Ikke alt fra USA er efterfølgelsesværdigt. Udvinding af skifergas er et eksempel, som der ikke er nogen som helst grund til at lade sig inspirere af. Og det er der mange grunde til.

Hvis vi med rimelig sandsynlighed skal kunne holde stigningen i den globale middeltemperatur under to grader i forhold til præindustrielt niveau, kan vi indtil år 2050 kun tillade os at afbrænde en tredjedel af de allerede påviste reserver af kul, olie og gas. Derfor skal ikke alene to tredjedele af disse reserver forblive i undergrunden, men efterforskning for at finde nye reserver skal stoppes. Det gælder især efterforskning og udvinding af de ikke-traditionelle fossile brændsler som skifergas, tjæresand og arktisk olie, som i forvejen er helt uacceptabelt af miljø-, natur- og helbredsmæssige grunde.

Skifergas-boomet i USA vurderes af flere som en boble, der vil briste i løbet af et årti. Den hurtigt aftagende skifergas-produktion fra hver boring betyder, at der hele tiden skal bores flere og flere nye brønde. Man har høstet de bedste steder først og i kombination med for optimistiske reserve-vurderinger, betyder det nu en aftagende gas-produktion fra fire af de fem store skifergas-felter. Samtidig har boomet de seneste fem år ført til en så lav gas-pris i USA, at fortsatte boreaktiviteter ikke har været rentable. Gas-prisen er siden oktober 2012 begyndt at stige – fra 2 til nu 4,3 dollars/mmBtu (10,9 til 23,5 kr/GJ).

Men ifølge IEA vil en yderligere stigning til kun 5 dollars/mmBtu (27,3 kr/GJ) betyde, at skifergas bliver dyrere end kul.

Mange tror, at skifergas kun er halvt så klimaskadelig som kul. Men da skifergas primært er metan, som er en 25-102 gange kraftigere drivhusgas end CO2, vil selv et mindre metan-udslip på 3-4 procent i forbindelse med skifergasproduktionen betyde, at klimafordelen i forhold til kul er langt mindre eller helt væk - især i de første årtier.

I USA har man målt metan-udslip på 4 % i Denver – og senest op til 9 % i Utah.

Hvis der alligevel har været en reel klimafordel i USA ved at erstatte kul med skifergas, er den spist op globalt, fordi de amerikanske kul i stedet er eksporteret og brændt af i Europa.

 I Danmark betyder regeringens ambitiøse mål om at omstille til 100 % vedvarende energi i 2035 i el- og varmesektoren og være helt fossilfri i 2050, at det danske behov for naturgas i udfasningsperioden fuldt kan dækkes fra de eksisterende felter i den danske del af Nordsøen. Dansk skifergas vil altså udelukkende gå til eksport.

En dansk politik, hvor man på den ene side siger, at man vil afvikle brugen af naturgas og de andre fossile brændsler, mens man ikke siger nej til dansk produktion og eksport af skifergas, er ikke troværdig. Den danske regering skulle på linje med politikere i Frankrig, Bulgarien og en række delstater allerede nu have sagt nej.

Samtidig har erfaringerne fra USA altså ikke mindst vist, at produktion af skifergas med hydraulisk frakturering (”fracking”) er forbundet med en række uacceptable miljø-, natur- og sundhedsmæssige problemer og risici. Det gælder eksempelvis det enorme forbrug af vand og skadelige kemikalier, spildevand med rester af kemikalier og radioaktive stoffer, risiko for forurening af grundvand og drikkevand og risiko for blow-outs.

I takt med at information om disse problemer udbredes, vil den folkelige modstand i Danmark vokse. Franske Total og Nordsøfonden, der desværre har fået licenser til efterforskning og udvinding af skifergas på godt 12 % af Danmarks areal, har især lokalt allerede fået modstanden at mærke. I et lille tætbefolket land, hvor 99 % af drikkevandet kommer fra urenset grundvand, vil der ikke blive folkelig opbakning til et dansk skifergas-mareridt.  

Erfaringerne fra USA er en lysende lærestreg om, hvad man skal sige nej til. 

Analysen er bragt på Kongressen.com her