Hvis Greenpeace skal få, hvad de ønsker sig allermest, skal regeringen meget hurtigt i 2021 anerkende, at 70-procentsmålet er sat og kun giver mening, fordi det hviler på anerkendelsen af CO2-budgetter, der svinder dag for dag. Derfor skal alle klimaaftaler genåbnes, skriver Helene Hagel i dette debatindlæg.

I begyndelsen af 2021 skal Klimarådet vurdere, om regeringen har anskueliggjort at Klimalovens mål – særligt de 70 procents reduktion i 2030 – kan nås. Hvis det ikke er anskueliggjort, at regeringen kan nå, hvad den har forpligtet sig til i loven, så indtræder handlepligten, og Folketingets partier kan pålægge klimaministeren at fremlægge nye klimainitiativer.

Derfor må 2021 nødvendigvis blive året for nye initiativer, der hurtigt nedbringer Danmarks klimabelastning. Initiativer, der sikrer en troværdig og videnskabeligt funderet reduktionssti mod 2030 og siden netto-nul. Det kræver, at Folketinget genåbner alle klimaaftaler fra det forgangne år og får gang i omstillingen af landbruget.

Hvis vi i Greenpeace skal få, hvad vi ønsker os allermest, skal regeringen meget hurtigt i 2021 anerkende, at 70-procentsmålet er sat, og kun giver mening, fordi det hviler på anerkendelsen af CO2-budgetter, der svinder dag for dag.

Det skulle helst være sket for et års tid siden, men regeringen kan stadig nå at anerkende, at 70 procent i 2030 ikke er super »ambitiøst«, men blot det absolut nødvendige, hvis Danmark skal holde sig indenfor 1,5 grads-budgettet. 70-procentsmålet er udregnet ud fra den nødvendige lineære reduktionskurve frem mod, at vi skal nå netto-nul udledninger og efterleve Parisaftalen.

Misforståelse fra regeringen

Med sin manglende anerkendelse af denne budget-logik har regeringen indtil videre grundlæggende misforstået opgavens omfang og dermed vist sig ude af stand til at løfte ansvaret og mandatet de har fået fra befolkningen.

Regeringen har med hiv, sving og overoptimistiske forventninger til dyr teknologiudvikling kun været i stand til at anskueliggøre en tredjedel af de nødvendige reduktioner for at nå 70-procentmålet. Vi burde komme i gang med øjeblikkelige reduktioner, men i stedet udskyder, forhaler og fordyrer regeringen omstillingen, når den ikke sætter et lineært 2025-reduktionsmål på omtrent 55 procent.

I 2021 må det være slut med at udskyde opgaven og komme med dårlige undskyldninger for at vente til senere. I stedet for at håbe på og regne med, at man ikke behøver gøre mere end de yderst utilfredsstillende aftaler fra 2020, skal regeringen nu virkelig indse, at der skal mere til.

De nødvendige her-og-nu-reduktioner kræver, at alle indgåede aftaler i 2020 skal genåbnes. Sommerens energiaftale skal opdateres. Der skal investeres langt mere i vedvarende energi, så vi kommer af med kul, olie, gas og biomasse hurtigt.

Skattereformen fra december, hvor et af de mest effektive redskaber til at nedbringe udledningerne – en ensartet CO2-afgift – glimrer ved sit fravær, skal genåbnes. Man skal beslutte, at vi med det samme hæver prisen på forurening så det bliver tydeligt for alle, at et ton drivhusgasser senest i 2030 vil koste minimum 1500 kroner.

Transportaftalen skal genbesøges, og prisen på de fossile biler skal hæves betydeligt. Vi skal have et mål om færre biler i 2030 end i dag, og nysalget af fossilbiler skal stoppe i 2022.

Nordsøaftalen fra december skal erstattes af en ny Nordsøaftale, der stopper alle muligheder for at udvide olie- og gasjagten. Slutdatoen for den fossile produktion skal fremrykkes til senest 2040, og afviklingen af den eksisterende produktion skal sættes i gang.

Regeringen har, med de politiske aftaler der er indgået i 2020, fundet reduktioner for ca. 6,2 millioner ton CO2e i 2030. Det efterlader en manko på næsten 14 millioner ton CO2e, hvis 70-procentsmålet skal indfries.

Landbruget står for skud

I Greenpeace har vi foreslået tiltag i landbruget, der kan reducere lidt mere end 8 millioner ton CO2e i 2030. Heraf 2,7 millioner ton ved gradvist at udtage 100.000 ha lavbundsjorde og 3,1 millioner ton ved en gradvis markant reduktion af den animalske produktion.

I dag står landbruget for 23 procent af Danmarks samlede udledninger (31 procent, hvis man inkluderer ændringer af arealanvendelse og skov (lulucf)). Langt, langt størstedelen af landbrugets klimabelastning – 89 procent – kommer fra produktionen af animalske produkter, primært kvæg og svin.

Hvis vi skal nedbringe landbrugets klimabelastning skal vi, som professor Jørgen E. Olesen har udtalt, reducere kvægbestanden og holde op med at dyrke samtlige kulstofrige lavbundsjorde i Danmark: »Alt andet er blot småtterier«.

80 procent af vores landbrugsjord bruges til at dyrke foder til dyr. Dermed kan vi frigive en million hektar jord, hvis vi gradvist halverer svine- og kvægproduktion. Store arealer af dyrebar jord som vi kan bruge til skov, natur, og dyrkelse af mad til mennesker.

Den massive kød- og mejeriproduktion i det danske landbrugsland medfører store monokulturelle marker, forurening af grund- og drikkevand, og at biodiversiteten presses stort set ihjel. For slet ikke at tale om de arealer til foder vi lægger beslag på i Sydamarika med følgende brud på menneskerettigheder og udpining af noget af verdens vigtigste natur.

Kun ved at tage noget plads tilbage fra landbruget, kan vi få mere af alt det, vi elsker.

Man kan ikke have så massiv en animalsk produktion uden at det trækker spor af ødelæggelse med sig, men alligevel mener regeringen af en eller anden mærkværdig grund, at man har en taberhånd, når man foreslår en reduktion i den animalske produktion. I virkeligheden er det en win-win-win: Vi nedbringer landbrugets klimabelastning, vi får mere plads til naturen og vi holder op med at forårsage brud på menneskerettigheder og skovrydning i Sydamerika.

Det, vi allermest ønsker os i 2021, er reelle, hurtige reduktioner i overensstemmelse med klimavidenskaben: Fra landbruget og fra de aftaler, der nødvendigvis må genforhandles, når vi skal leve op til klimalovens mål, holde os under Parisaftalens 1,5 gradsbudget og anerkende vores historiske og moralske ansvar fra klimakrisen.

Vær med ×