Mads Flarup Christensen - Greenpeace blog

I Love Arctic!

Mads Flarup Christensen — Sun, 21 Apr 2013 17:19:00 +0200

Tak alle, der var til stede i dag på Nørrebro. Her er det fine billede, der blev resultatet af jeres anstrengelser, og den tale, jeg holdt fra scenen.

God eftermiddag, Nørrebro. Mit navn er Mads Flarup Christensen. Jeg er generalsekretær i Greenpeace i Norden. Hvor er det bare fedt at se så mange, som er dukket op her på den røde plads idag, kommet for at give lidt kærlighed og lidt opmærksomhed til Arktis. Tak for det!

Tusind tak også til Rumpistol, Kamilla Amalie, Jonas Breum og Rita Blue som har spillet for os indtil nu og til Fastpoholmen, Firehouse, Malamin og Benjamin Kissi, som vil spille for os efter, at vi har dannet vores hjerte her lige om lidt. Mens vi samler kærlighed her på Nørrebro sker nøjagtig det samme i mere end 280 andre byer i 36 lande verden over. Fra Berlin til Bangalore. Fra Buenos Aires til Bangkok mødes folk i denne weekend for at sende et klart budskab til verdens ledere og særligt til landene i Arktis Råd. Vi elsker Arktis, og derfor vil vi have stoppet ødelæggelserne i Arktis.

Arktis er et smukt sted, og det er et barskt sted, men det er også hjem for millioner af mennesker, inklusiv oprindelige folk, hvis forfædre og -mødre har boet i området i årtusinder. Det er hjem for et komplekst økosystem, hvor fantastiske dyr som isbjørne, narhvaler, polarræve lever. Arktis er jordens fryser. Co2 er lagret i de kolde have, en potentiel syndflod fastfrosset i indlandsisens kilometertykke ismasser og den hvide is, der refleketere solens stråler. Og så længe isen er der, ja så hjælper den til med at holde planeten koldere. Så uanset hvor langt fra Arktis man bor, så har det som sker i Arktis en effekt på os alle.

Men afbrændingen af fossile brændsler har ledt os mod katastrofale klimaforandringer, klimaforandringer som også får Arktis til at smelte med en uhyggelig hastighed. Sidste år, den 27. august, nåede den arktiske havis sit historiske minimum. For kun 30 år siden dækkede havisen et omåde på størrelse med Australien. Om så lidt som 10 år - fortæller videnskaben os - vil der formentlig ikke være nogen sommerhavis tilbage overhovedet. Spørgsmålet om, hvordan vi behandler Arktis er på engang noget vældigt konkret og samtidig blevet vældigt symbolsk på, hvordan vi behandler vores planet. Det er blevet dette årtis definerende miljøkamp. Det er den utltimative intelligens test for menneskeheden. Er vi som klode kloge nok til at se klimaændringerne og isens afsmeltning i Arktis som en kæmpestor, rød blinkende alarm. Et varsel om, at vi er nød til afvende os selv og vores samfund fra vores afhængighed af de ødelæggende fossile brændsler. Eller skal vi gøre som den globale olie industri og de arktiske kyststater, i stedet se den smeltende havis som et kæmpestort tagselv bord af muligheder for at hente endnu mere olie og gas op. Olie som vores klima ikke engang har råd til at vi brænder af. Det er den intelligens test vi står overfor.

Videnskaben fortæller os, at vores klima ikke engang har råd til, at vi brænder en tredje del af den olie, gas og kul af, som vi allerede har fundet. Derfor kan det aldrig være fornuftigt eller bæredygtigt at tage til et af verdens mest sårbare områder for at lede efter endnu mere olie og gas. Den potentielle olie under det Arktiske hav er ikke bare en tikkende lokal miljøkatastrofe, der truer med ramme de arktiske folks muligheder og det sårbare dyreliv, det er også en bombe under vores klima og truer på sigt eksistensgrundlaget for milliarder af mennesker verden over. Store olieselskaber som Shell, Gazprom og norske Statoil er blandt de selskaber, der går forrest i jagten på olie og gas i den her del af verden, hvor ekstremt vejr, isbjerge og begrænset infrastruktur gør oliebonanzaen til en gang russisk roulette. I Arktis vil et olieudslip være tæt på umuligt at rydde op efter.

Shell kom galt af sted i år da de prøvede at starte deres olieeventyr op nord for Alaska. Deres to olierigge stødte begge på grund i dårligt vejr og må nu en tur til Asien for at blive repereret. De har nu helt har opgivet at bore næste år. Men de kommer tilbage, medmindre vi får stoppet dem iden.

Der er derfor vi er her idag. På denne globale aktions weekend sammen med 1000'erne af mennesker fordelt på 280 byer. Vi er her for at forme et stort hjerte af kød og blod og sende et højt og tydeligt krav af sted til de ansvarlige politikere om, at vi trækker en klar linje i isen. En linje, som olierigge og indstritrawlere ikke må krydse. De skal også støtte vores krav om et fælles globalt naturreservat i de ubeboede dele omkring Nordpolen, ligesom vi har det på Antarktis. Og vores hjerte skal vise, hvor meget vi holder af Arktis og de mennesker, der bor der.

Nu skal vi tage et billede af det oppe fra den kran der. Greenpeace-aktivister vil tage disse fotos med til Arktis Råds udenrigsministermøde, der holdes om kun et par uger Kiruna i Nordsverige. For de repræsenterer de regeringer, der har både muligheden, magten og ansvaret til at sikre den forandring, vi har brug for Arktis. Men ikke mere snak. Nu skal der sendes kærlighed af sted. Nu skal vi har taget et billede. Jeg er utrolig glad for at kunne præsentere den mand, der skal hjælpe os med at organisere vores fine hjerte. En mand, som selv er en fremtrædende politiker men som i dag er her, lige som alle os andre, for at sende kærlighed af sted. Oppe fra kranen vil Forhenværende kultur minister, Uffe Elbæk dirigere os alle sammen på plads.

Overlevelsesdragt til vigtige lejligheder

Mads Flarup Christensen — Fri, 04 May 2012 15:38:00 +0200

I år er det 20 år siden, jeg startede som aktivist i Greenpeace, og siden da har jeg deltaget i en lang række aktioner. Jeg har klatret, svømmet og været på tur med hundeslæde i Grønland – alt sammen for forhåbentligt at kunne bidrage til at gøres vores klode til et bedre sted.

I de seneste fire år har jeg været generalsekretær for Greenpeace Norden, og derfor har gummibåde og klatrereb mestendedels været skiftet ud med en laptop og lidt for mange møder.

Men en gang imellem er der kampe, der er så vigtige, at dagligdagen må vige. Kampen for Arktis beskyttelse er sådan en. Derfor fandt jeg i morges min overlevelsesdragt frem fra gemmerne og hoppede i vandet i aktion imod Shells olieboringer i Arktis.

Kanariefuglene blev tidligere brugt som advarselstegn på ulykker i minerne, fordi de er meget følsomme og derfor dør, hvis der slipper giftige gasser ud i minegangene. Arktis er vor tids og vor klodes alarmklokke.
Når isen smelter i nord, er det kun det første tegn på, at noget er helt galt med vores klima.

Men hvis Arktis var en kanariefugl, så ville den formentlig været afgået ved døden for længst. Havisen smelter hurtigere end nogen havde forudset, og afsmeltningen af indlandsisen burde få os alle til at stoppe op og gøre en ekstraordinær indsats for at beskytte klodens store fryseboks.

Det er derfor, at jeg deltog i dagens aktion og fysisk lagde mig i vejen for Shells store isbryder, der er på vej mod Arktis. Olieselskaberne ser nemlig ikke isbjergenes forsvinden som en grund til at slå bak. Nej, de ser det udelukkende som en mulighed. En mulighed for at bore efter mere af den olie, som er skyld i problemerne. Boringer i Arktis er nærmest grotesk idiotiske; den smeltende is er et tydeligt tegn på, at vi nu mere end nogensinde før burde investere i vedvarende energi og energi besparelser i stedet for i mere beskidt olie. Og som om det ikke var galt nok, så er netop Arktis det mest sårbare og mest risikable sted overhovedet at bore efter olie.

