Rapport/dokument - 14. marts, 2007
I Politiken den 8.marts peger Ulrik Chr. Berggren og Henrik Wickmann fra Skov- og Naturstyrelsen på en række årsager til den manglende indsats for at mindske presset på vore have fra bl.a. fiskeri, skibstransport og råstofindvinding. Jeg er meget enig med artiklens forfattere i, at en del af problemet er, at der er lovgivet sektor for sektor for de aktiviteter, som foregår på og under havets overflade.
Men jeg deler ikke Berggrens og Wickmanns opfattelse af, at det havstrategidirektiv, som EU's miljøministre i december opnåede politisk enighed om, er et tilstrækkeligt svar på de pres, som erhvervsaktiviteter til havs lægger på efterhånden meget nedslidte marine økosystemer i vores nærområde. Tanken om for første gang – og altså her på EU niveau – at lovgive direkte for at beskytte havets natur og miljø er grundlæggende rigtig. Men de foreslåede indgreb rækker ikke.