Cairn har netop meldt ud, at man har færdiggjort boringen af den ene af de fire planlagte efterforskningsboringer ud for Grønland. Ligesom sidste år må selskabet endnu engang konstatere, at det ikke er lykkedes at finde olie.

Selvom det sikkert er et hårdt slag for selskabets aktionærer, så håber jeg, at Cairns manglende held får andre grådige olieselskaber til at besinde sig. Cairn har allerede ledt store mængder skadelige kemikalier ud i det skrøbelige arktiske farvand og der er mistanke om, at den store aktivitet skaber problemer for flere af de truede havpattedyr.


Cairn er dog ikke færdige med sine boringer i år og tager nu for alvor fat på de nordligste og dybeste boringer. Her ligger man nord for Disco, lidt over 72. breddegrad og borer ned til 1500 meter. Men selskabet nægter selskabet fortsat at offentliggøre beredskabsplanen for et olieudslip.


Indtil videre er der dog intet, der tyder på, at Cairn finder olie. Cairn spiller russisk roulette med den grønlandske natur, men det ser ud til at være et russisk roulette, der kun består af stor risiko men ingen gevinst.

Et sted, hvor man er sikker på økonomisk gevinst såvel som økologisk bæredygtighed, er energi baseret på sol, vand og vind. Fremtiden ligger ikke i en risikabel og desperat jagt på olie, men skal findes i en 100 % vedvarende energi.

Skriv til Cairn

Støt 100% vedvarende energi