Klimatopmødet i Durban lakker mod enden, og i morgen kender vi resultatet af to ugers forhandlinger slemt præget af et USA, der har raseret forhandlingerne og blokeret vigtige tiltag til fremskidt i de i forvejen vingeskudte, internationale klimaforhandlinger. 

I denne uge ankom ministrer fra størstedelen af de godt 200 deltagende lande for at tage hånd om sidste fase af forhandlingerne. Og det store spørgsmål er nu, om de virkelig vil tillade, at Durban-mødet ender med, at USA igen får lov til at holde resten af verden som gidsler i en tid, hvor mere end 300.000 mennesker allerede dør årligt som følge af klimaforandringerne, hvor de globale CO2-udledninger tog det største kvantespring nogensinde på i alt 5,9 % fra 2009 til 2010 trods den økonomiske krise, hvor ekstreme vejrfænomener i 2010 sprængte alle rekorder, og hvor den ene rapport efter den anden slår fast, at det er nu, der skal handles, og at nedskæring CO2-udslippet og en omstilling fra fossile brændsler til vedvarende energi er eneste fornuftige vej – både i forhold til at tackle klimakrisen og den økonomiske krise.

Svaret på spørgsmålet får vi i morgen, så det kender vi endnu ikke. Det ser desværre ikke lovende ud, til trods for, at en af de store brikker i puslespillet, Kina, i fredags forsøgte at række hånden ud.

Der er derfor overhængende fare for, at også Durban ender med at komme med i rækken af byer, der skulle have dannet positive rammer for progressive, ambitiøse forhandlinger om, hvordan verden tackler klimakrisen, når Kyoto Protokollen løber ud med udgangen af 2012, men som i stedet endte som endnu en blodig slagmark. En slagmark, hvor verdens lande igen bekæmpede hinanden med hver deres ubøjelige, nationale snæversyn frem for at stå skulder ved skulder og bekæmpe klimakrisen.

I lørdags så det ellers ud til, at Durban-forhandlingerne ville levere gode takter i mødets første officielle tekstudkast, hvad angår anerkendelsen af behovet for at gøre noget ved forskellen mellem landenes konkrete mål for CO2-reduktion og det, som videnskaben siger, er nødvendigt for at tackle klimakrisen. Men så tog USA fat, og da teksten senere på lørdagen blev offentliggjort, var hele kapitlet om dette behov som sunket i jorden.

USA er blevet Durban-forhandlingernes bremseklods – og desværre en effektiv en af slagsen. Det stod klart fra mødets begyndelse, at en global, juridisk bindende klimaaftale heller ikke ville blive handlet på plads på denne COP. Bl.a. Greenpeace, og EU tillod sig dog at forvente, at vigtige byggesten ville være mulige at blive enige om i Durban. En af dem var et mandat til at forhandle en ny traktat i 2015. Men det eneste USA’s klimaforhandler Jonathan Pershing havde at sige til den forventning var en kraftig indikation om, at USA ikke engang accepterede forhandlinger om et sådan mandat.

Efter en uges forhandlinger med flere knuder end løsninger, gjorde Kina fredag et konkret forsøg på at vise velvilje især over for EU’s ønske om bindende reduktioner efter Kyoto Protokollen.  2. december annoncerede Kina således, at landet godt kunne stille sig positivt over for at binde sig juridisk til reducering af drivhusgasser. USA udtalte straks efter, at de ikke troede på Kinas melding og punkterede lynhurtigt den meget positive ballon, som ellers var tiltrængt i forhandlingerne.

Greenpeace har gentagne gange opfordret de øvrige lande til at vise USA hælen en gang for alle, hvis Obamas team ikke leverer i Durban. Og det tyder alt på, at teamet ikke gør.
Alt for længe har verden stået stille, fordi det er lykkedes lande som USA, bagstræberiske virksomheder som Shell og Koch Industries samt erhvervsorganisationen Business Europe, som også Dansk Industri er medlem af, at trække i den gale retning.

Imens dumper alarmerende meldinger ind. Så sent som 1. december meddelte canadiske forskere fra 'Global Carbon Project', at gennemsnitstemperaturen i år 2100 vil være steget med seks grader, medmindre der kommer markante reduktioner. Verden vil dermed befinde sig i en katastrofe-tilstand, der ikke er set inden for de seneste 100 millioner år, og som vil føre til massiv ørkendannelse helt ind i Europas hjerte og masseudryddelse af liv på jorden.

Det står klart, at intet opnås i Durban eller ved de næste klimaforhandlinger, med mindre USA bliver sat uden for døren, så de øvrige lande kan frigøre sig fra deres status som USA’s gidsler og tage ambitiøse skridt for at imødegå klimakrisen, redde liv og sikre en hårdt presset verdensøkonomi.

Denne blog er også bragt i en forkortet udgave som Opinion i Berlingske Tidende 8. december 2011.