Shell er det første store multinationale olieselskab, der kaster sig over Arktis. Og medmindre vi står sammen og siger stop, er det med garanti ikke det sidste.

Hverken jeg eller Greenpeace kan forhindre Shells vanvid, men med din hjælp har vi en chance for at redde Arktis inden den unikke natur og de fantastiske isbjerge er væk for altid. Mere end 400.000 har allerede skrevet til Shell. Men vi har brug for millioner, hvis vi skal vinde den her kamp. Skriv til Shell her

Verdens befolkning tabte i Durban

Mads Flarup Christensen — Sun, 11 Dec 2011 09:50:00 +0100

I nat sluttede forhandlingerne ved FN’s klimatopmøde i Durban, COP17.

Resultat blev en grøn klimafond men uden penge. En forlængelse af Kyoto Protokollen men i en svagere form og sikkert med færre lande. En hensigtserklæring om en global, bindende aftale, der måske kan træde i kraft i 2020 men til gengæld med så store smuthuller, at man kan flyve en jumbojet direkte igennem, og som sikrer, at hvis nogle lande skulle ombestemme sig, så kan de trygt gøre det.

Durban-mødets resultat blev udvandet af vrangvillige lande anført af USA og endte altså til sidst på et så lavt niveau, at verden stadig har kurs direkte mod en klimakatastrofe med temperaturstigninger tættere på fire grader end de to grader, som videnskaben siger, er maximalt tilladeligt for at undgå de værste konsekvenser af den globale opvarmning.

Vores politikere har igen svigtet os og lyttet mere til den CO2-tunge industri end de milliarder af mennesker, der bliver ramt af klimaforandringer.

COP17 skulle have nået til enighed om følgende vigtige byggesten for at kunne kaldes en succes:

Det globale udslip af drivhusgasser skal toppe i senest 2015 og herefter falde med mindst 80 % inden 2050

Kyoto Protokollen skal fortsætte, og der skal gives mandat til at forhandle juridisk bindende mekanismer på plads i senest 2015

Den nødvendige finansiering etableres for at hjælpe fattige lande med at tackle klimakrisen – blandt andet ved at indføre en skat på finanstransaktioner, så de rige lande kan leve op til løftet om at finde 100 milliarder dollars inden 2020 til fattige landes klimatiltag

Rammebetingelser, der sikrer beskyttelse af skov i udviklingslande

Globalt samarbejde omkring teknologi- og energifinansiering

Gennemsigtighed i forhold til overvågning af og adgang til landenes reduktionsforpligtelser og egentlige handlinger.

Udelukke lagring og opfangning af CO2 (CCS) i CDM (Clean Development Mechanism), da CCS aldrig har vist sig at fungere i stor skala og desuden kan betyde opførelse af flere kuldrevne værker, som de kommende generationer kommer til at hænge på i mange år fremover.

COP17 – to minutter i lukketid

Mads Flarup Christensen — Fri, 09 Dec 2011 15:03:00 +0100

To uger er gået, og selv om det stadig er uvist, hvornår forhandlingerne slutter, så nærmer afgørelsens time sig i Durban. Der er dog stadig ikke skyggen af en endelig tekst at diskutere for deltagerne.

Jeg følger naturligvis med fra København, og intensiteten i den sydafrikanske kystby, hvor Greenpeace er repræsenteret af et team af forhandlings-eksperter, øges time for time.

Urets tikken kunne allerede mærkes i aftes. På den positive bane skete der et ryk i forhandlingerne ud på aftenen anført af Danmarks klimaminister, Martin Lidegaard, og Jato S. Sillah fra Gambia, der har formandskabet for LDC-gruppen (Least Developed Countries).

De står nu sammen om at presse på for, at Kyoto Protokollen forlænges med en ny etape efter 2012 og at alle store CO2-udledere skal forpligte sig i en aftale om bindende reduktioner senest i 2015, der skal træde i kraft nogle år senere evt. i 2020. Og så er parterne i den nye alliance enige om, at den grønne fond skal op og køre. Men de er langtfra enige om, hvor pengene skal komme fra, og i den lille detalje skal djævlen findes. De næste timer vil forhåbentlig vise, om der kommer et gennembrud her.

Det er stadig ganske uvist, hvad alliancen vil betyder for COP17’s endelig resultat. Men ikke desto mindre er det et stærkt signal, som hurtigt fik opbakning fra en anden vigtig klub af lande, nemlig AOSIS (Alliance of Small Island States).

I alt 120 lande bakker nu op om EU’s forslag om en roadmap for en global aftale heriblandt også Brasilien, Japan og Canada.
Godt 200 lande skal imidlertid nå til enighed, så der er lang vej endnu.

USA spiller stadig sit eget spil, og det er ikke et spil, der synes at have meget at gøre med andre end USA selv. USA har i de globale klimaforhandlinger konsekvent forfulgt en ”deny, delay and destroy-strategi”, der grundlæggende har til formål aldrig at forpligtige USA til noget som helst globalt. Efter at have blokeret små men vigtige skridt i forhandlinger gennem de seneste to uger, glimrede den respons på EU-LDC-AOSIS alliancen, som kom fra USA’s chefforhandler, Todd Stern, i den grad af tvetydighed. Han ville gerne mane opfattelsen af, at USA forsøgte at udsætte en ny aftale til 2020, i jorden, men han sagde ikke hvordan, og han havde heller ikke nogle konkrete kommentarer til alliancen som sådan.

Hvis klimakrisen på nogen tænkelig måde skal tackles, så må resten af verden sætte USA udenfor døren og laver en aftale alene. Kina forsøgte allerede sidste fredag at bløde lidt op for retorikken og hårdknuden i forhandlingerne ved at sige, at landet eventuelt godt kunne forpligte sig til juridisk, bindende reduktionsmål, imens Indien modsætter sig, at store udviklingslande skal forpligtes juridisk til at skære ned i drivhusgasudledningen.

Virkeligheden er dog, at der stadig ikke er bygget en solid ramme eller tidsplan op for en global bindende klimaaftale, og meldingen fra Durban i morges forlød da også, at forhandlingerne måske sprænger tidsrammen og fortsætter lørdag eller sågar søndag med. Kyoto Protokollens fremtid er mildt sagt uvis. Mest lyst ser det ud for den grønne fond, og det forventes, at der opnås enighed meget snart. Om mekanismerne er stærke nok til at fylde fonden op med de penge, de rige lande har lovet de fattige, det må tiden vise.

Forhandlingerne i Durban kan meget vel gå i flere forskellige retninger. Og der er stadig mulighed for, at landene inden mødets afslutning når til enighed om at skrive under på en ambitiøs og fair aftale inden 2015. De sidste timer af klimaforhandlingerne, som vi bevæger os godt på vej mod nu, er det ekstremt afgørende for udfaldet, og lige nu er det vigtigt, at EU bakker helt op om de mest sårbare lande, som kæmper for en global klimaaftale. Hvis EU træder til siden, så bliver det et uambitiøst USA, der kommer til at stå som vinder.

Skal resten af verden fortsat være USA’s gidsler?

Mads Flarup Christensen — Thu, 08 Dec 2011 12:59:00 +0100

Klimatopmødet i Durban lakker mod enden, og i morgen kender vi resultatet af to ugers forhandlinger slemt præget af et USA, der har raseret forhandlingerne og blokeret vigtige tiltag til fremskidt i de i forvejen vingeskudte, internationale klimaforhandlinger.

I denne uge ankom ministrer fra størstedelen af de godt 200 deltagende lande for at tage hånd om sidste fase af forhandlingerne. Og det store spørgsmål er nu, om de virkelig vil tillade, at Durban-mødet ender med, at USA igen får lov til at holde resten af verden som gidsler i en tid, hvor mere end 300.000 mennesker allerede dør årligt som følge af klimaforandringerne, hvor de globale CO2-udledninger tog det største kvantespring nogensinde på i alt 5,9 % fra 2009 til 2010 trods den økonomiske krise, hvor ekstreme vejrfænomener i 2010 sprængte alle rekorder, og hvor den ene rapport efter den anden slår fast, at det er nu, der skal handles, og at nedskæring CO2-udslippet og en omstilling fra fossile brændsler til vedvarende energi er eneste fornuftige vej – både i forhold til at tackle klimakrisen og den økonomiske krise.

