I dag er der andenbehandling af forslaget om ophævelse af nultolerancen over for udvinding af uran i Grønland. Alt tyder på, at nultolerancen falder, og hvis den gør, så er det en svær og risikabel vej, som et snævert flertal af Inatsisartut (Landstinget) vælger.  

Grønland har ikke stor erfaring med minedrift, og når man ser på udkast til miljøgodkendelser for London Minings enorme jernmineprojekt, er det tydeligt, at der er en lang række problemer med miljøstandarder og sikkerhed blandt andet ved udledning af spildevand og kemikalier. Men minedrift, der inkluderer uranudvinding – hvad end det er hoved- eller biprodukt – er i en kategori for sig. De potentielle miljø- og sundhedsproblemer er enorme, og problemer med uranstøv og radioaktivt spildevand kan påvirke et samfund i mange generationer. Hvis man overfører, hvad der desværre virker til at være normale miljøstandarder for storskalaprojekter i Grønland, til minedrift med uran, kan der desværre ikke herske nogen tvivl om, at det vil have omfattende, skadelige konsekvenser for naturen og sundheden – ikke kun for folk i Narsaq, men også længere væk. 

Mange af disse problemer har allerede været oppe i den grønlandske debat, så jeg vil ikke gennemgå dem igen, men det undrer mig, at Naalakkersuisut (regeringen) virker til at tage så let på de kritiske og forståeligt nok nervøse røster. Man henviser til, at man selvfølgelig vil følge alle internationale retningslinjer, og at miljøbevidste lande som Canada og Australien udvinder uran uden problemer. Det første argument er kun tomme ord, som på ingen måde garanterer, at uranudvinding ikke vil have negative konsekvenser. De internationale retningslinjer referer primært til kontrol med salg af radioaktive materialer, og beskæftiger sig kun i meget begrænset omfang med forhold omkring selve udvindingen. 

At naalakkersuisoq (minister) Jens-Erik Kirkegaard udtaler, at man vil følge eksemplerne fra miljøbevidste lande som Canada og Australien, ville være en vittighed, hvis ikke, det var fordi det var så tragisk. Netop de to lande fremhæves altid, som de lande, hvis eksempel man ikke skal følge, når det kommer til miljøsikkerhed og kontrol med selskaber. I Australien har mineindustrien praktisk taget lagt hele naturområder øde, forurenet floder og drikkevand i et katastrofalt omfang. I Canada får selskaber gladeligt lov til at udlede enorme mængder kemikalier i forbindelse med udvinding af tjæresand og ved minedrift, hvilket blandt andet har bevirket, at kræfttilfælde blandt mange oprindelige folk stiger eksplosivt. Hvis man vil gøre noget efter højeste miljøstandarder, så er det oftest sådan, at man skal se på, hvad Australien og Canada gør, og så gøre det præcis modsatte! 

Det bringer mig til det næste punkt. Det undrer mig, at Naalakkersuisut vælger at tage beslutningen på et så spinkelt grundlag. Her taler jeg ikke nødvendigvis om et tyndt vidensgrundlag (selvom der absolut også er problemer her), men om selve den principbeslutning, der lægges op til. Hvis man vil forsikre den grønlandske befolkning om, at man ønsker de bedst mulige standarder, og hvis man vil afklare, hvorvidt en mine med uran som hovedprodukt bliver tilladt, ville det eneste fornuftige have været en samlet lovpakke med specifikke grænseværdier for stråling, udledning af spildevand og så videre.  

I stedet gemmer Naalakkersuisut sig bag nogle standardformuleringer om, at man vil følge de bedste standarder, men det er der bare intet belæg for at tro på. Hvis man havde ønsket en reel debat om konsekvenserne og risici ved uranudvinding, så skulle man fra starten have gjort klart på hvilke vilkår, man vil tillade udvindingen. I stedet virker det som om, at man bevidst har undermineret mulighederne for en informeret debat ved at sige, at man tager diskussionen om de konkrete standarder og krav senere. Det betyder, at det, som der i dag stemmes om, er en åbning for uranudvinding under standardvilkår for minedrift i Grønland – nogle standardvilkår, som i forvejen er mangelfulde, og som hvis de overføres til uranudvinding vil være decideret katastrofale for miljø og mennesker.  

Udvikling kan have negative effekter på miljøet, og det må man desværre indimellem acceptere, men prisen kan blive for høj. Ikke mindst kan en beslutning have så afgørende betydning for et helt lands fremtid, at et snævert flertal i Inatsisartut (parlamentet) ikke bør eller skal kunne træffe den. Dette er en sådan beslutning, og jeg håber til det sidste, at samvittighedsfulde medlemmer af parlamentet vil lade partifarve være partifarve og afværge en beslutning, som vil have om end meget store konsekvenser for det grønlandske folk og miljø.

Bragt på min blog på den grønlandske netavis Sermitsiaq.ag