Politiken har i den sidste uge kunne afsløre en lang række kritiske forhold på Mærsks produktionsplatforme.

De leder for meget olie ud i Nordsøen, de advares internt når miljøfly er på vej og presset på rensningssystemerne er så stort, at de ikke ordentligt kan rense olien.

Den sidste afsløring fra Politiken er at Mærsk presser de ansatte til at fuske med de prøver, der ellers skulle give et billede af hvor meget giftig olie Mærsk lukker direkte ud i Nordsøen , hjem for fisk, hajer og havpattedyr!
Mærsk leder allerede ifølge Miljøstyrelsen for meget olie ud i Nordsøen.  340 tons i 2009, hvor Mærsk ifølge aftalen med de øvrige Nordsø lande ellers ”kun” burde lede 222 tons ud  - men denne i forvejen alt for høje udledning er måske alt for lavt sat!

Hvis Politikens afsløringer i dag er standard procedure på alle Mærsks platforme i Nordsøen, så har vi virkelig et problem, og spørgsmålet må være, om vi med den sidste uges afsløringer overhovedet kan stole på at Mærsk vil det gode i denne sag.

Det er vores havområder Mærsk sviner til, og det ser ud til at de i hvert fald i nogle tilfælde rent faktisk gør det med fuldt overlæg.

Miljøminister Karen Ellemann må gribe ind med det samme! Forureningen må stoppe her, og hun må igangsætte en bagudrettet undersøgelse der viser hvor meget olie Mærsk reelt har ledt ud i Nordsøen i de forgangne år.

Den eneste rigtige konsekvens af disse afsløringer må være en gennemgribende undersøgelse af Mærsks virke i Nordsøen og efterfølgende sanktioner.