Svaret på spørgsmålet får vi i morgen, så det kender vi endnu ikke. Det ser desværre ikke lovende ud, til trods for, at en af de store brikker i puslespillet, Kina, i fredags forsøgte at række hånden ud.

Der er derfor overhængende fare for, at også Durban ender med at komme med i rækken af byer, der skulle have dannet positive rammer for progressive, ambitiøse forhandlinger om, hvordan verden tackler klimakrisen, når Kyoto Protokollen løber ud med udgangen af 2012, men som i stedet endte som endnu en blodig slagmark. En slagmark, hvor verdens lande igen bekæmpede hinanden med hver deres ubøjelige, nationale snæversyn frem for at stå skulder ved skulder og bekæmpe klimakrisen.

I lørdags så det ellers ud til, at Durban-forhandlingerne ville levere gode takter i mødets første officielle tekstudkast, hvad angår anerkendelsen af behovet for at gøre noget ved forskellen mellem landenes konkrete mål for CO2-reduktion og det, som videnskaben siger, er nødvendigt for at tackle klimakrisen. Men så tog USA fat, og da teksten senere på lørdagen blev offentliggjort, var hele kapitlet om dette behov som sunket i jorden.

USA er blevet Durban-forhandlingernes bremseklods – og desværre en effektiv en af slagsen. Det stod klart fra mødets begyndelse, at en global, juridisk bindende klimaaftale heller ikke ville blive handlet på plads på denne COP. Bl.a. Greenpeace, og EU tillod sig dog at forvente, at vigtige byggesten ville være mulige at blive enige om i Durban. En af dem var et mandat til at forhandle en ny traktat i 2015. Men det eneste USA’s klimaforhandler Jonathan Pershing havde at sige til den forventning var en kraftig indikation om, at USA ikke engang accepterede forhandlinger om et sådan mandat.

Efter en uges forhandlinger med flere knuder end løsninger, gjorde Kina fredag et konkret forsøg på at vise velvilje især over for EU’s ønske om bindende reduktioner efter Kyoto Protokollen. 2. december annoncerede Kina således, at landet godt kunne stille sig positivt over for at binde sig juridisk til reducering af drivhusgasser. USA udtalte straks efter, at de ikke troede på Kinas melding og punkterede lynhurtigt den meget positive ballon, som ellers var tiltrængt i forhandlingerne.

Greenpeace har gentagne gange opfordret de øvrige lande til at vise USA hælen en gang for alle, hvis Obamas team ikke leverer i Durban. Og det tyder alt på, at teamet ikke gør.
Alt for længe har verden stået stille, fordi det er lykkedes lande som USA, bagstræberiske virksomheder som Shell og Koch Industries samt erhvervsorganisationen Business Europe, som også Dansk Industri er medlem af, at trække i den gale retning.

Imens dumper alarmerende meldinger ind. Så sent som 1. december meddelte canadiske forskere fra 'Global Carbon Project', at gennemsnitstemperaturen i år 2100 vil være steget med seks grader, medmindre der kommer markante reduktioner. Verden vil dermed befinde sig i en katastrofe-tilstand, der ikke er set inden for de seneste 100 millioner år, og som vil føre til massiv ørkendannelse helt ind i Europas hjerte og masseudryddelse af liv på jorden.

Det står klart, at intet opnås i Durban eller ved de næste klimaforhandlinger, med mindre USA bliver sat uden for døren, så de øvrige lande kan frigøre sig fra deres status som USA’s gidsler og tage ambitiøse skridt for at imødegå klimakrisen, redde liv og sikre en hårdt presset verdensøkonomi.

Denne blog er også bragt i en forkortet udgave som Opinion i Berlingske Tidende 8. december 2011.

Luk for hanen for at stoppe vandet!

Mads Flarup Christensen — Fri, 18 Nov 2011 15:25:00 +0100

I dag slår FN’s Klimapanel fast, at der er en klar sammenhæng mellem ekstreme vejrfænomener, og at vi derfor alle må berede os på flere hedebølger, voldsomme regnskyl og andre vejrmæssige udskejelser. Det koster dyrt i både menneskeliv og kroner og ører. Det er meldingen fra klimapanelet, der netop har offentliggjort et politiker-uddrag af rapporten ”Managing the Risks of Extreme Events and Disasters to Advance Climate Change Adaptation”.

Jeg håber, at alle, der om to uger drager til Durban for at deltage i de internationale klimaforhandlinger, tager meldingen fra IPCC med sig, når de sætter benene på den afrikanske jord. For efter to artier med internationale klimaforhandlinger er der desværre ikke kommet færre men flere drivhusgasser i vores atmosfære. Det har konsekvenser. Det kræver handling.

Nu burde det ikke være nødvendigt med flere rapporter, som bekræfter dette akutte behovet for netop handling. Det er tid til, at vi alle vågner op til dåd og indser, at vores afhængighed af kul, olie og gas skal stoppe, og at verdens regeringer skal se at få lavet en bindende, international klimaaftale, der tager fat ved problemets rod.

Det er vigtigt, at vi gør en indsats for at tilpasse os de klimaforandringer, der allerede er uundgåelige, men der er altså grænser for, hvor høje vi kan bygge vores diger. Og klimatilpasning uden konkret handling for at gøre noget ved selve årsagen til klimaforandringerne er ligesom at stå og tørre vand op på et oversvømmet badeværelsesgulv uden at slukke for den vandhane, hvor vandet kommer fra. Det er ganske enkelt absurd.”

28. november mødes verden i Durban til FN’s internationale klimaforhandlinger, er det afgørende at nå til enighed om en klar vej fremad mod en international klimaaftale baseret på videnskabelige facts, så vi kan se at få gjort noget ved årsagen til klimakrisen. Jeg deltog selv i klimatopmødet sidste gang, da det blev afholdt i Cancun, og jeg vil naturligvis også følge med i topmødet i Sydafrika. Der skal vigtige byggeklodser på bordet. Ikke mere snak.

Occupy Verden

Mads Flarup Christensen — Fri, 21 Oct 2011 16:16:00 +0200

I weekenden flyttede Occupy Wall Street-bevægelsen også til Danmark. Op mod 1000 mennesker var samlet på Rådhuspladsen i sympati med den amerikanske bevægelse og i protest mod en finansverden, der har bragt masser af mennesker i fattigdom, mens dens egne direktører stadig høvler gigantiske bonusser ind. Onsdag aften blev de sidste 31 demonstranter bortvist af politiet, men det vil forhåbentligt ikke blive det sidste, vi hører til den protestbevægelse i Danmark.

Jeg er også træt af pengegriske finansmænd, der sætter profit til sig selv og aktionærerne over hensyn til almindelige mennesker, naturen og klimaet. Det er forurenede virksomheder med blakket moral og dollartegn i øjnene, der bestemmer over menneskers adgang til mad, ren luft og grønne energikilder. Jeg deler Occupy-bevægelsens krav om forandring, jeg deler dens ønske om en bedre, friere og mere lige verden, og jeg deler dens drøm om en tid, hvor det ikke som nu næsten altid er de fattigste, der rammes først og hårdest.

Billedtekst: Greenpeace USAs solenergi-lastbil ’Rolling Sunlight’. Den er nu i Wall Street for at give strøm til bevægelsens mediecenter.

Om kun godt en måned samles regeringer og virksomheder i Durban i Sydafrika for endnu engang at diskutere den mest overhængende trussel, verden står overfor. Klimaforandringer vil igen et par uger være på dagsordenen, som de var det for to år siden i København. Dengang var der en god mulighed for at tage store, reelle skrift i retningen af at bremse klimaforandringerne. Det er der sådan set stadig, men efter fiaskoen i København tør kun få virkelig sætte næsen op efter reel handling. Men sagen er, at tiden løber fra os. Klimaforandringerne er virkelige og koster allerede i dag tusinder af liv. Antallet af naturkatastrofer er i eksplosiv stigning fra 58 om året i 1960erne til nu 449 om året.

