Så er jeg tilbage i København efter en lang tur gennem diverse lufthavne i selskab med repræsentanter for den ene myndighed efter den anden, der alle skulle sikre sig, at jeg – og de andre udenlandske klatrere fra Greenpeace-aktionen i Durban i mandags - nu også virkelig forlod landet.

Det hele tog fart mandag morgen, da vi firede os ned fra taget på Protea Edward Hotel, hvor nogle af verdens største og mest beskidte virksomheder holdt møde. I den anledning kom vi – sammen med en masse andre Greenpeace-aktivister og andre organisationer – på uanmeldt besøg for at protestere imod ”det beskidte dusin” – bl.a. Shell, Koch Industires, Eskom og erhvervsorganisationen Business Europe, der igen og igen forsøger at underminere positive forsøg på at redde klimaet. Det skal de ikke have lov til at blive ved med, uden at verdens befolkning får det at vide. Derfor var jeg med til at klatre op på taget for at folde et banner ud med teksten ”Listen to the people not the poluters”, for at sende en klar besked til forhandlerne inde på klimatopmødet om, at de skal lukke døren for de beskidte virksomheder og koncentrere sig om at gøre noget ved klimaforandringerne.

051211 - Protestaktion imod "det beskidte dusin" under klimaforhandlingerne i Durban.

 

Vi var mødt talstærkt op for endnu engang at vise omverdenen, at vi står fast på vores budskab. Foran hotellet var der en god blanding af sydafrikanske og udenlandske aktivister, ikke kun fra Greenpeace, men også fra 350.org, The Canadian Youth Climate Coalition og mange flere. Folk havde været kreative, og det hele forgik fredeligt. Der var sang og dans på ægte sydafrikansk vis.

Alle os klatrere, der befandt os på taget, havde problemer med blæsten. Selvom der ikke var mere end to kvadratmeter banner ude over hoteltagets kant, var det nok til, at jeg blev løftet op i luften, hver gang der kom et vindpust, så vi afbrød af sikkerhedsmæssige årsager og kravlede op på taget igen. Her blev vi anholdt og ført til politistationen.

Og jeg skal hilse og sige, at sydafrikanske fængsler bestemt ikke rare at opholde sig i. Da vi kom derind, blev jeg advaret af de lokale aktivister om at lade være med at drikke for meget vand, så jeg skulle tisse, for toiletterne skal man helst holde sig fra. Det viste sig desuden, at der var en rotte i den detentionscelle, jeg skulle sidde i! Bortset fra det, så var personalet derinde søde og meget stille og rolige. Det var kun i tre ud af de i alt otte timer, vi var derinde, at vi blev skilt ad i drenge og piger. Resten af tiden sad vi samlet ude i en lille gård, og måtte medbringe alle de müslibarer fra vores tasker, som vi ville. De konfiskerede ikke vores udstyr og var venlige.

Da vi fik at vide, at vi skulle deporteres og derfor var nødt til at blive på politistationen, indtil flybilletterne var i orden og politiet kunne eskortere os til flyet, fik vi lov til at få mad bragt ind til udefra, og Kumi kom på besøg og snakkede med os. Det var utroligt rart.

Han fulgte os - sammen med en masse andre Greenpeace-folk og sydafrikansk presse - ud til lufthavnen, hvor der blev fotograferet og filmet og interviewet for fuld hammer. Der var blevet taget håndbannere med, og vi fik bifald fra folk på vejen. Og selvom det skete ovenpå en ret hektisk og lang dag og kun tre timers søvn, var oplevelserne virkelig, virkelige rørende. Det var fantastisk at få sådan en afsked og få sagt farvel til nogle af de mennesker, jeg har mødt i Durban.

Og jeg må sige, at det, der har gjort største indtryk på mig er alle de andre unge, der var i Sydafrika for at bakke op om mødet. Hvor er det fantastisk og hjertevarmende, at så mange mennesker fra hele verden giver deres tid og kræfter for at kæmpe for et bedre klima, og bekymrer sig om andre mennesker end dem selv.

Enden på aktionen for mig blev jo desværre, at jeg blev sendt hjem pga. husfredskrænkelse, og jeg må indrømme, at det er meget frustrerende at tænke på, at alle virksomhedsdirektørerne fra de klimauvenlige virksomheder, der har siddet lige inde på den anden side af hotellets vægge, imens vi protesterede udenfor, bare får lov til at forblive i Durban og igen slippe godt af sted med at forsøge at forpurre en global, bindende klimaaftale trods videnskabens mange advarsler.

Nu venter jeg spændt på mødets afslutning fredag og på at se, om politikerne vælger at lytte til folket i stedet for at ladet sig føre blindt af ”det beskidte dusin”.

Verdens befolkning har, modsat politikerne, forstået, hvor afgørende det er for os alle sammen, at vi gør noget for at stoppe klimaforandringerne, og vi blev mødt med det ene skulderklap efter det andet fra folk, da vi var på vej hjem.

I flyet fra Durban til Johannesburg sad vi ved siden af to sydafrikanere, og da det gik op fra dem, at vi var de Greenpeace-aktivister, der var blevet skrevet om i medierne, sagde den ene: ”Jeg glæder mig til at komme hjem og fortælle mine børn, at jeg har siddet ved af jer, de vil blive så misundelige for de støtter virkelig op om Greenpeace og går meget op i genbrug og bæredygtig energi”.

Endnu et skulderklap modtog vi, da vi kom til Johannesburg og mødte Security and Home Affairs. Først tog de vores pas og fire mænd blev sat til at sørge for, at vi tre aktivister ikke stak af. Men da det formelle var ordnet, sagde chefen: ”Ved I hvad, jeg har ikke tænkt mig at behandle jer som kriminelle, for det er I ikke. Hvad har I lyst til? Nu skal jeg vise jer den bedste bar i Jo-burg lufthavn, og så kommer jeg bare og henter jer, når I skal flyve igen.”

Det er tid til, at politikerne lytter til folket, ikke til forurenerne!