Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Havets natur lades i stikken

Pressemeddelelse - 3. september, 2012
Naturen i havene omkring Danmark har det rigtig skidt, viser en ny analyse fra Miljøministeriet. Analysen er lavet som del af en samlet plan for de danske havområder, der også indeholder en række mål for at bringe havet på fode igen. Men hos Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace og WWF Verdensnaturfonden er man dog langt fra imponeret over udspillet, som organisationerne mener, er utilstrækkeligt og uambitiøst.

Der skal være en samlet plan for de danske havområder. Det kræver EU under det såkaldte havstrategidirektiv, der skal sikre, at der bliver skabt god miljøtilstand i alle EU's farvande inden 2020. Direktivet kræver at Danmark i første omgang laver en analyse af tilstanden i havet, og opstiller mål for, hvordan vi forbedrer den.

"Miljøministeriets analyse giver et tydeligt billede af en stærkt forringet havnatur. Men i stedet for at gøre hvad, der er nødvendigt, lægger man blot op til at fortsætte med det, man allerede gør i dag. Det er alt for uambitiøst" siger Mette Blæsbjerg, der er havmedarbejder i WWF Verdensnaturfonden.

I Miljøministeriets analyse peges der på tre faktorer, der primært bærer skylden for, at dyrene og naturen i havet omkring Danmark har det dårligt: Forurening med næringsstoffer fra bl.a. landbruget, overfiskeri og påvirkning af havbunden med bundtrawl, og forurening med miljøfarlige stoffer.

Denne erkendelse har dog ikke ført til målsætninger om at nedsætte belastningen fra disse tre faktorer.

"Befolkning rundt om i landet kommer til at kigge langt efter et sundt og levende hav. Overlæggeren er sat alt for lav, selvom miljøministeriets analyse udmærket viser, hvor den allerstørste trussel kommer fra. Naturen i havene har det rigtig skidt, så det er enormt ærgerligt," siger Hanne Lyng Winter, havbiolog hos Greenpeace

Ifølge de tre organisationer giver det danske udspil indtryk af, at en god miljøtilstand er lige om hjørnet og vil være mulig at opnå med kun små justeringer. Det skønmaleri ligger desværre langt fra realiteterne ude på havet. De mener derfor, der vil være behov for en alvorlig opstramning inden den danske havstrategi skal godkendes hos Folketinget og indsendes til EU.

"Der bliver ikke peget på tilstrækkeligt konkrete mål for hverken genopretning af truede bestande, mål for at bekæmpe forurening eller for at reducere påvirkningen med bundtrawl på havbunden. Det vil være nødvendigt for at genoprette naturen i havet," siger Henning Mørk Jørgensen, vandpolitisk medarbejder hos Danmarks Naturfredningsforening.

Ifølge de tre organisationer, er der dog også nogle lyspunkter i udspillet. Bl.a. er man glade for, at der peges på behovet for at udpege yderligere beskyttede områder og behovet for at beskytte sårbare bunddyrssamfund - såsom søfjersamfund og hestemuslingerev- der i dag ligger uden beskyttelse fra f.eks. bundtrawl.

Kontakt

Mette Blæsbjerg, Havmedarbejder, WWF Verdensnaturfonden, 26 29 44 10
Henning Mørk Jørgensen, vandpolitisk medarbejder, Danmarks Naturfredningsforening, 31 19 32 35
Hanne Lyng Winter, havbiolog, Greenpeace, 28 10 90 59