En af hovedårsagerne til, at det politiske system rykker så langsomt på klimaproblemet, er de sorte industrier. Milliarder af dollars bliver postet direkte i klimanægtere og forskning, der kan sætte spørgsmålstegn ved klimaforandringerne, løsningerne eller nogle af kilderne til klimaforandringerne. I Danmark er Dansk Industri også aktiv.

Dansk Industri deltager som medlem af Business Europe i en benhård lobbyindsats i EU´s korridorer mod, at EU skærper sit reduktionsmål for udledning af CO2. Dermed forsøgerDansk Industri at forhindre politisk handling, der ville bidrage til en omstilling af den europæiske industri i klimavenlig retning til stor gavn for alle, ikke mindst indbyggerne i de mange lande i den fattige del af verden der rammes rigtigt hårdt af oversvømmelser, tørke og deraf følgende sultkatastrofer.

Så lad os støtte op om Occupy-bevægelsen og andre bevægelser hvor vi mødes og handler på den uretfærdighed, vi ser i verden. Verden tilhører os alle sammen og skal ikke styres af en lille gruppe multinationale selskaber og deres behov for hurtig profit.

Nye positive takter for reel, grøn vækst

Mads Flarup Christensen — Tue, 11 Oct 2011 11:19:00 +0200

I dag og i morgen deltager jeg sammen med 200 af verdens ledere og toperhvervsfolk i vækstkonferencen Global Green Growth Forum i København. Formålet er en diskussion af, hvordan bæredygtighed og business kan gå op i en højere enhed, og det er en snak, der er yderst vigtigt at tage. Det afgørende er naturligvis, om de mange gode hensigter for grøn vækst også fører til reelt, grønt indhold i debatterne og reel, grøn handling efterfølgende ude i de private virksomheder og i den offentlige sektor.

Jeg har deltaget i de to vækstkonferencer, som blev afholdt af den tidligere regering i 2009 og 2010, og begge gange har det lugtet for meget af branding af Danmark og pæne ord. Dette års konference ser dog ud til at blive mere konkret på reel, grøn vækst og mindre fokuseret på branding, ikke mindst fordi der synes at være fornyet optimisme at spore fra erhvervslivet internationalt. En optimisme, der også afspejler sig i deltagerlisten og i det konkrete indhold i programmet i dag og i morgen. Og en optimisme, der også findes hos den nye danske regering, som har lagt sig helt op i førerfeltet af lande, der arbejder for ambitiøse klimamål i EU.

Det er vigtige toner ikke mindst i en tid, hvor verden står over for en af det 21. århundredes største kriser, klimakrisen, som i den grad kræver en fælles indsats.Også fra erhvervslivet.

Grøn vækst er en nødvendighed ikke alene ud fra en klimamæssig men også ud fra en økonomisk betragtning. Hvis ikke verdenssamfundet reagerer i forhold til klimaforandringerne, så kommer det ifølge den britiske økonom Nicholas Stern til at koste 5-20 % af det globale BNP. Derudover skal man lægge, at mangel på handling vil koste menneskeliv og et ekstremt tab af biodiversitet. Hvis vi derimod skrider til handling, ja så er det altså muligt at redde menneskeliv, imødegå en lang række andre alvorlige konsekvenser af klimaforandringerne og derudover spare penge og øge beskæftigelsen og den grønne eksport.

Der er ingen gode argumenter for manglende handling. Grøn vækst er afgørende, men begrebet skal redefineres, så det ikke kun handler om en mulighed for erhvervslivet for at tjene penge men bredes ud og indebærer et reelt mål for vores velstands bæredygtighed som sådan. F.eks. indregnes en lang række miljøødelæggelser ikke i BNP i dag, og det er et problem, for uden det, ja så er der risiko for, at verdens vækstfokus fortsat vil lede os ned i den blindgyde, som vi alt for længe har været på vej ind i.

Forpassede muligheder i Arktis

Mads Flarup Christensen — Mon, 22 Aug 2011 16:14:00 +0200

Udenrigsminister Lene Espersen og landsstyreformand Kuupik Kleist offentliggjorde i dag Rigsfællesskabets arktiske strategi for de kommende 9 år. Og selvom den blev fremlagt i smukke bygninger på Nordatlantens Brygge, hvor også Greenpeace var inviteret, så er strategien ærgerlig læsning.

I hvert fald hvis man som Greenpeace, mener at Nordpolen og det arktiske hav, der omgiver polen, er et så natur- og klimamæssigt vigtigt og sårbart område, at det bør fredes og gives folkeretslig status som det skete med Antarktis i 1959.

Og det er bestemt ikke, hvad der ligger i regeringens strategi for verdens nordligste plet. Tværtimod vil Danmark kaste sig i front for den griske kamp om Nordpolen, som særligt Rusland, men også Canada, USA og Norge forventes at tage del i.

Med strategien har Danmark afskrevet sig muligheden for at tage ansvar og gå ind i den virkelige udfordring og mulighed; nemlig den der ligger i at arbejde for at nå til enighed om en international bindende aftale, som beskytter den arktiske region mod udnyttelse af olieselskaber og overfiskeri.

I stedet vil Danmark kaste alle kræfter ind på videnskabeligt at påvise, at Nordpolen tilhører os. Og dermed også at alle resurser, der kunne tænke sig at findes i undergrunden omkring Nordpolen. Og det er her det virkelige problem kommer ind i billedet.

For i den nye strategi pointeres de nye ”muligheder”, som klimaændringer og den efterfølgende afsmeltning af havisen giver: øget udvinding af gas, olie og mineraler og nye skibsruter.

Arktis er et af verdens mest følsomme økosystemer, som allerede nu står over for enorme udfordringer som følge af klimaforandringerne. Aktiviteter i Nordpol-regionen i forbindelse med efterforskning af evt. udvinding af olie og jagten på andre resurser vil gøre presset på Arktis endnu større, end det allerede er. Desuden vil det forværre klimaforandringerne, og det vil være umuligt at undgå olieudslip og deraf fuldstændig uacceptable katastrofer.

Derfor bør Danmark bruge sin særstatus i området gennem Rigsfællesskab med Grønland til at sørge for, at det arktiske område bliver fredet og beskyttet mod glubske lande, der ønsker at gennemtrevle den arktiske undergrund for olie og gas, der kun skal bidrage til udledningen af CO2 og dermed en ødelæggelse af klimaet.

I stedet for som nu at lægge os i spidsen for spandet af de glubske lande, der kæmper om Nordpolen.

Greenpeace spiller med helt åbne kort

Mads Flarup Christensen — Tue, 31 May 2011 11:15:00 +0200

Greenpeace er anklaget for at køre en misinformationskampagne af den grønlandske minister for råstoffer og erhverv, naalakkersuisoq Ove Karl Berthelsen. Det er en hård beskyldning og jeg vil derfor gennemgå kilderne på alle de fakta, vi bruger i vores argumenter mod de konkrete olieboringer.

Én enkelt af sommerens prøveboringer udleder flere rødlistede kemikalier end alle de norske og danske olieboringer tilsammen.

Den samlede udledning af kemikalier er problematisk. Kemikalierne er grupperede og rødlistede kemikalier er defineret af OSPAR (Oslo-Paris havmiljøkonventionen for Nordøstatlanten inkl. Nordsøen) som kemikalier, der ’giver anledning til bekymring pga. flere miljøskadelige egenskaber og derfor bør udskiftes’.

Hver eneste af de grønlandske prøveboringer udleder mellem 45 og 48 ton rødlistede kemikalier. Det betyder, at der alene i år udledes 187 ton til det grønlandske hav. Det fremgår af Råstofdirektoratets boregodkendelsens bilag 3, s. 81-97.

De samlede udledninger af rødlistede kemikalier fra alle de danske olieboringer var i 2009 1,4 ton ifølge den danske miljøstyrelse (2009 er nyeste offentliggjorte tal). I Norge udledtes der ialt fra alle olieborniger 32 ton rødlistede kemikalier i 2009 (nedbragt fra næsten 4.000 ton i 1997) ifølge det norske Klima- og Forurensningsdirektoratet.

