Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Amazonas-regnskoven

Side - 15. oktober, 2010
Amazonas er verdens største tilbageværende regnskov, og hjem for flere plante- og dyrearter end noget andet sted på landjorden. Denne majestætiske regnskov trues både af skovrydning og effekterne af klimaforandringerne.

Omkring en fjerdedel af alle landlevende dyre- og plantearter lever i Amazonas. Jaguaren, den lyserøde floddelfin, dovendyret, verdens største blomst, en abe så lille som en tandbørste og en edderkop så stor som en tennisbold er bare nogle af de arter, som vi kender, og der opdages stadig nye.

Amazonas-regnskoven strækker sig over flere lande i Sydamerika og har sin hovedudbredelse i Brasilien. Den er hjem for over 20 millioner mennesker, heriblandt en lang række oprindelige folk. Nogle af dem har aldrig været i kontakt med verden uden for skoven.

Amazonas-regnskoven spiller også en vigtig rolle for at stabilisere hele planetens klima, idet den lagrer mellem 80 og 120 milliarder ton kulstof.

Gennem regnskoven løber Amazonas-floden, der er 6.400 km lang og har over 1.100 bifloder. Amazonas flodsystemet er verdens største og indeholder en femtedel af verdens ferskvand.

15 % af Amazonas-regnskoven er allerede gået tabt. Der er mange trusler mod Amazonas: Landbrug, industriel skovhugst efter tømmer, minedrift, olieudvinding, plantagedrift og monstrøse dæmningsbyggerier for at generere vandkraft på flere af Amazonas-flodens større bifloder. Derudover udgør klimaforandringer en alvorlig trussel og har de seneste år ført til alvorlige tørkeperioder og flere voldsomme skovbrande.

4. november 2016 Amazonas-regnskoven er hjem for over 20 millioner mennesker og en enestående mangfoldighed af plante- og dyrearter.

 

Tags