke har resulteret i, at naturen i havet har fået det godt, er, at beslutningstagere enten ikke kan eller ikke vil forstå, at naturen ikke kender til kompromiser. Et halvhjertet indgreb giver altså ikke det halve positive resultat. Sådan fungerer naturen nemlig ikke.

Den danske implementering af andre EU-miljødirektiver - fx habitatdirektivet fra 1992 - har for havets vedkommende været pinligt uambitiøs.

Helt praktisk har den uambitiøse implementering af habitatdirektivet blandt andet betydet, at der fiskes i de naturområder, direktivet ellers er sat i verden for at beskytte. Dette velvidende, at fx bundtrawlfiskeri er skadeligt for naturen.

Netværk af beskyttede områder
Havstrategidirektivet må ikke gøres til endnu en skrivebordsøvelse, der aldrig kommer til at betyde noget ude i den virkelige verden. Miljøminister Ida Auken (SF) og fødevareminister Mette Gjerskov (S) må i fællesskab udvikle en fremtidsvision for de danske havområder med klare regler og indsatser, der virker.

En vision, som Danmark vel at mærke kan være bekendt. Det er nu, at Danmark atter skal trække i den visionære førertrøje, som vi så stolte bar i 90erne.

Jeg vil opfordre ministrene til at oprette et netværk af beskyttede marineområder, hvor naturen kan blomstre og komme sig oven på flere årtiers overfiskeri. Til at udvikle og støtte det naturskånsomme fiskeri, der foregår på naturens præmisser, og sidst men ikke mindst til at reducere tilførslen af næringsstoffer yderligere.

Der er ikke brug for halve indsatser, man kan ikke forhandle med naturen. Lad os så komme i gang.