Hvis man læser høringssvaret fra Danmarks Miljøundersøgelser, så er tonen heller ikke helt så lyserød, som Råstofdireltoratet vil give det indtryk af. DMU skriver i sit høringssvar på s.1, at ”udledningen af røde kemikalier er stor (ca. 200 ton for alle fire boringer), hvilket på længere sigt er uacceptabelt efter DMU’s opfattelse (…). Capricorn har i supplerende notater redegjort for de sikkerhedsmæssige årsager til, at de vandbaserede boremuddersystemer, der benyttes i Norge, ikke udgør en optimal løsning ved boringerne i Grønland, 2011. DMU har accepteret denne redegørelse og også haft den til uformel vurdering hos miljømyndighederne i Norge”.

Capricorn (Cairn) er da også af Råstofdirektoratet pålagt at udarbejde en såkaldt substitutionsplan for, hvordan man kan nedbringe udledningen af røde kemikalier senere hen. Det fremgår både af boregodkendelsen s. 66.

Cairn har senere oplyst til KNR, at selskabet ikke har i sinde at opfylde kravet i boregodkendelsen.

På en række afgørende områder lever de grønlandske boringer ikke op til de norske standarder.

Råstofdirektoratet og Cairn hævder ofte, at ’boringerne gennemføres i henhold til meget høje krav til sikkerhed og miljøbeskyttelse.’ Det er ikke rigtigt.

Eksempelvis foreskriver de norske standarder nul-udledning eller alternativt minimal udledning af alle kemikalier. Røde kemikalier har ekstra høj prioritet for substitution. Det fremgår af den norske forvaltningsplan s. 64

Bedste praksis er strengere end de norske standarder. Eksempelvis har reglerne for udledning i Barentshavet og Lofoten i Norge (nordligere områder) været væsentligt strengere og prøveboringer her udleder generelt nul rødlistede kemikalier. Det fremgår af den norske forvaltningsplan s. 65-66 box 5.2 & 5.3.

Cairn og Naalakkersuitsut holder beredskabsplanen hemmelig

Som noget helt nyt hævdede direktør for Råstofdirektoratet Jørn Skov Nielsen søndag på TV2 News, at Greenpeace’ påstand om, at beredskabsplanen holdes hemmelig var usand.

Derfor fremlægger vi her de to afvisninger på vores ansøgning om aktindsigt i beredskabsplanen.

En beredskabsplan skal blandt andet indeholde (s. 12)

Risiko scenarier og worst case scenarie

Prioritering af hvor man vil fokusere oprydningen i tilfælde af et udslip

Hvordan denne prioritering er styret af de forskellige årstider, gødnings- og yngleperioder

Et scenarie for hvordan de forskellige ressourcer og metoder vil tages i brug

Cairn har offentliggjort nogle udslipsscenarier, men alt om hvad der skal ske i forbindelse med et udspli og for eksempel hvor meget af olien, man estimerer at kunne fjerne i tilfælde af et udslip, er ikke offentliggjort. Arktis Råd – som Grønland er medlem af – anbefaler, at en beredskabsplan gøres offentlig. I rådets retningslinier for offshore boringer i Arktis står der på s. 45, at: “Operators should allow the opportunity for public review and comment of the (oil spill response) plan”

Også ifølge de norske standarder skal beredskabsplanen være offentliggjort: ”De fullstendige MRA (miljørisikoanalyse) og BA (beredskapsanalyser) og underlaget for disse skal ikke inngå i søknaden, men hvilke analyser som er gjennomført og prosessen for dette bør beskrives kort. Dokumetene skal være tilgjengelige ved behov, for eksempel i forbindelse med høringer av søknader og tilsyn”. Det står på s. 7 i rapport fra det norske Klima- og Forurensningsdirektoratet.

Hvis jeg ikke har fået alle de ’misinformationer’, Ove Karl Berthelsen henviser til med, så vil jeg opdatere denne blog løbende. I Greenpeace spiller vi med åbne kort.

Ny verdensrekord på Facebook

Mads Flarup Christensen — Wed, 13 Apr 2011 18:15:00 +0200

Vi satte os for at sætte en ny verdensrekord – 50.000 kommentarer på Facebook på 24 timer. Det er nu lykkedes over al forventning. På kun et halvt døgn har vi nu ramt over de 50.000, der skulle til for at få vores rekordforsøg registreret i Guiness Verdensrekordbog.

Vi er nu officielle verdensrekordindehavere på grund af alle de mange mennesker, der har hjulpet os med at skrive kommentarer på Facebook!

Rekorden nåede vi nogenlunde samtidig med, at vi kørte en storskærm ind foran Facebooks hovedkvarter i Californien, hvor alle kommentarer bliver vist i real-time – direkte til facebooks ansatte. Aktionen streames direkte til vores Københavner-event i Huset i Magstræde.

Men vi er også konkurrencemennesker, så lad os hæve målet til 100.000 kommentarer! Bliv ved med at kommentere indtil kl. 7.00 i morgen tidlig på http://on.fb.me/FBunfriendcoal

Hvis Facebook siger nej tak til energi produceret med kul og ja tak til energi produceret med vedvarende energikilder, som sol, vind og vand, vil Facebook qua sin størrelse være i stand til at påvirke mange andre IT-virksomheder til at tage ansvar for at sikre 100 pct. vedvarende energi ved valg af investeringer.

Gode intentioner er ikke nok. Vi skal se en rigtig plan for handlinger. Derfor skal Facebook:

Øge Facebooks brug af ren energi.

Udvikle en plan for at minimere Facebooks miljøpåvirkning og blive kulfri inden 2021.

Oplyse Facebooks brugere om, hvordan firmaet får energi til at køre sine services.

Være fortaler for ren energi på lokalt, nationalt og international niveau.

IT sektoren er den hurtigst voksende sektor i verden i forhold til elektricitetsforbrug. Vores research siger faktisk, at den nuværende vækstrate vil betyde, at datacentre og telekommunikationsnetværk - som Facebook er afhængig af for at kunne levere sine services - i 2020 vil forbruge mere end tre gange den energi, som bliver brugt nu og mere end halvdelen af USA’s nuværende samlede forbrug af elektricitet eller mere end Frankrig, Tyskland, Canada og Brasilien tilsammen.

En stor tak til alle jer Facebookere, der har hjulpet os med at sætte rekord og sende en vigtig besked til Facebook.

Olieudvinding i Arktis skal lægges på is

Mads Flarup Christensen — Tue, 22 Feb 2011 14:22:00 +0100

En mindre olieudslip i Norge få timer fra Oslo har givet sved på panden hos beredskabsstyrken. Tilfrosset farvand har vanskeliggjort oprydningen. Nu må olieindustrien forstå, at når vi og andre fortæller dem, at olieudvinding i Arktis er hul i hovedet, så er det altså ikke for sjov.

Sent torsdag aften modtog vi beskeden om, at et fragtskib med navnet Godafoss var gået på grund i norsk farvand, og at det lækkede olie fra to af dets i alt tre brændstoftanke. Mine tanker faldt hurtigt på billederne fra diverse olieudslip gennem årene; Exxon Valdez i Alaska for 20 år siden, BP-katastrofen i Den Mexicanske Golf i fjor og det kinesiske olieudslip i Dalian i sommers for at nævne nogle af dem. Selvom de første meldinger fortalte, at potentielt set kunne 500 tons olie slippe ud fra Godafoss to ødelagte tanke, så tyder det nu på, at vi slipper for en gentagelse af de skrækscenarier, som jeg nævnte ovenfor. Alligevel har olieudslippet i Norge, der fandt sted midt i en nationalparken ud for Hvaler, understreget, at olieudvinding i Arktis er rent hasardspil.

At brændstofudslippet fra Godafoss ikke har haft alvorligere konsekvenser skyldes først og fremmest, at kystvagt, kystverk og kommunen har foretaget en beundringsværdig indsats, fortæller mine norske kollegaer mig. Alligevel har der været problemer, fordi dele af farvandet er helt eller delvist frosset til. Isflager driver ind i olien og besværliggøre således oprydningen, olien flyder under isen og gør det vanskeligt at følge udslippet, olie der har blandet sig med isen skal hentes op med gravkoer, og sidst men ikke mindst forværre det kolde vand belastningen på indsatsstyrken.

