#Græsrod

Tag aktivt del i samfundet

Vær med

“Vi kan alle gøre noget, der skaber en positiv forandring her, hvor vi bor, og det bliver omfattende, når mange tager del i det,” lyder det inspirerende budskab fra Annemette Eriksen, initiativtageren til Halsnæs Affaldshelte.

Annemette Eriksen er initiativtager til Halsnæs Affaldshelte. I løbet af tre år har initiativet samlet flere hundrede mennesker, som i fællesskab gør naturen renere og skønnere.

Jeg startede mit initiativ for tre år siden, fordi jeg elsker naturen og så, at der lå affald overalt”, fortæller Annemette, som har en fornemmelse af, at det historisk har været ugleset at beskæftige sig med affald. Derfor opfandt hun et nyt ord:

Jeg opfandt ordet ‘affaldshelt’ for at signalere, hvor sejt det er at tage ansvar for sit område ved at samle affald,” fortæller hun.

Mit initiativ startede bare med mig selv. Jeg købte udstyr og begyndte at samle skrald langs vejene. Når jeg gik der, tænkte jeg på, hvor meget vi kunne gøre, hvis vi var mange. Her ville simpelthen blive så smukt!” Siger Annemette.

Hendes ønske blev til virkelighed. For tre år senere er der mange hundrede engagerede frivillige borgere i Halsnæs, som alle er med til at holde naturen ren og fantastisk.

Jeg var meget synlig langs vejene, hvilket medførte, at alle begyndte at tale om, hvem den ‘skønne naturtosse’ var. Så kom medierne på banen og fortalte om min gerning, og det næste der skete var, at borgmesteren indkaldte til et møde med mig.

Læs også: Mod en fremtid uden (engangs)plastik

Positivitet og synlighed

‘Naturtossen’ Annemette Eriksen startede med selv at indsamle affald langs vejene, i dag er flere hundrede affaldshelte med til at holde Halsnæs smukt.

Initiativet blev sat i den kommunale app, så Annemette og andre Affaldshelte nu kan stille deres usorterede sække med indsamlet affald langs alle veje i kommunen, tippe kommunen, og så henter Natur & Vej affaldet.

Det betød en enorm forskel, da det er svært at engagere mange frivillige, hvis de også skal sortere og køre afsted med affaldet,” mener Annemette.

Jeg har brugt positivitet og stor synlighed samt sjove historier til at engagere folk. Jeg har uddelt udstyr til mere end 200 borgere i Halsnæs, og de rydder op i eget tempo, hvor de føler for det,” fortæller Annemette.

Vi har været 80-100 mennesker, der har samlet ind på samme tid for at bakke op om Danmarks Naturfredningsforenings Affaldsindsamling og World CleanUp Day. På de dage har vi ryddet op i kanalen i Frederiksværk og på vores 20 km amtsvej.

“Det er frihed, handlekraft, god motion, nye venskaber, sammenhold på tværs af alle skel – samt ikke mindst en langt renere og tryggere natur”

“Men ellers er der ingen faste tider eller obligatoriske møder. Det er frihed, handlekraft, god motion, nye venskaber, sammenhold på tværs af alle skel – samt ikke mindst en langt renere og tryggere natur,” siger Annemette.

Udstyret, som Annemette har delt ud til de mange frivillige, er blevet doneret af privatpersoner, lokale virksomheder og kommunen.

Derudover er der kæmpe opbakning med masser af dyt, vink, positive tilråb, thumbs up og nogle gange en sodavand, is eller smukke blomster og deslige langs vejene,” fortæller Annemette.

Initiativet Halsnæs Affaldshelte er nomineret til Fantastiske Fællesskaber 2019 på TV2 Lorry.

Du kan stemme på dem via SMS til 1272 – skriv: Lorry 3
Afstemningen varer til og med den 14. november 2019.