EU Kommissionen har i dag vedtaget, at der skal indføres sanktioner mod Færøerne, fordi øgruppen har valgt at tredoble deres sildekvote. Hvad det helt kommer præcist kommer til at betyde er endnu uvist, men højest sandsynligt vil Færøerne ikke længere få lov til at eksportere sild og makrel til EU.

Sanktionerne fra EU kommer efter, at Færøerne er trådt ud den hidtidige aftale om kvoter på sild i Nordatlanten. Men de er langt fra en garanti for, at fiskeriet efter sild igen bliver bæredygtigt.

Silden i Nordatlanten er enorm vigtig for økosystemet i regionen, da den er en vigtig art i fødekæden, og lige nu bliver bestanden overfisket. Finder Færøerne og de andre parter ikke en løsning, kommer det til at få triste konsekvenser for naturen i havet og vores fiskeri i fremtiden. Vi risikerer, at hele bestanden kollapser, og det vil betyde, at hverken Færøerne eller andre lande kan føre et fiskeri i årevis, indtil bestanden måske vokser sig stor igen.

Det er lidt af en konflikt, som Færøerne er involveret i. For nylig skrev jeg om den nært beslægtede ”makrelkrig”, der i år har udvidet sig til også at omfatte en ”sildekrig”. Striden, der i dag udløste sanktioner fra EU, handler kort fortalt om den såkaldte atlantoskandiske sild i Nordatlanten. Under forhandlingerne om kvotefordelingen for 2013 ønskede Færøerne en højere kvote end tidligere. Færøerne har begrundet dette ønske med, at en øget andel af sild findes i farvandet omkring Færøerne end tidligere, og de derfor har ret til en større andel.

Samlet set har Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) anbefalet en samlet fangst på 619.000 ton sild i 2013, fordelt mellem Færøerne, Island, Rusland, Norge og EU. Færøernes ønske om et øget andel blev ikke imødekommet og i januar brød forhandlingerne sammen. Færøerne tredoblede derfor egenhændigt deres kvote på atlantoskandisk sild. Det er en relativ stor forøgning fra et år til det næste. Og nu har EU og Norge fået nok af Færøerne.

I EU er man bekymret for bæredygtigheden af silden, og det er det alt mulig grund til at være. Man kunne samtidig ønske sig, at EU var lige så bekymret for bæredygtigheden af deres fiskeri internt i unionen. I både Middelhavet og Sortehavet er der et enormt overfiskeri og i Danmark er kattegattorsken en truet bestand. EU er ikke ligefrem en omvandrende flidspræmie, når det kommer til bæredygtigt fiskeri. Kæmpe fabrikstrawlere er i stand til at fange mange flere fisk, end hvad der er bæredygtigt, og denne overkapacitet skal skrottes.

Det er vigtigt, at EU signalerer, at man ikke vil accepterer ubæredygtigt fiskeri. Og sanktioner mod et land, der ikke forvalter fiskebestande bæredygtigt kan være et brugbart værktøj, men i ”sildekrigen” er der ingen garanti for triumf. Færøerne har meldt ud, at de nu er på udkig efter andre markeder, som fx Rusland, Afrika og Asien, hvor de kan sælge deres sild og makrel. Færøerne har også varslet, at de kan finde på at øge kvoten yderligere. Gør Færøerne alvor af disse udmeldinger, er vi bare endnu tættere på et kollaps i sildebestanden.

Der er heldigvis håb endnu. Der skal en ”teknisk gennemskrivning” til, før sanktionerne overfor Færøerne kan træde i kraft, men i begyndelsen af september mødes Færøerne, Island, Rusland, Norge og EU til nye forhandlinger. Forhåbentligt kan parterne her finde et kompromis og få bragt overfiskeriet til ende.