Disse problemer er vanskelige at løse blot få timer fra Oslo. Alligevel forsøger olieindustrien at overbevise os om, at deres beredskab vil være mere end tilstrækkeligt til at løse et udslip i arktiske egne, hvor nogle havområder er tilfrosset i flere måneder af året. Olieudvinding i Arktis er ikke en god idé, det er en rigtig skidt idé.

Investeringsfirmaernes tunge drenge vil have en klimaaftale

Mads Flarup Christensen — Wed, 17 Nov 2010 10:57:46 +0100

Den største gruppe af investorer nogensinde går nu sammen med et klart budskab til verdens stats- og regeringsledere forud for COP 16 i Cancun, Mexico, der starter om under to uger: Der skal ambitiøs handling til nu, ellers kan verden forvente en økonomisk nedtur, der får den nuværende ”krise” til at blegne. Ifølge Stern rapporten og investeringsgruppen kan manglende handling føre til et svimlende tab på op til én femtedel af verdens samlede bruttonationalindkomst.

Det er ikke nogen ubetydelig gruppe af investorer, der nu retter sit tunge skyts mod regeringer og delegationer forud for Cancun. Gruppen råder over midler op til en værdi af 15 billioner dollars og den danske pensionsfond ATP, der har 56 milliarder euro i ryggen, er én af de i alt 259 medunderskriver på udmeldingen. Dette tal er i sig selv ubegribeligt for de fleste dødelige. Til sammenligning kan det måske illustreres med, at én billion svarer til én million million, eller at beløbet svarer til hele USA's BNP, eller en fjerddel af verdens samlede markedskapital.

Forhåbentlig kan denne ikke ubetydelige udmelding hjælpe til i det dødvande der lige nu præger forhandlingerne. USA og Kina holder hinanden i skak og EU har gemt sig i en krog, hvor navlepilleri tilsyneladende har højeste prioritet. Engang kunne EU med rette kalde sig førende på klimaområde, men det er ikke længere tilfældet. Udenfor forhandlingerne har Kina overhalet indenom, når det handler om investeringer i grøn teknologi. En dugfrisk analyse fra Forskningscenter Risø konkluderer således, at ”Kina kan og bør blive betragtet som en klima ’champion’”.

Uanset investorernes motiver bag denne udmelding, så føjer det til det pres, der allerede nu hviler over verdens lande. Konsekvenserne af klimaforandringerne mærkes allerede rundt omkring på planeten, og det er ikke et øjeblik for tidligt, at verdens regeringer får forhandlet en retfærdig, ambitiøs og juridisk bindende aftale på plads. I Cancun er det absolut nødvendigt, at der tages substansrige skridt mod en sådan aftale.

Godt gået i Grønland

Mads Flarup Christensen — Thu, 02 Sep 2010 13:14:46 +0200

Fire aktivister har i to døgn holdt begge Cairn’s olieboringer ved Grønland ude af drift. Det er godt gået, for boringerne er en kæmpestor fejltagelse og bør ikke få lov at finde sted. Boringerne finder sted i det arktiske farvand i ’isbjergsalleen’, hvor risikoen for en ulykke er større end i stille egne, og hvor et eventuelt udslip vil være stort set umuligt at rydde op. Jeg er bange for et udslip og jeg er bange for de mange store olieselskaber, der lige nu føler Cairns boringer nøje. Hvis Cairn finder olie står hele verdens olieselskaber på spring til at plastre den grønlandske vestkyst til med boreplatforme.

httpv://www.youtube.com/watch?v=WTozIwLVnQc

De fire dygtige klatrere, der tirsdag morgen indtog Cairns borerig fra tre gummibåde er polakken Mateusz Emeschajmer, der bor i Norge, Sim McKenna fra USA, Timo Puohiniemi fra Finland og Jens Lowe fra Tyskland. De holdt stand mod det arktiske vejr i to dage, men i går aftes lovede vejrudsigten storm og vi besluttede at afslutte aktionen. Mine kolleger på Esperanza, det Greenpeace-skib, der har ligget i nærheden hele tiden, ringede med den besked til både Grønlands Kommandoen og politiet, som også var på stedet. Vi ville gerne hente klatrerne ned på samme måde som de kom op, nemlig med gummibåde, men politiet øjnede en chance for en arrestation og brugte fire timer på at finde en måde at få vores fire klatrere til at gå op på selve boreriggens dæk i stedet. Nu er de fire i politiets varetægt sigtet for ulovlig indtrængen samtidig med at politiet forsøger at fylde medierne med en historie om, at politiet faktisk reddede klatrerne.

Men det skal ikke være politiets langsomhed eller dets mediespin, der skal fylde denne blog. Det skal være en hyldest til de fire dygtige og modige mennesker, der har taget et stort personligt i klimakampen. Disse år er afgørende, når det gælder kampen mod klimaforandringerne. Vi skal tvinge politikerne til at tage de rigtige beslutninger og vi skal hjælpe virksomhederne med ikke at tage katastrofalt dårlige beslutninger. Verden har ikke brug for mere olie – faktisk kan vi kun bruge en mindre del af den olie, vi allerede har adgang til. Vi har brug for hurtigst muligt at skifte til vedvarende energi.

Hvor mange chancer vil Cairn og Naalakkersuisut tage?

Mads Flarup Christensen — Fri, 16 Jul 2010 11:12:35 +0200

Der er styr på det hele! Sådan lød meldingen ikke overraskende fra Cairn, da Greenpeace 2. juli satte spørgsmålstegn ved graden af virksomhedens ansvarlighed, efter at vi med stor beklagelse havde fundet ud af, at Cairn, allerede fra første gang boret ramte havbunden udfor Diskoøen, så stort på et løfte til Selvstyret.

Et løfte, der handler om sikkerhed, og som gik ud på, at både boreskibet Stena Forth og boreriggen Stena Don skulle være til stede, når boringerne gik i gang.

Virkeligheden var, at Stena Forth stadig befandt sig i Halifax, Canada, godt en uges sejlads væk fra området, formentlig fordi reparationer i USA havde trukket ud.

Cairn forsvarede sig med, at de kun borede i det øverste lag – toplaget – hvor der ikke er olie. Til gengæld gik Cairn stille med, at der kan befinde sig gas i samme lag.

Det er muligt, at sikkerhedsrisikoen er minimal, når de borer i det øverste lag, men en ting er sikkert: Det er og bliver risikabelt at bore efter olie i et så sårbart område som Arktis. Billedet er ikke ukendt fra andre lande.

Myndighederne laver skrappe miljøgodkendelser, men efter lidt tid begynder dispensationerne at komme. Først den ene, så den anden og altid efterfulgt af sætningen, ”der er styr på det hele”.

Hvis Cairn, et selskab der ingen tidligere erfaring har med off-shore boringer, virkelig mener, at de uden problemer kan bore midt i ”isbjerg-motorvejen” med Grønlands hovedindtægt svømmende rundt under havoverfladen og en vifte af truede dyrearter som tætteste nabo, så kan Cairn vel også overskue at gøre en ekstra indsats for Grønlands og miljøets skyld.

Greenpeace er ikke ene om at være stærkt bekymret for konsekvenserne ved olieboringer på dybt vand. Eksempelvis sagde EU’s Energikommissær Oettinger så sent som 8. juli i en tale i Europa Parlamentet, at enhver ansvarlig regering under de nuværende omstændigheder ville fastfryse alle nye tilladelser til boringer under ekstreme forhold.

Vi forstår godt, at – den om end noget tvivlsomme - udsigt til rigtig meget olie, kan friste Cairn. Vi forstår sågar også godt, at det kan friste Selvstyret, for omsat til kroner og ører, kan det blive til en del.

Men uanset hvor lokkende lyden af knitrende pengesedler kan være, så må det alligevel være langt mere attraktivt som politiker og beboer i Grønland at kunne fortælle sine børnebørn, hvordan man deltog aktivt i at passe på deres Grønland frem for at skulle forklare, hvorfor man tillod, at verdens sidste dråber olie blev suget op af undergrunden, selvom klodens klima på ingen måde kan tåle, at mere olie brændes af, og selvom Grønlands hovedindtægt, fiskeriet, blev sat på højkant lige som de sårbare kystområder.

