11. marts 2013

© Daniel Beltrá / Greenpeace

 

For os der arbejder med olieudvinding i Arktis, vil 2012 primært blive husket for to ting: Først det franske olieselskabs Totals udmelding om, at olieboringer i Arktis er no-go og dernæst Shells farceagtige operationer, der nærmest var som at se et snefnug udvikle sig til en lavine.

Shells brutale møde med problemerne ved at bore efter olie i Arktis, får nu også norske Statoil til at sænke farten. Det er en god nyhed for det arktiske havmiljø, men det er langt fra godt nok.

Og desværre er den gode nyhed ikke så god, som den måske virker ved første øjekast.  Statoil vil nemlig ikke følge i Totals fodspor, da det kun er planerne om at bore i den amerikanske del af Arktis, der midlertidigt skrinlægges.

Statoil planlægger både at bore i den norske og den russiske del af det Arktiske Ocean (sidstnævnte i samarbejde med Ruslands statsejede Rosneft). Det russiske selskab er berygtet for at være skyld i tusindvis af olieudslip på den arktiske landjord. Hvert år finder der mere end 10.000 olieudslip sted i Rusland, og 500.000 ton olie siver ud i Det Arktiske Ocean – og Rosneft er en af hovedskurkene.

Selv om Statoil lægger en del af olieplanerne på hylden, er det svært at overgive sig helt til den gode stemning, når man samtidig vil bore længere mod nord end nogensinde før og vil samarbejde med den beskidte russiske olieindustri.