Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Shell starter året med at støde på grund

Pressemeddelelse - 2. januar, 2013
Shells arktiske borerig er stødt på grund ud for øen Sitkalidak i Alaska efter, at et slæbeskib mistede kontrollen med boreriggen i et uvejr. Boreriggen var på vej til Seattle fra sommerens arktiske olieboringer nord for Alaska, men står nu grundstødt i voldsomme bølger indeholdende 526.000 l. diesel og 45.000 l. hydraulisk olie.

Se kontakt nederst for billeder af grundstødningen fra den amerikanske kystvagt i høj opløsning.

”Ulykken i Alaska viser med alt tydelighed, at Shell og resten af olieindustrien ikke er klar til at bore efter olie i Arktis. Arktis er særligt risikabelt at bore i, fordi det er umuligt at rydde op efter et uheld, og nu er det anden gang indenfor blot et halvt år, at Shell mister kontrollen med en af deres boreenheder. Jo længere tid, vi accepterer, at olieselskaberne gambler med det sårbare arktiske miljø, jo tættere kommer vi oliekatastrofen. Arktis har brug for beskyttelse, ikke udnyttelse og det er udenrigsminister Villy Søvndals ansvar sammen med sine kollegaer fra de øvrige arktiske nationer at sikre den nødvendige regulering,” siger Jon Burgwald, arktisansvarlig i Greenpeace.

Grundstødningen er den foreløbige kulmination på flere dages desperat kamp om at genvinde kontrollen over den løbske borerig, der startede den 27. december, hvor Shells én milliard kroner dyre og spritnye slæbebåd Aiviq mistede kontrollen over boreriggen Kulluk, fordi det 140-meter lange kabel knækkede. Aiviq fik fastgjort riggen igen, men adskillige motorproblemer førte til, at slæbebåden igen mistede kontrollen med boreriggen. Lignende episoder gentog sig i de efterfølgende dage, og besætningen blev evakueret, da det barske uvejr blev Shell-flådens og den amerikanske kystvagts overmand. Tidligt tirsdag morgen dansk tid, gik boreriggen på grund.

En detaljeret tidslinje over grundstødningen findes her: Adn.com

Grundstødningen kommer efter en arktisk boresæson, der har været fyldt med uheld for Shell. Først blev Shell forsinket, fordi der var sikkerhedsproblemer, der gjorde, at den amerikanske kystvagt ikke ville give de endelige boretilladelser. I juli mistede selskabet  kontrollen med boreskibet Noble Discoverer i Dutch Harbor (ikke langt fra, hvor Kulluk nu ligger grundstødt). Selvom skibet lå for anker i en beskyttet bugt mange hundrede sømil fra Arktis, førte en blot stiv kuling skibet faretruende tæt på kysten. 

I september påbegyndte Shell så en prøveboring efter olie i Tjukterhavet i Arktis, men efter blot én dag måtte boringen afbrydes, da havis drev mod boringerne. Denne arktiske boring samt én mere blev ikke færdiggjort som planlagt, da et essentielt sikkerhedssystem (containment dome) i tilfælde af et løbsk olieudslip blev ”knust som en tom øldåse” under en øvelse.

I november blev Noble Discoverer ramt af en brand i motoren og senere samme måned beordrede den amerikanske kystvagt skibet til at blive i havn efter en række overtrædelser af sikkerheds- og forureningsregler blev opdaget.

Kulluk er fra 1983 og den 30 år gamle borerig skulle oprindeligt skrottes, da Shell besluttede sig for at benytte den til deres Arktiske olieboringer i 2005. Shell smed knap 1,7 milliarder kroner efter den faldefærdige borerig, og var på nippet til at starte deres boringer i Arktis i 2011, men manglende luftforureningstilladelser, som olieselskabet ikke havde på plads, satte en stopper for boringerne.

Kontakt

Jon Burgwald, arktisansvarlig i Greenpeace, +45 4081 8898

Sune Scheller, kommunikationsmedarbejder i Greenpeace, +45 2714 4257 (kontakt for billeder)