Hvis politikerne og befolkningen omkring den Mexicanske Golf kunne vælge om for Obama, der desværre tillod boringerne, hvilket sikkerhedsniveau ville de så mon vælge?

Ville de så tage til takke med, at BP sagde: ”Vi har styr på det hele”?

(også bragt i Sermitsiaq 15. juli 2010)

Rainbow Warrior - 25 år efter angrebet

Mads Flarup Christensen — Sat, 10 Jul 2010 11:49:06 +0200

I dag er det 25 år siden, at Rainbow Warrior blev bombet af det fransk secret service i New Zealand. Det er dagen, hvor vi mindes vores kollega Fernando Pereira, der blev dræbt under angrebet. Han var blot 35 år gammel.

Bombningen var personligt godkendt af den daværende franske præsident, François Mitterrand, og skete som et forsøg på at forhindre Greenpeace i at fortsætte protesten imod franske atomprøvesprængninger ved Mururoa-atollen.

Rainbow Warrior blev bombet i havnen i Auckland New Zealand af spioner fra den franske efterretningstjeneste i 1985. Skibet var på turné i Stillehavet for bl.a. at forhindre, at den franske stat gennemførte atomprøvesprængninger. © Greenpeace / John Miller

Kun tre måneder inden Rainbow Warrior blev sænket, havde skibet hjulpet til med at evakuere 300 beboere på Marshall-øernes Rongelap-atol som en del af "Operation Exodus".

Øboerne flygtede fra dødelige radioaktive forurening - efter mange års amerikanske prøvesprængninger - som forårsagde diverse sygdomme og defekter på nyfødte børn. Sygdomme, der opstod, selvom de amerikanske myndigheder havde garanteret, at Rongelap var et sikkert og forureningsfrit sted at befinde sig.

Den amerikanske regerings moralske ansvar over for øboerne er aldrig blevet prioriteret, og folks rettigheder og helbred er således blevet skubbet til side til fordel for atomvåben.

I forbindelse med forhandlinger mellem USA og Marshalløerne via det såkaldte Compact of Free Association blev der i 1982 indgået en hemmelig aftale, som nedsatte kravet til beskyttelse imod radioaktivitet, så der bedre kunne foretages atomprøvesprængninger uforstyrret. Aftalen resulterede i, at beboerne på Rongelap blev udsat for en pludselig og alarmerende radioaktivitet gennem deres lokale madprodukter.

Og så er der dumpningen af radioaktivt affald, som er begyndt at lække, til trods for at det kun er 30 år siden, at det blev smidt i specialdesignede beholdere, der efter sigende skulle kunne forsegle farligt indhold i tusindvis af år. USA har imidlertid erklæret sig uden ansvar.

Nu er hjælp og kompensation fra USA begyndt at forstumme, og folk tvinges tilbage på de forurenede øer.

I år, 25 år efter at beboerne på Rongelap frivilligt lod sig evakuere fra deres radioaktive ø, står de ansigt til ansigt med et ultimatum fra USA. Flyt tilbage til Rongelap i 2011 eller vi stopper den økonomiske støtte til øen Mejatto i Kwajalein-atollen.

‘USA gav de lokale myndigheder på Rongelap 45 millioner dollars til finansiering af oprydning og rehabiliterings-arbejde på Rongelap. Kun 45 millioner. Det er sølle 0.2 procent af de samlede udgifter på 25 billioner, som USA brugte på atomtestning og kun 0.007 procent af landets samlede forsvarsbudget. Gør den amerikanske regering det her for at spare penge eller for ikke at tabe ansigt? Håber regeringen, at folk på Marshalløerne vil glemme og blive glemt?

Vi vil fortsat mindes Fernando, Rainbow Warrior og beboerne på Marshalløerne.

Jorden har brug for en hånd

Mads Flarup Christensen — Wed, 21 Apr 2010 23:02:20 +0200

I dag er det "Earth Day", og jeg håber, at du vil fejre dagen ved at se vores nye Earth Day video sammen med mig. Jeg håber også, at du har lyst til at slutte dig til Greenpeace og vores arbejde for en bedre fremtid.

Vores planet står overfor store udfordringer. Verdens skove bliver hugget ned, der drives rovdrift på mange fiskebestande i et afsindigt tempo. Samtidig drives der stadig kommerciel hvalfangst, giftige kemikalier findes i vores hverdagsvarer, vores elektricitet kommer hovedsageligt fra beskidt kul og til dels fra farlig atomkraft, og GMO-afgrøder truer landbruget.

Jorden har mange sejre i bagagen. Derfor er ovenstående opgaver hverken urealistiske eller en utopisk drøm. Gennem årene har vi været i stand til at påvirke historiens gang ved at bære vidne og formidle; vi har overbevist politikere, virksomheder og videnskaben om at sætte bæredygtig fremtid over kortsigtede økonomiske og politiske gevinster.

Men hvis du tror, at styrken ligger i Greenpeaces skibe, fredelige og ikke voldelige protester og løsningsorienteret kampagnearbejde – så tro om igen: det er i støtten og hjælpen fra millioner af støtter verden over.

Vores klode og dens befolkning har brug for; flere ansigter, der bekymrer sig for miljømæssige spørgsmål, flere folk, der vil bruge deres stemme til at forsvare den – og flere mennesker, der vil skride til handling for at beskytte den. Du kan hjælpe "Earth Day" ved at tage del i at opbygge den bevægelse, der kan sikre en bæredygtig fremtid.

En grøn og fredelig fremtid er mulig – hjælp os med at få det til at ske:

Bliv cyberaktivist – modtag vores nyhedsbrev

Send Eart Day videoen til dine venner

Del den på Facebook og Twitter

Snup den embed code og post den på din blog

httpv://www.youtube.com/watch?v=Ep9MFiWXR8M&feature=player_embedded

Drop den urimelige Arktis-klub

Mads Flarup Christensen — Mon, 29 Mar 2010 11:10:33 +0200

Den lukkede ”Arktiskklub” mødes denne gang i Gatineau Hills, Canada, hvor den danske regering har sendt justitsminister Lars Barfoed af sted for i dag at stikke hovedet sammen med udenrigsministrene fra Canada, Rusland, USA og Norge. Det var ellers Lene Espersen, der skulle have taget turen til Canada, men hun holder ferie.

Sammen skal ministrene diskutere fremtiden for et af verdens mest sårbare og vitale naturområder, der i disse år er genstand for en regulær forskningsforklædt hanekamp, som de fem lande bruger millioner og atter millioner kroner på at udkæmpe i håbet om at dokumentere mulige historiske tilhørsforhold til undersøiske højderygge og isdækkede jordskorper.

Land efter land har gjort krav på ejerskab til dele af havbunden under det arktiske ocean med flag, undervandsbåde og korttegningsøvelser. Alt sammen for at få andel i de enorme ressourcer, blandt andet olie, som den accelererende afsmeltning af den arktiske is paradoksalt nok har åbnet en ladeport op til.

Der står så mange oliemilliarder på spil, at al moral er sat til side - ifølge en fortrolig sikkerhedsvurdering fra det australske forsvar. Vurderingen stammer fra 2007 og konkluderer, at kampen om undergrunden under Arktis udgør den største nuværende risiko for en global konflikt.

Det er selv sagt absurd at kæmpe om retten til at få adgang til mere af det fossile brændsel, som verden nødvendigvis må vende sig væk fra, hvis vi skal forhindre klimaforandringerne i at løbe løbsk. Det er dog også ganske absurd og ikke mindst urimeligt, at denne lukkede klub på fem nationer udelukker resten af verden fra deres møder. Ikke mindst ICC (Inuit Circumpolar Council), der repræsenterer 160.000 inuitter i de arktiske områder, Arctic Athabaskan Council, Island samt andre organisationer og lande med åbenlyse interesser i Arktis’ skæbne.

