Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Danske stemmer bag tremmer for Anne Mies frihed

Skriv en kommentar
Pressemeddelelse - 16. november, 2013
Dagen efter, at de russiske myndigheder meldte ud, at anklagemyndigheden går efter en forlængelse af varetægtsfængslingen, går Greenpeace på gaden for at tage afstand fra fængslingen, støtte Anne Mie og hylde retten til fredelige protester.

De to støttebegivenheder finder sted på Kgs. Nytorv i København (kl 12 – 16) og i Frederiksgade i Aarhus (10 – 14). Greenpeace stiller store, mobile fængselsbure op, der ligner det bur, Anne Mie og de andre 29 Greenpeace-fanger blev opbevaret i under retssagerne i Murmansk. Her kan folk gå ind og holde et banner, en tale eller lave en anden lille markering, af en slags.

”Det er en dybt ulykkelig situation, Anne Mie og resten af besætningen befinder sig i. De er fængslet for at udføre en fredelig protest i kampen for at beskytte det arktiske miljø. Samtidig giver det også håb, at der er så meget støtte og pres for at få dem frigivet – tusinder har sendt mails til den russiske ambassadør i Danmark, og mange sender hilsner og møder op ved lejligheder som den i dag,” siger Jon Burgwald, arktisansvarlig i Greenpeace i Danmark.

De to begivenheder er en del af en global støttedag med mere end 263 aktiviteter i 43 lande. Efter lørdagens arrangementer tager Greenpeace rundt på tur med buret i danske byer. Indtil videre er planen Svendborg tirsdag, Helsingør onsdag, Roskilde torsdag og Hillerød fredag.

Siden Arctic Sunrise den 19. september blev ulovligt kapret af bevæbnede, russiske sikkerhedsstyrker i internationalt farvand, har over to millioner mennesker sendt e-mails til de russiske ambassader for at kræve besætningen løsladt.  De er nu alle anklaget for pirateri og hooliganisme, selv om protesten mod Gazproms olieboreplatform var fredelig, og anklagen ikke har hjemmel i hverken russisk eller international lovgivning. Gazprom begynder som det første selskab nogensinde olieudvinding i isfyldt, arktisk farvand.

”I 2011 var Gazprom ansvarlig for hele 872 olieudslip på land, så jeg frygter for konsekvenserne ved, at selskabet nu rykker ud i isfyldt farvand. Noget, der er væsentligt mere teknisk kompliceret og også en endnu større miljøudfordring. Arktis er et af verdens mest udfordrende steder at udføre olieboringer, og ingen olieselskaber har teknologien til at rydde op efter udslip. Det var en vigtig protest, som besætningen udførte, for Arktis skal beskyttes, ikke udnyttes af en miljøskurk som Gazprom,” siger Jon Burgwald.

I næste uge bliver Anne Mie Roer Jensen og de øvrige aktivister, besætningsmedlemmer og de to fængslede medlemmer af pressen kaldt til retsmøder med henblik på yderligere tre måneders varetægtsfængsling. Sagerne skal være behandlet ved domstolen senest den 24. november.

Fredag i næste uge, den 22. november, falder der afgørelse i voldgiftssagen mod Rusland ved Den Internationale Havretsdomstol ITLOS, hvor Holland kræver besætningen og skibet, der er indregistreret i Holland, frigivet.

Fotos og video kan hentes HER (opdateres).

Kontakt

Jon Burgwald, arktisansvarlig, Greenpeace. Mobil: 4081 8898
Poul Bonke Justesen, kommunikationsmedarbejder, Greenpeace. Mobil: 3337 6399

Her kommer buret hen næste gang:

Svendborg, tirsdag den 19. november, klokken 12-17 på Gerrits Plads ved Fætter BR

Helsingør, onsdag  den 20. november: kl.  12.30-17 overfor stationen.

Roskilde, torsdag den 21. november, kl. 09-15 på Roskilde Torv ved Domkirken

Hillerød, fredag den 22. november, kl. 13-19 på Torvet

Tags