De nyligt afholdte og lidet fremgangsrige klimaforhandlinger i Doha får Bjørn Lomborg til, i Berlingske Tidende den 30. december 2012, at slå til lyd for at droppe de globale klimaforhandlinger indenfor rammerne af FN.

Lomborg kritiserer stærkt en rapport fra Verdensbanken (Turn Down the Heat), udarbejdet af det tyske Potsdam Institute for forskning i klimapåvirkninger op til klimatopmødet i Doha. Rapporten, der analyserer, hvad konsekvenserne vil være af, at vi går fra en global temperaturstigning på maksimalt 2 grader til 4 grader, er ifølge Lomborg et eksempel på, at Verdensbanken har forladt sin ”normalt veldokumenterede stil”.

Lomborgs eneste ”argument” herfor er, at den tidligere klimadirektør i Greenpeace, Bill Hare, som nu arbejder på det nævnte Potsdam Institute, er medforfatter til Verdensbankens rapport.

Modsat Verdensbankens præsident Jim Yong Kim, der ved udgivelsen af Turn Down the Heat udtalte, at vi ikke kan udrydde fattigdom uden at tackle klimaproblemerne, mener Lomborg, at vi skal en helt anden vej:  

En succesrig afslutning af Verdenshandelsorganisationen WTO’s handelsrunde fra 2001, der også foregik i Doha, er ifølge Lomborg løsningen på verdens fattigdoms- og klimaproblemer. Mere fri verdenshandel er nemlig ensbetydende med økonomisk vækst, hvoraf en stor del vil tilfalde udviklingslandene. Ifølge Lomborg vil økonomisk vækst for flere mennesker sætte dem i stand til, ”..at begynde at fokusere på miljøet”- og hermed kunne løse klimaudfordringen, formoder jeg, Lomborg mener.  

Økonomisk vækst ingen garanti

Økonomisk vækst er imidlertid ingen garanti for at klimaudfordringen bliver løst. Historien ”viser” faktisk det modsatte.

Mens verdensøkonomien f.eks. voksede med 75% fra 1990 til 2010 (40% per verdensborger), steg CO2 udslippet i samme periode med 49%.

Og selv hvis økonomisk vækst – skabt af en succesfuld afslutning af Doha handelsrunden– ville betyde overskud til at fokusere på miljø og klimaudfordringen, hvor realistisk er så faktisk en sådan ”succesfuld afslutning”, som Lomborg bygger sin argumentation op omkring? Som jeg forstår verdenshandelskyndige, befinder disse forhandlinger sig i et ”dødvande”, der har stået på siden 2002. Et dødvande, som især skyldes amerikansk, og europæisk(landbrugsstøtteordninger) landbrugsprotektionisme.

Klimaforhandlingerne under FN har ikke leveret den nødvendige energiomstilling til vedvarende energikilder. Men Doha verdenshandelsrunden er bestemt ikke et alternativ.