Imens nationerne omkring Arktis slås for at få del i ressource-eventyret, sidder ofrene tilbage. Det er de små samfund omkring Arktis, hvis levevilkår vanskeliggøres af klimaændringerne, og som er mere afhængige af naturen end nogen andre. Klimaforandringerne betyder allerede i dag, at der er færre dyr at jage, og at bl.a. Isbjørnen, hvalrossen og sælerne bevæger sig tættere og tættere imod truslen om udryddelse.

Området skal fredes

Der er kun en fornuftig løsning nemlig at indføre et øjeblikkeligt moratorium, der standser al industriel udnyttelse i de dele af Arktis, der før lå under hav-is. Det er den islinie, man ofte ser på kort, der viser et gennemsnit af ismængden i perioden 1979 til 2000.

Moratoriet skal gælde, indtil der er fundet en global løsning for, hvordan området skal beskyttes på langt sigt. Det vil give en tænkepause, hvor verdens lande kan navigere i alle de mange krav på undergrunden og forespørgsler fra olieselskaber. I den tænkepause vil vi arbejde for en global aftale i lighed med den, der lige nu beskytter Antarktis i syd. En beskyttelsesaftale, som Danmark i øvrigt med stor entusiasme og engagement kæmpede for og har tilsluttet sig. Men det er selvfølgelig også nemmere at beskytte et område, når man ikke selv umiddelbart står til at kunne udnytte det økonomisk.

I det hele taget er klimaforandringerne et godt argument for at stoppe olieeventyret i Arktis her og nu. Det er almindeligt accepteret, at det er nødvendigt at holde klodens gennemsnitlige temperaturstigning så langt under to grader som muligt. For at det, kan lade sig gøre, skal det globale drivhusgasudslip toppe i 2015 og ramme tæt på nul i 2050. Hvis vi skal holde to graders-målet, er der kun plads til at afbrænde 25-40 % af de allerede kendte reserver af fossile brændsler. Derfor er det klimamæssigt uacceptabelt fortsat at investere i at lede efter og udvinde olie. Især i arktiske områder, hvor de klima- og forureningsmæssige konsekvenser er størst.

Vi tar 30 mere

Mads Flarup Christensen — Fri, 12 Mar 2010 11:06:18 +0100

30 år er ingen alder og så alligevel. 30 år giver erfaring, tyngde og netværk. 30 år giver en lang liste af resultater og sejre i bagagen. Greenpeace i Danmark blev oprettet af en gruppe unge journalister og studerende, der ville følge sporene fra de modige mennesker, der i 1971 sejlede i retning af de amerikanske atomprøvesprængninger ved Amchitka. De ville gøre en forskel. I begyndelsen handlede det meget om at stoppe nedslagtningen af hvaler, der var stærkt truede af den store, kommercielle fangst. Senere satte de første danske Greenpeace’ere deres energi ind på at stoppe kemikaliedumpninger – og afbrændinger i blandt andet Nordsøen.

Mange år er gået siden det danske kontor blev oprettet i Gert Sørensens mors stue, og Greenpeace er nu en etableret del af den danske miljøbevægelse og globalt en af verdens største miljøorganisationer. Vi har fået gjort kommerciel hvalfangst ulovlig, lukket Barsebäck, gjort dumpninger af kemikalier og olieplatforme ulovligt, og kan tage en stor del af æren for, at der ikke findes gensplejsede fødevare på de danske supermarkedshylder.

En af de kampagner, jeg selv har nydt mest, er Greenpeace’ arbejde mod miljøskadelige stoffer – farlig kemi. Selv om problemet langt fra er løst endnu er det en kendsgerning at vedholdende og målrettet kampagnearbejde igennem mere end 20 år kulminerede med vedtagelsen EU's mest omfattende forordning nogensinde – REACH i 2006 - der allerede i dag har fået markant indflydelse på anvendelse af farlig kemi i hele verden. Kemi-kampagnen udmøntede sig i aktioner mod dumpning af farlig kemiaffald i havet ved med gummibåde at lægge sig under de faldende tønder og i afsløringer af ulovlige og skandaløse kemikaliedumpninger på Thule-basen i Grønland og afsløringer af kemirester i almindelige menneskers blod. Kampagnen har været med til fundamentalt at ændre den måde, vi omgås kemi på i hele verden.
Greenpeace er uden skyggen af 30-års kriser. Under klimatopmødet i København satte vi alle sejl ind. Og selv om det ikke lykkedes at overtale vores politikerne til at sikre kloden mod klimaforandringer med en stærk klimaaftale, så lykkedes det os at sikre, at de ikke slap af sted med at grønvaske det ynkelige resultat. Og jeg tror ikke, der er mange, der er i tvivl om, at vi i Greenpeace var til stede, og at vi havde høje forventninger til politikerne.

Verden står lige nu overfor en større miljømæssig udfordring end nogen sinde før. Også selv om den ikke griner os op i ansigtet lige så tydeligt som firsernes gule slam eller store, snavsede olieplatforme på vej ned i havets glemsel, truer klimaforandringerne både vores sundhed, vores have og vores dyr. Klimaforandringerne kan, selvom de allerede nu er årsag til millioner af nye klimaflygtninge hvert år, synes et stykke ude i fremtiden. Men klimaet er sådan skruet sammen, at de forbedringer, vi gør i dag, først kommer til udtryk om fyrre år. Derfor er der ikke et sekund at spilde. Vi skal have en global aftale, der bremser udledningerne af drivhusgasser drastisk og hurtigt. Vi ser det fortsat som vores vigtigste opgave sørge for, at politikerne og industrien aldrig glemmer, at jorden har vi ikke arvet fra vores forældre, men lånt af vores børn og børnebørn.

Danmark skal ud af uværdigt oliekapløb

Mads Flarup Christensen — Fri, 29 Jan 2010 09:21:43 +0100

I denne uge er forskere og politikere samlet i Tromsø på verdens nordligste universitet for at diskutere Arktis. Denne unikke del af vores verden, der er hjem for isbjørne, sæler og hvalrosser, er under dramatisk forandring i disse år som konsekvens af klimaforandringer. Noget alle begræder, men som alligevel tænder dollartegn i øjnene på mange. Også den danske regering, der har gjort krav på store dele af Arktis. For den smeltende is gør det muligt at få snablen ned i nye, store olielagre på havbunden.

Land efter land har gjort krav på ejerskab til dele af havbunden under det arktiske ocean med flag, undervandsbåde og korttegningsøvelser. Faktisk er kampen om de sidste olieressourcer under Arktis så indædt, at den udgør den største nuværende risiko for en global konflikt, ifølge en fortrolig sikkerhedsvurdering fra det australske forsvar fra 2007. Det er et moralsk paradoks, at de lande og industrier, der har bidraget mest til de katastrofale klimaforandringer, også skal være dem, der tjener mest på dem.

Den uværdige kamp bør stoppes. Derfor har jeg brugt konferencen i Tromsø til at kræve et øjeblikkeligt moratorium for al industriel udnyttelse af det område af Arktis, der tidligere var dækket af is. Moratoriet skal gælde, indtil der er fundet en global løsning for, hvordan området skal beskyttes på langt sigt. Det vil give en tænkepause, hvor verdens lande kan navigere i alle de mange krav på undergrunden og forespørgsler fra olieselskaber. I den tænkepause vil vi arbejde for en global aftale i lighed med den, der lige nu beskytter Antarktis i syd. En beskyttelsesaftale, som Danmark i øvrigt med stor entusiasme og engagement kæmpede for og har tilsluttet sig. Men det er selvfølgelig også nemmere at beskytte et område, når man ikke selv umiddelbart står til at kunne udnytte det økonomisk.

Der er mange gode argumenter for ikke at skade den sårbare natur og det unikke dyreliv på Arktis med olieboring, industrifiskeri og skibstransport. Men det vigtigste argument må være, at vi slet ikke har brug for det olieeventyr. Det er alment accepteret som et mål at holde klodens temperaturstigning så langt under to grader som muligt. Hvis man skal det, skal det globale drivhusgasudslip toppe i 2015 og gå i en skarp kurve ned og ramme noget nær nul i år 2050. Hvis vi skal holde to graders-målet, er der kun plads til at afbrænde 25-40 % af de allerede kendte reserver af fossile brændsler. Der er derfor absolut ingen grund til at presse Arktis yderligere ved at søge efter mere olie og gas.