Shell har startet det nye år med endnu engang at demonstrere, at de langt fra er klar til håndtere olieboringer i Arktis. Tidligt om morgenen dansk tid på årets første dag stødte Shells borerig på grund ved øen Sitkalidak i Alaskagolfen. Det er ikke mange måneder siden, at jeg selv var på disse kanter med Greenpeace-skibet Esperanza, hvor vi besøgte naboøen Kodiak. Det er et fantastisk smukt område med en rig natur, men det er også et forræderisk farvand, og er uheldet ude, så kan der være langt til den nærmeste hjælp. En situation der naturligvis ikke forbedrer sig, hvis et lignende uheld fandt sted i det mere øde Arktis.

Shells boreskib, Kulluk, ved øen Sitkalidak i Alaska. Foto: US Coast Guard

 

Grundstødningen er den foreløbige kulmination på en flere dage lang, desperat kamp om at genvinde kontrollen over den løbske borerig, der startede den 27. december. Shells én milliard kroner sprit nye slæbebåd, Aiviq, mistede kontrollen med boreriggen Kulluk, da det 140 meter lange slæbekabel sprang. Aiviq fik fastgjort riggen igen, men adskillige motorproblemer førte til, at slæbebåden igen mistede kontrollen med boreriggen. Lignende episoder gentog sig i de efterfølgende dage, og besætningen blev evakueret, da det barske uvejr blev Shell-flådens og den amerikanske kystvagts overmand.

Mandag proklamerede en talperson fra Shell ellers, at situationen stabiliserede sig, og at man nu havde genvundet kontrollen over boreriggen. Få timer efter blev vi så vidner til, at de beroligende ord nok var lidt af en fejlvurdering. Nu står boreriggen grundstødt indeholdende 526.000 liter diesel og 45.000 liter hydraulisk olie. Selvom der ikke er nogen synlige udslip, så er der endnu ikke overblik over skaderne på boreriggen.

Naboøen til Sitkalidak, Kodiak, udgør sammen med en stribe af andre øer en lang gren kaldet Aleuterne, der adskiller Stillehavet fra Beringshavet. Det er et barsk farvand fyldt med skarpe klippeskær, men bl.a. også hjemsted for den truede Stellers søløve (Eumetopias jubatus).

 

Hvis det ikke var fordi, at det unikke og sårbare arktiske miljø meget vel kan blive det næste offer for Shells russiske roulette, så var det næsten komisk. Men det er faktisk tragisk, at vi tillader olieselskaber, at løbe den slags risici i Arktis. Ser man tilbage på listen over brølere, sikkerhedsproblemer og fiaskoer, der har kendetegnet Shells arktiske program de senere år, så burde denne nyhed egentlig ikke komme som en overraskelse. Alligevel har jeg svært ved at fatte, hvordan Shell har formået, at udforme deres arktiske CV, som det ser ud indtil nu. Jeg vil gerne ridse en række episoder op.

Kulluk er fra 1983 og den 30 år gamle borerig skulle oprindeligt skrottes, da Shell besluttede sig for at benytte den til deres Arktiske olieboringer i 2005. Shell smed knap 1,7 milliarder kroner efter den faldefærdige borerig, og var på nippet til at starte deres boringer i Arktis i 2011, hvis det ikke lige have været for nogle luftforureningstilladelser, som olieselskabet ikke havde på plads.

I sommers blev Shell yderligere forsinket i deres Arktiske program. Sikkerhedsproblemer gjorde, at den amerikanske kystvagt ikke var klar til at give de endelige tilladelser til, at Shell kunne begynde deres boringer.

I juli gik det endnu engang galt for Shell, da de mistede kontrollen med boreskibet Noble Discoverer i Dutch Harbor (ikke langt fra hvor Kulluk nu ligger grundstødt). Selvom skibet lå for anker i en beskyttet bugt mange hundrede sømil fra Arktis, førte en blot stiv kuling skibet faretruende tæt på kysten.

I september påbegyndte Shell så en prøveboring efter olie i Tjukterhavet i Arktis, men efter blot én dag måtte boringen afbrydes, da havis drev mod boringerne. Denne arktiske boring samt én mere blev ikke færdiggjort som planlagt, da et essentielt sikkerhedssystem (containment dome) i tilfælde af et løbsk olieudslip blev ”knust som en tom øldåse” under en øvelse.

I november blev Noble Discoverer ramt af en brand i motoren og senere samme måned beordrede den amerikanske kystvagt skibet til at blive i havn, efter en række overtrædelser af sikkerheds- og forureningsregler blev opdaget.

De enkelte episoder kan være nok så alvorlige isoleret betragtet, men træder man et skridt tilbage og kigger på den længere liste, så tegner der sig et stærkt bekymrende billede. Olieselskaberne er ikke klar til at bore efter olie i Arktis, og jo længere tid vi accepterer olieselskabernes gambling i denne sårbare region, jo tættere kommer vi katastrofen. Uanset om selskabet hedder Shell eller Gazprom, om det er i Alaska, Grønland eller Rusland.

Hjælp os med at beskytte Arktis mod olieindustrien på www.savethearctic.org