Folkemødet på Bornholm er slut for denne gang, og for Greenpeace blev det en kæmpe succes, med masser af positiv feedback fra de folk vi mødte, samt en fantastisk pressedækning.

”Jeg havde aldrig troet, at en politisk festival kunne være så spændende,” siger Julie Vulpius Gregersen, der er frivillig hos Greenpeace.

”Det var spændende, at se dem der til dagligt styrer landet, dem der tager de store beslutninger, være helt tæt på, at kunne gå i dialog med dem. Og så se dem fyre den af på Gæstgiveren om aftenen,” siger hun, og glæder sig over den afslappede atmosfære, hvor politikere, organisationer og almindelige mennesker kunne komme hinanden ved.

Omkring 20 Greenpeace-folk var draget til Solskinsøen, en god blanding af frivillige og ansatte, og i tre dage deltog vi i et hav af aktiviteter: der var debatmøder, der blev lavet kulinariske retter på havnen af udsmidsfisk, vores fantastiske løbehold slog Venstres Kristian Jensen på 5-kilometer distancen og, ikke at forglemme, så blev Folkemødet stedet, hvor vores nye Butler-hold fik sin debut.

Og det blev en debut med manér. Målet var, at Butlerne skulle forsøge at overrække regnbuefarvede Greenpeace paraplyer med logoet ”100 % vedvarende energi” til landets toppolitikere og andre ”kendt-fra-tv” personligheder, og det mål blev i den grad indfriet.

Ét af højdepunkterne var uden tvivl mødet mellem Statsminister Lars Løkke Rasmussen og et hold Greenpeace-butlere. Om det var et bevidst valg, at lige præcist Julie skulle overrække paraplyen, vides ikke med sikkerhed, men det var på ingen måde en utilfreds statsminister, der lod sig charmere af den kønne Greenpeace aktivist under paraplyen.

Julie og Lars Løkke Rasmussen under regnbueparaplyen.


”Han var varm og imødekommende. Lun og med på en god joke.

”Det var fedt, både for mig selv at kunne vise et venligt ansigt, men også for Greenpeace, at kunne vise, at vi også har en anden tilgang til vores arbejde, at vi også kan arbejde på mange facetterede måder,” siger Julie.

Samtlige partiledere fik overrakt en Greenpeace paraply under Folkemødet.