Opfordring til 100% vedvarende energi i Europa

Pressemeddelelse - 25. januar, 2011
Europas energiforsyning skal i 2050 være baseret på 100 pct. vedvarende energi. Sådan lyder den korte og klare melding i dag fra mere end 200 europæiske virksomheder, politikere og organisationer bl.a. danske Danfoss.

De har tilsluttet sig en erklæring på initiativ af Greenpeace, EREC og Eurofores, der indtrængende opfordrer Europas politiske beslutningstagere til at sætte fart på en omstilling af den europæiske energiproduktion nu, så Europa kan opnå 100 pct. vedvarende energi i 2050 til gavn for forsyningssikkerheden, klimaet og jobskabelsen i Europa.

Foruden opfordringen til politikerne lover virksomhederne i øvrigt selv, at de vil arbejde for at promovere en økonomi baseret på energieffektivitet og vedvarende energi.

”Danfoss og de andre virksomheder viser med deres støtte til erklæringen i dag stort mod og fremsynethed, og det er en kærkommen udmelding op til det ekstraordinære EU topmøde 4. februar, hvor Lars Løkke Rasmussen og hans kollegaer skal diskutere, hvordan man bedst kan støtte omlægningen hen imod en effektiv lav-emissionsøkonomi, ” siger Jan Søndergård, politisk rådgiver, Greenpeace.

Hver eneste europæer betaler årligt 700 euro for import af brændsler fra udlandet. De penge er bedre investeret i vedvarende energi og energieffektivisering, mener virksomhederne, der desuden opfordrer de politiske ledere til at:

  • Sikre fuld og rettidig implementering af EU's VE direktiv fra 2009 i alle EU-27 lande
  • Vedtage juridisk bindende energi-effektiviseringsmål på mindst 20 pct. i 2020
  • Afskaffe alle subsidier til og strukturelle fordele for energiproduktion baseret på fossile brændsler og atomkraft
  • Sikre øjeblikkelig, finansiel støtte til vedvarende energiproduktion og energieffektivisering og dermed bevæge sig væk fra EU’s økonomiske krise på en bæredygtig og fremadskuende facon
  • Anerkende at biomasse er en begrænset energiressource og sikre, at enhver brug af disse er underlagt skrappe bæredygtighedskriterier
  • Sikre incitamenter til opbygning af et europæiske smart grid
  • Omdirigere eksisterende og fremtidig EU forskning og udviklingsbudgetter såvel som udvikling- og strukturelle fondsmidler til energieffektivisering og vedvarende energi
  • Sikre uddannelse af og information til arbejdsstyrken


Læs erklæringen her.